Guldborgsund Kommune indgår samarbejde med investor om stort byudviklingsprojekt
15.5.2024 12:02:00 CEST | Guldborgsund Kommune | Pressemeddelelse
Økonomiudvalget i Guldborgsund Kommune har besluttet at indlede et samarbejde med private investorer. Det betyder, at de første byggerier på havnen i Nykøbing Falster snart kan blive en realitet.

Et kvalitetshotel, boliger og et kontorbyggeri på havnen i Nykøbing Falster. Og mulighed for blandt andet familievenlige boliger på den nuværende rådhusmatrikel. Det er målet for et nyt samarbejde med private investorer bestående af et konsortium mellem Dansk Arealudvikling ApS og DE Ejendomme A/S repræsenteret ved DreistStorgaard Advokater A/S.
Indtil nu har der været en god dialog mellem kommunen og Dansk Arealudvikling ApS og DE Ejendomme A/S. Nu har Økonomiudvalget besluttet at indlede et reelt samarbejde med investorerne om at gøre planerne til virkelighed.
”Vi har i byrådet vedtaget en ambitiøs helhedsplan for havnen i Nykøbing Falster, der viser, hvordan vi kan omdanne den tidligere erhvervshavn til et levende og rekreativt byområde. Der er allerede flere konkrete projekter i gang med at omdanne eksisterende bygninger til levende kulturfællesskaber, og med dette samarbejde kan de første nye bygninger og boliger være på vej. Jeg ser frem til samarbejdet med Dansk Arealudvikling ApS og DE Ejendomme A/S, som ser et kæmpe potentiale i udviklingen af Nykøbing og hele Lolland-Falster,” siger borgmester Simon Hansen.
Flere projekter på havnen
Helt konkret vil Dansk Arealudvikling ApS og DE Ejendomme A/S bygge et hotel af høj kvalitet på havnen.
Indtil nu har det været svært at finde investorer til et hotelbyggeri. Samtidig har både turismebranchen og sports- og eventbranchen længe efterspurgt flere overnatningsmuligheder i Nykøbing, for der er mange store events, koncerter og sportsarrangementer, som i øjeblikket ikke kan afholdes i Guldborgsund, fordi der mangler overnatningsmuligheder. Det vil et nyt hotel råde bod på. Og når det kobles med boligbyggeri og et erhvervsbyggeri, hvor kommunen kan bo til leje, kan det realiseres.
Dansk Arealudvikling ApS og DE Ejendomme A/S vil nemlig også bygge de første boliger på havnen, ligesom investorerne ønsker at bygge et stort kontorbyggeri, som vedtaget af et enigt byråd i helhedsplanen for havnen fra 2021. Guldborgsund Kommune vil leje kontorlokalerne og skabe et nyt borgerhus, hvor man samler alle funktioner for borgerne ét sted. Det betyder, at medarbejderne fra Borgerservice i Nykøbing, Jobcentret og rådhuset flytter sammen. Samlet set kan kommunen spare 3-5 millioner kroner om året ved at flytte i lejede lokaler.
Ifølge Allan Munk fra Dansk Arealudvikling, er Nykøbing og Lolland-Falster en interessant investeringscase.
”Det er nogle utrolig spændende og ikke mindst ambitiøse planer, Guldborgsund Kommune har sat i gang for det nuværende store havneområde i Nykøbing Falster. I konsortiet ser vi frem til at kunne bidrage til en del af realiseringen af de samlede planer. Vi er sikre på, at byen over tid vil opleve en positiv forandring med de nye byarealer, som området giver plads til. Vi ønsker at bygge boliger, der skaber en sammenhæng mellem vandet og resten af byen. På havneområdet ser vi gode muligheder for et nyt hotel, som kan understøtte byen og områdets mange aktiviteter inden for erhverv, kultur og sport. Vi ser derfor frem til, at vi snart kan sætte vores kræfter ind på at medvirke til udviklingen af flere dele af havnen i Nykøbing Falster”, siger Allan Munk på vegne af konsortiet bestående af Dansk Arealudvikling ApS og DE Ejendomme A/S.
Stor investeringsvilje
Hos erhvervsorganisationen Business Lolland-Falster er man ikke overrasket over den store interesse for at investere i blandt andet havneudviklingen i Nykøbing.
”Vi oplever, at lysten til at investere på Lolland-Falster har været stigende de senere år, og der er en generel interesse i områdets store potentiale. Det kommende samarbejde om byudvikling i Nykøbing Falster bekræfter blot tendensen, og jeg er glad for, at investorerne også har fået øjnene op for Nykøbing som oplagt investeringsobjekt. Det viser, at tingene går den rigtige vej, og at retningen er rigtig,” siger Mikkel Wesselhoff, der er direktør i Business Lolland-Falster.
Også DI Lolland-Falster ser store muligheder i det kommende samarbejde.
”Nu bliver helhedsplanen for udviklingen af havnen i Nykøbing Falster konkretiseret. Den kommende byudvikling ses til gavn for de nuværende og de kommende borgere i Guldborgsund. Jeg synes, det er positivt, at en kommune har taget fat og tiltrukket private investeringer og fastholder det høje ambitionsniveau for havneudviklingen. Desuden er der et stort lokalt erhvervspotentiale i de mange projekter, der er i støbeskeen. Samlet set kommer projekterne til at løbe over flere år og i flere etaper, og der er ingen tvivl om, at det vil komme blandt andet byggebranchen til gode. Alt i alt er det en spændende udvikling, som vi forventer os meget af,” siger Jakob Søndergaard Nielsen, bestyrelsesleder for DI Lolland-Falster.
Flere boliger i Nykøbing
Som et yderligere led i det kommende samarbejde skal parterne afsøge muligheden for, at Dansk Arealudvikling kan byudvikle den matrikel, hvor kommunens rådhus ligger i dag. For der er efterspørgsel på boliger i Nykøbing, men der er ikke så meget plads til at bygge nyt.
Det er et enigt byråd, der står bag beslutningen om at indlede samarbejdet. Beslutningen betyder, at der nu indledes reelle forhandlinger, og desuden skal de økonomiske, juridiske og tekniske forhold afdækkes nærmere. Hvis alt går vel, er det forventningen, at de første bygninger på havnen kan stå klar i 2027-2028.
Kontakter
Simon HansenBorgmester
Guldborgsund Kommune
Søren BondeKommunaldirektør
Tlf:25181818sbha@guldborgsund.dkJohanne Duus HornemannPresse- og kommunikationskonsulent
Guldborgsund Kommune
Billeder

Følg pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Nysted får støtte til julemarked og nye træhuse28.9.2026 06:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Nysteds julemarked får støtte, og samtidig får byen mulighed for at etablere seks transportable træhuse, som både skal bruges til det årlige julemarked og af lokale foreninger året rundt. Tilsammen er der tale om 208.700 kroner fra Landdistriktspuljen.
1.000 pophits, gospel, italiensk DJ og meget mere til Kulturnat i Nykøbing F23.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Fredag den 2. oktober bliver Nykøbing F. fyldt med musik, kunst og kreative oplevelser, når Kulturnatten igen forvandler byens gader, torve og pladser til scener. Publikum kan blandt andet danse til en lydcollage med mere end 1.000 pophits, opleve en italiensk DJ på Torvet og møde Marie Carmen Koppel.
3 forfattere, 3 dage, 450 skoleelever – fokus på læseglæden i Guldborgsund17.9.2026 14:28:37 CEST | Pressemeddelelse
Hovedbiblioteket har haft besøg af tre af landets stærke børne- og ungdomsforfattere
Politikerne stiller op til Foreningernes dag10.9.2026 15:10:00 CEST | Pressemeddelelse
De to udvalg for Kultur, fritid og folkesundhed samt Landdistrikter, bosætning og medborgerskab deltager med deres egen stand for at tale med borgere og aktører.
Bibliotek og Borgerservice samles i Nysted2.9.2026 14:14:26 CEST | Pressemeddelelse
Fra 5. oktober 2026 kan borgerne møde både bibliotek og borgerservice i Det Gamle Pakhus i Nysted
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum