Ledere i daginstitutioner: Vi har flere børn i mistrivsel og flere børn med komplekse udfordringer
Ny undersøgelse viser, at daginstitutionsledere landet over oplever flere børn i udsatte positioner og i mistrivsel. Undersøgelsen viser også markante forskelle på, hvornår daginstitutioner vurderer, at et barn er i en udsat position.
Ja, der er sket en stigning i antallet af børn med komplekse udfordringer, ja, der er kommet flere børn i udsatte positioner, og ja, der er sket en stigning i antallet af børn i mistrivsel. Sådan siger mange daginstitutionsledere til EVA i en ny undersøgelse af daginstitutionernes arbejde med børn i udsatte positioner.
Stigende udfordringer med udsathed og mistrivsel blandt børnene
Daginstitutionslederne angiver, at antallet af børn, der er i fare for at stå uden for børnefællesskabet, er stigende. 85 % af lederne oplever, at de har flere børn med komplekse udfordringer, mens 80 % oplever flere børn i udsatte positioner – og 71 % oplever, at der er flere børn i mistrivsel i deres daginstitution i dag, end når de sammenligner med fem år tilbage.
Ifølge chefkonsulent Hanna Bjørnøy Sommersel, der står i spidsen for projektgruppen bag undersøgelsen, er resultaterne særligt interessante, fordi de stammer fra de ledere og det pædagogiske personale, der hver dag er helt tæt på børnene:
”Resultaterne viser, at den voksende udsathed og mistrivsel, der er så stor opmærksomhed på politisk og i medierne, er synlig helt ned på stuerne i vuggestuer og børnehaver,” siger hun.
Stigende udsathed og mistrivsel dækker ikke kun over diagnoser
Der kan være mange årsager til, at et barn har komplekse udfordringer eller opleves som udsat eller i mistrivsel i daginstitutionen. Hanna Bjørnøy Sommersel peger fx på, at stigende mistrivsel og udsathed ikke nødvendigvis opfanges ved at se på andelen af børn med adfærdsforstyrrelser eller fysiske funktionsnedsættelser.
Som noget nyt er der nemlig i denne undersøgelse tal for, hvor mange børn i daginstitutioner, der har adfærdsforstyrrelser eller fysiske funktionsnedsættelser. I 71 % af daginstitutionerne er under 1 % af børnegruppen fx diagnosticeret med adfærdsforstyrrelser, mens 49 % af daginstitutionerne har under 1 % børn med fysiske funktionsnedsættelser.
Store forskelle i forståelsen af, hvornår et barn er ’i en udsat position’
Nogle børn har større risiko for at komme i en udsat position end andre, fx hvis de har adfærdsforstyrrelser, sprogvanskeligheder eller belastende forhold i familien. Undersøgelsen viser, at børnegruppens andel af børn i risiko for udsathed har betydning for, hvornår en daginstitution vurderer, at et barn er i en udsat position, siger Hanna Bjørnøy Sommersel:
”I daginstitutioner med få børn i risiko for at komme i en udsat position skal der ofte mindre til, før det vurderes, at et barn er i en udsat position. Fx kan overgangen mellem vuggestue og børnehave eller en periode med manglende søvn betyde, at barnet har svært ved at deltage i børnefællesskabet, og derfor vurderes som udsat. I daginstitutioner med mange børn i risiko for udsathed skal der ofte mere til, før et barn vurderes som udsat og får ekstra hjælp og støtte,” siger hun.
Lige over en tredjedel af lederne ser behov for at udvikle egen praksis
Ikke alle ledere oplever, at de lykkes med at understøtte de børn, de vurderer som udsatte.
36 % af daginstitutionslederne oplever, at der i høj grad er behov for at udvikle daginstitutionens pædagogiske praksis for at understøtte, at børn i udsatte positioner kan indgå i børnefællesskabet.
Ifølge Hanna Bjørnøy Sommersel angiver lederne selv en række forskellige mulige årsager til, at de ikke kan understøtte børnene, som de gerne vil:
”Det handler fx netop om det stigende antal børn med støttebehov, manglende ressourcer, mangelfulde fysiske rammer, mangel på uddannet personale og et øget behov for specialpædagogisk viden hos det pædagogiske personale.”
37 % af daginstitutionslederne vurderer, at deres pædagogiske personale i høj grad har kompetencerne til at understøtte børn i udsatte positioner. 7 % vurderer, at deres personale i mindre grad har kompetencerne.
”Resultaterne peger på, at sådan som vi har tilrettelagt den pædagogiske praksis i dag, er det ofte svært for ledere og pædagogisk personale at yde den støtte, som børn, der af forskellige årsager er i en udsat position, har brug for,” siger Hanna Bjørnøy Sommersel.
Kontakter
Marie Louise PoulsenKommunikationskonsulent
Tlf:20193865mlp@eva.dkLinks
Følg pressemeddelelser fra Eva - Danmarks Evalueringsinstitut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Eva - Danmarks Evalueringsinstitut
Elever vil have håb og handlemuligheder i klimaundervisningen, ikke kun dommedagsvarsler28.8.2025 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvis klimaundervisningen kun fokuserer på udfordringer og katastrofer, mister mange unge motivationen. Inspirationskataloget ”Klimaundervisning set med de unges øjne” giver eksempler på, hvordan gymnasier og erhvervsskoler kan gøre undervisningen mere meningsfuld og samtidig give eleverne lyst til at handle
Flertal af unge vælger studie, der giver balance i familie- og arbejdsliv26.8.2025 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Over halvdelen af de førsteårsstuderende på videregående uddannelser har valgt deres uddannelse ud fra, at den fører til job med balance mellem fritid og arbejde. Det viser en ny analyse fra EVA.
Flere undervisere kan styrke undervisningen, men er ikke en garanti for kvalitet21.8.2025 11:46:51 CEST | Pressemeddelelse
Når to eller flere underviser sammen, kan det åbne op for mere praktisk, varieret og inkluderende undervisning. Men flere undervisere giver ikke i sig selv øget kvalitet. Det kræver en målrettet organisering og praktisering af samarbejdet.
Unge vælger professionsuddannelser for at gøre en forskel men nogle fravælger dem på grund af arbejdsvilkår15.3.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
En ny analyse fra EVA viser, at den vigtigste motivation for at søge ind på uddannelserne til lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver er muligheden for at gøre en forskel for andre. Samtidig er arbejdsvilkår og løn fortsat blandt de mest udbredte grunde til, at nogle unge fravælger uddannelserne.
Hver fjerde ufaglærte har lyst til en erhvervsuddannelse – men kun en halv procent gennemfører årligt27.2.2025 08:03:00 CET | Pressemeddelelse
Ny EVA-undersøgelse viser, at hver fjerde ufaglært har lyst til at tage en erhvervsuddannelse, mens to ud af tre vurderer, at det vil gavne deres muligheder på arbejdsmarkedet. Men kun en halv procent af de ufaglærte bliver årligt faglærte. Til gengæld er der flere, der tager de kortere AMU-kurser.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum