Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Ekspertgruppe har bidraget markant til fokus på sundhedsskadelig luftforurening i København

Del

Siden 2019 har en gruppe af landets førende eksperter rådgivet Københavns Kommune om sundhedsskadelig luftforurening. Deres rådgivning har været med til at bane vej for flere tiltag til gavn for miljø og sundhed i byen. Og flere er på vej.

Foto: Colourbox

Skærpede miljøzoner, et kommende forbud mod gamle brændeovne, flere miljøvenlige biler, fossilfri kørsel, landstrøm til krydstogtskibe. Fokus på luftforurening er stort i Københavns Kommune, og det fokus har fået endnu mere vind i sejlene via rådgivning fra nogle af landets førende eksperter på området.

Luftforureningen i København er årligt skyld i hundredvis af for tidlige dødsfald og hundredtusindvis af sygedage. Derfor nedsatte Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i 2019 en ekspertgruppe, som skulle rådgive Københavns Kommune om tiltag for renere luft. Den sidste rapport i rækken samt ekspertgruppens udtalelse er netop udkommet.

"Der er ingen tvivl om, at ekspertgruppen har sat væsentlige aftryk på Københavns politik på luftområdet. Vi er gået fra at tale meget om luftforurening til at gøre noget ved det. Vi er blevet klogere på, hvordan københavnerne bliver udsat for forurenet luft, og hvilke konsekvenser det har for deres helbred. På baggrund af eksperternes input har vi kunnet sætte flere konkrete tiltag i gang, som gør en forskel og er med til at mindske udledningen af sundhedsskadelige stoffer i vores by. Og vi stopper ikke her," siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

"Flere og flere undersøgelser understreger vigtigheden af, at vi gør en aktiv indsats for at begrænse luftforureningen i vores by. Ekspertgruppens rådgivning har været vigtig for dels at forstå udfordringernes omfang og for dels at understøtte de initiativer, som vi politisk har valgt at sætte i værk. Senest med det mulige forbud mod ældre brændeovne, men også i forhold til eksempelvis at begrænse biltrafikken," siger teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL).

Mere på vej

Sideløbende med ekspertgruppens arbejde er Københavns miljøzone blevet skærpet, så den i dag også omfatter dieseldrevne personbiler. Samtidig arbejdes der målrettet med at omlægge både busser og arbejdsmaskiner til fossilfri drift, og Borgerrepræsentationen arbejder for totalforbud mod al fossil kørsel i 2030. Der bliver etableret landstrømsanlæg på Københavns havn, så krydstogtskibe kan slukke deres motorer, og endelig er det til politisk behandling at forbyde byens ældste og mest forurenende brændeovne. Det er alle initiativer, som vil bidrage til en reduktion af sundhedsskadelig luftforurening, og som sætter en ambitiøs retning for luftkvaliteten i København.

Arbejdet for ren luft i København er en vedvarende indsats, som Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen arbejder tæt sammen om. Luftkvaliteten overvåges på byens tre målestationer, og der er fuld gang i udviklingen af et nyt prognose- og varslingssystem, som skal give særligt sårbare borgere med f.eks. luftvejssygdomme besked om, hvornår luftforureningen er høj, så de kan tage de relevante forholdsregler.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen sætter snart et studie i gang på Amager, som analyserer luftforurening på gadeniveau.

"Line Barfod og jeg deler en ambition om over tid at indrette byen på en måde, så den mest forurenende trafik berører så få københavnere som muligt. Samtidig er der brug for en bred indsats. For luftforurening kender ikke til kommunegrænser. Samarbejde med staten og vores nabokommuner er vigtigt for at lykkes," siger Sisse Marie Welling.

"Der er bred enighed om, at mængden af luftforureningen i København skal ned. Vi kan gøre meget lokalt, men skal vi virkelig flytte noget, så skal vi også gøre noget ved den forurening, som kommer udefra. Det understreges også tydeligt af det materiale, vi har fået fra ekspertgruppen. Skal vi lykkedes med det, så kræver det et tæt videre samarbejde med både lokale, nationale og internationale aktører," siger Line Barfod.   

Fakta om luftforurening i København

  • Luftforurening kan f.eks. forårsage astma, hjertekarsygdomme, lungekræft og KOL.
  • Luftforurening er årligt skyld i omkring 4.600 for tidlige dødsfald i Danmark.
  • Omkring 440 københavnere dør for tidligt af luftforurening hvert år. Det svarer til, at omkring 12 % af alle dødsfald i Københavns Kommune hvert år er forårsaget af luftforurening.
  • Luftforurening medførte helbredsomkostninger for omkring 8,5 mia. kr. (i 2019) i Københavns Kommune.
  • Luftforurening er årligt skyld i mere end 400.000 dage med nedsat aktivitet (dvs. sygedage og/eller dage med utilpashed) i København.
  • Størstedelen af luftforurening i Københavns Kommune stammer fra kilder udenfor kommunen.
  • Lokale kilder forårsager 10 %. af de for tidlige dødsfald i København som skyldes luftforurening, mens kilder i udlandet og omkringliggende kommuner forårsager omkring 90 % af disse dødsfald.
  • De primære lokale kilder til luftforurening i kommunen er brændefyring og vejtrafik (9 %).
  • Børn er mere modtagelige for de sundhedsskadelige effekter af luftforurening end voksne. Det skyldes bl.a., at de er i en udviklingsfase og inhalerer mere luft i forhold til deres kropsvægt end voksne.

 

Yderligere information:

Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling via pressekonsulent Rune Gleerup, tlf. 2344 0979, e-mail: r168@kk.dk

Teknik- og miljøborgmester Line Barfod via Teknik- og Miljøforvaltningens pressevagt på tlf. 2327 8090, e-mail: presse@tmf.kk.dk

Nøgleord

Følg pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye