Ny undersøgelse bekræfter tendens: Nedgang i dagligvarebutikker i landdistrikterne
6.5.2024 07:01:00 CEST | Landdistrikternes Fællesråd | Pressemeddelelse
Nye tal viser, at dagligvarebutikkerne er på tilbagetog landet over, og særligt i landdistrikterne er butikslivet udfordret. Her er hver 10. butik lukket siden 2017 og det får Landdistrikternes Fællesråd til at kalde på politisk handling.

I en ny rapport kortlægger Landdistrikternes Fællesråd udviklingen over den danske detailhandel, som desværre går i den forkerte retning. Fra 2017 til 2023 er der blevet 244 færre dagligvarebutikker på landsplan. Faldet har været størst i kommuner uden for de store byer, hvor hver 10. dagligvarebutik har drejet nøglen om. I samme periode er antallet af sogne uden en eneste dagligvarebutik steget med 31. Det bekymrer Landdistrikternes Fællesråd:
- Den lokale dagligvarebutik og detailhandel er en livsnerve for landdistrikternes udvikling, for det skaber vækst, liv og bosætning med et stærkt handelsliv. Derfor er det alarmerende, at hver 10. dagligvarebutik er forsvundet i landdistrikterne på blot 6 år. Det understreger i høj grad behovet for, at der kommer politisk fokus på at værne om handelslivet lokalt, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
Det går særligt ud over ældre og svage borgere, som ofte har svært ved at transportere sig langt, når der bliver længere til dagligvareindkøb.
Bymidterne drænes for handelsliv
Butikslivet i de større byer i landdistrikterne er ligeledes udfordret, og der bliver længere mellem de velfungerende, levende bymidter. Det skyldes bl.a., at et stigende antal dagligvarebutikker og andre butikker rykker ud af bymidterne og placeres i såkaldte aflastningsområder i udkanten af byerne, ofte tæt på byggemarkeder, møbelforretninger og lignende.
Siden 2017 er antallet af butikker beliggende i aflastningsområder vokset med næsten 50%. Når dagligvarebutikker gives tilladelse til at ligge i aflastningsområder, er der fare for, at bymidterne drænes for handelsliv.
- Vi ser en tydelig tendens i, at detailhandlen klumper sig sammen udenfor bymidterne. Det går ud over sammenhængskraften, når handelslivet i lokalområderne fordeles på flere områder og samlet set svinder ind. Det ender med mindre attraktive bymidter med tomme butiksvinduer. For på trods af nethandlen, så er det når vi handler fysisk og får den gode købsoplevelse, oplever events på torvet og tager en pause på café, at vi også mødes med hinanden og mærker byens liv og puls, fortæller Steffen Damsgaard.
Nye anbefalinger vil vende udviklingen
I en ny rapport præsenterer Landdistrikternes Fællesråd 13 konkrete anbefalinger til politiske initiativer, der kan holde hånden under handelslivet i landdistrikterne.
- For at bevare det nære handelsliv i landdistrikterne, og skabe et land i bedre geografisk balance, som også er et centralt element i regeringsgrundlaget, så foreslår vi en række politiske tiltag, der kan gøre en forskel. Det er bl.a. øget etableringsstøtte til borgerdrevne dagligvarebutikker, lettere adgang til investeringer, og friere rammer for at etablere og placere detailbutikker i landsbyerne, afslutter Steffen Damsgaard.
For yderligere kommentarer:
Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd: Tlf. 5174 0062
De 13 anbefalinger kort
Driftig detailhandel
- Fortsat etableringsstøtte til borgerdrevne dagligvarebutikker
- Digital opkvalificering af detailhandlen
- Lettere adgang til finansiering
- Bevarelse af tilbudsaviserne
- Lånepulje til energisparende investeringer
- Ø-pulje til servicefunktioner i dagligvarebutikker
Friere landsbyer
- Undtagelse fra reglerne om lejlighedstilladelser
- Mere fleksibel landsby-afgrænsning
- Lempeligere regler for tilbygning og bygningsanvendelse i landzoner
Bevar bymidten i handelsbyer og købstæder
- Stop etablering af aflastningscentre udenfor bymidterne
- Bevar dagligvarebutikker i bymidten
- Flere midler til landsbyfornyelse
- Nyt videnscenter for danske bymidter
Nøgleord
Kontakter
Helle VendelboPressechefLanddistrikternes Fællesråd
Tlf:31718938hve@landdistrikterne.dkVedhæftede filer
Landdistrikternes Fællesråd
Landdistrikternes Fællesråd er en partipolitisk neutral interesseorganisation, der arbejder for at skabe bedre rammevilkår for landdistrikter og yderområder i Danmark.
Vi tæller 55 kommuner og fire regioner, der tilsammen repræsenterer over 4 millioner danskere. Medlemmerne er tillige en række landsdækkende organisationer, de lokale aktionsgrupper samt et større antal landsbyer og landdistriktsråd.
Følg pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd
Landdistrikter: Kun hver femte søger mod en videregående uddannelse uden for de største byer5.7.2026 21:10:40 CEST | Pressemeddelelse
De politiske tiltag for at skabe flere og mere attraktive uddannelser og uddannelsesmiljøer uden for de største byer er ikke tilstrækkelige. Kun 21 pct. har søgt ind på en videregående uddannelse uden for København, Aarhus, Aalborg og Odense. Skal Danmark være i bedre balance, skal flere unge se en fremtid uden for de største byer, konkluderer Landdistrikternes Fællesråd.
Årets Landsby 2026: Finalisterne er… Ommel, Stouby og Jungshoved!24.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Jagten på Årets Landsby nærmer sig slutspurten, og nu er landsbyerne Ommel, Stouby og Jungshoved gået videre til finalen. Bag Årets Landsby-prisen, der kåres for 30. gang, står Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen Landsbyerne i Danmark og Forenet Kredit.
Landdistrikter: Vigtigt løft til kommunernes økonomi, men forskellene mellem land og by vokser fortsat18.6.2026 12:11:30 CEST | Pressemeddelelse
Kommunernes økonomiaftale for 2027 indebærer flere midler til kommunerne, men den burde sikre de økonomisk pressede land-, ø- og yderkommuner endnu bedre, mener Landdistrikternes Fællesråd, som efterlyser en flerårig løsning, hvis kløften mellem land og by ikke skal vokse sig større frem mod en ny tilskuds- og udligningsreform.
Øget befordringsfradrag: En håndsrækning til landdistrikterne10.6.2026 21:07:56 CEST | Pressemeddelelse
Regeringens forslag om at forhøje befordringsfradraget, som følge af de tårnhøje brændstofpriser, får ros fra Landdistrikternes Fællesråd. Særligt den ekstra forhøjelse til pendlere, der kører til og fra yderkommuner, bliver fremhævet som et skridt i den rigtige retning.
Landdistrikter: Tillykke med ministerposten, Signe Munk3.6.2026 11:19:42 CEST | Pressemeddelelse
Onsdag præsenterede regeringen sit ministerhold, hvor Signe Munk (SF) er udnævnt til minister for by, land og transport.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum