Hjerteforeningen

Pris til hjertelæge, som brænder for det gode liv med hjertesygdom

Del

Dansk Cardiologisk Selskab uddelte på sit årsmøde fredag en forskningspris på 25.000 kr. til hjertelæge Ann-Dorthe Zwisler. Prisen er sponsoreret af Hjerteforeningen.

Hjertelæge Ann-Dorthe Zwisler er modtager af DCS' Forskerpris 2024.
Hjertelæge Ann-Dorthe Zwisler er modtager af DCS' Forskerpris 2024.

På Dansk Cardiologisk Selskabs årsmøde i Nyborg fredag blev den årlige forskningspris, DCS’ Forskerpris, uddelt. Modtageren i år var hjertelæge Ann-Dorthe Zwisler, der fra årsskiftet er blevet ansat på Klinik for Lindrende Behandling og Rehabilitering på Rigshospitalet.

Ann-Dorthe Zwisler har gennem mere end 25 år været optaget af, hvordan vi kan sikre det gode liv med hjertesygdom. Fokus har været på at sikre bedst mulig livskvalitet, undgå genindlæggelser og sikre tilbagevenden til hverdagslivet efter akutte hjerteindlæggelser. Hun har publiceret mere end 150 forskningsartikler inden for emnet.

Den mangeårige forskning, som startede i 1997, har bidraget til, at viden om forebyggelse og rehabilitering i dag er blevet en del af nationale og internationale retningslinjer for behandling ved blodprop i hjertet og hjertesvigt. Danmark er i dag ikke alene førende i forhold til forskning inden for medicinsk og kirurgisk behandling af hjertesygdom, men indtager også en førerposition i forhold til at sikre forskning på højt niveau inden for forebyggelse og rehabilitering. Der er dog ifølge prismodtageren fortsat mere at gøre:

- Selv om vi er nået rigtig langt i forhold til at etablere evidensen for rehabiliteringsindsatser efter blodprop i hjertet og hjertesvigt, er der fortsat meget, vi ikke ved. Vi har brug for mere viden for at kunne svare på, hvem der har mest gavn af rehabilitering, hvordan og hvor indsatserne bedst leveres, og hvad effekten af forskellige indsatser kan forventes at være.

Aktuelt forsker Ann-Dorthe Zwisler sammen med en stor gruppe læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter og psykologer i, hvordan vi mindsker senfølgerne blandt hjertestopoverlevere og deres familier. Hun forsker også i, hvordan vi sikrer, at mennesker med atrieflimmer kan leve et godt liv med sygdommen uden angst, bekymringer og uhensigtsmæssige indlæggelser. Et større AI-udviklingsprojekt, som gennemføres i Region Syddanmark, skal desuden give indblik i digitale løsninger og AI-modellers muligheder for at udpege mentalt sårbare patienter med særligt behov for psykosocial støtte. I ansættelsen på Rigshospitalet vil fokus for forskningen være rettet mod palliation og lindrende indsatser.

Med prisen markerer Dansk Cardiologisk Selskab, at forebyggelse og rehabilitering i dag indtager en vigtig plads i behandlingen af hjertepatienter i Danmark og internationalt. Prisen understreger samtidig nødvendigheden af at påskynde forskningen inden for feltet på højt internationalt niveau.

DCS’ Forskerpris blev overrakt af den adm. direktør for Hjerteforeningen, Anne Kaltoft. Prisen er på 25.000 kr. Den uddeles én gang årligt i forbindelse med Dansk Cardiologisk Selskabs årsmøde og gives til et medlem af Dansk Cardiologisk Selskab.

I retningslinjerne står der, at medlemmet gennem en periode skal have bidraget væsentligt til at markere dansk kardiologisk forskning nationalt såvel som internationalt, ligesom der skal være tale om en person, som har en væsentlig videnskabelig produktion af international standard, og hvis videnskabelige produktion direkte eller indirekte har haft indflydelse på den lægelige behandling af patienter med hjerte- og karsygdom.

Det er Dansk Cardiologisk Selskabs bestyrelse, der udpeger prismodtageren blandt foreslåede kandidater. Prisen er sponsoreret af Hjerteforeningen.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Hjerteforeningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Hjerteforeningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye