Transportminister og Danmarks Naturfredningsforening slår et slag for hasselmusen
Transportminister Thomas Danielsen og præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding satte 1. maj fokus på hasselmusen.

Hasselmusen er i fare for at uddø i Danmark, og derfor arbejder Vejdirektoratet, Faxe Kommune, Næstved Kommune og Danmarks Naturfredningsforening sammen om at skabe bedre levesteder og mulighed for at sprede sig.
Onsdag den 1. maj besøgte transportminister Thomas Danielsen og præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding Sydmotorvejen ved Rønnede, hvor Vejdirektoratet har lavet en sammenhængende passage, der skal gøre der muligt for hasselmusen at sprede sig. Det er til gavn for arten og øger dens mulighed for fortsat overlevelse. I Tyskland er der foretaget lignende tiltag, hvilket betyder, at bestanden af hasselmus nu er i fremgang langs vejene.
- Vi har næsten 8000 kilometer vejkanter langs statsvejene, og det er mit mål, at de skal bruges til at fremme biodiversitet og dyrelivet i det hele taget. Hasselmusen lever ikke ret mange steder, og den har brug for hjælp til at sprede sig. Det er netop det, vi kan gøre langs vejene ved at sørge for sammenhængende levende hegn, hvor hasselmusen kan trives, siger transportminister Thomas Danielsen.
På Sjælland er der tre kendte bestande, der lever isoleret fra hinanden. Den ene findes i skovene omkring Sydmotorvejen, hvor der nu er etableret 4,5 kilometer sammenhængende levende hegn.
- Det her er et vigtigt tiltag for en af vores truede dyrearter, hasselmusen. Etablering af hasselmus-venlig beplantning langs motorveje redder selvfølgelig ikke biodiversiteten i Danmark, men initiativet kommer til at få positiv betydning for hasselmusen i området ved Rønnede. Beplantningen er et vigtigt konkret skridt i retning af at skabe forbindelse mellem eksisterende levesteder for hasselmusen. Og vi ved fra Tyskland, at denne type tiltag virker, siger Præsident for Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding
Fakta:
Hasselmusen er ikke i familie med vores øvrige mus, men den eneste danske repræsentant for syvsoverfamilien. Den sover vintersøvn fra ca. november/december til ca. marts/april. Hasselmusen får i modsætning til de fleste af vores øvrige mus kun 1 - max 2 kuld på 3-6 unger om året.
Hasselmus lever i skov med tæt underbevoksning, krat og levende hegn. Her bygger den flere reder i vegetationen, gerne tæt på hinanden (i en diameter på 5-10 m), som den bruger som opholds- og ynglesteder. Den bevæger sig sjældent længere væk end 100 m fra sit redeområde, når den søger føde.
Den seneste optælling fra 2018 viser, at bestanden formentlig nu er uddød i Jylland. Bestandene på Fyn og Sjælland lever i mindre grupper isoleret fra hinanden, og nogle af dem er måske i praksis uddøde, fordi de er blevet for små og indavlede, eller deres levesteder er for små eller ringe.
Billeder
Følg pressemeddelelser fra Transportministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Transportministeriet
Ny tunnel under Aarhus er vedtaget3.6.2025 13:11:05 CEST | Pressemeddelelse
Lovforslaget, der sætter gang i byggeriet af en vejtunnel under Marselis Boulevard i Aarhus, er vedtaget af Folketinget. Tunnelen ventes at åbne for trafik i 2035.
Vejprojekter er endnu bedre end forventet2.6.2025 10:18:41 CEST | Pressemeddelelse
Vejdirektoratet evaluerer løbende større vejprojekter, og de seneste tre evalueringer viser, at projekterne både har øget fremkommeligheden mere end ventet, og at projekterne blev billigere end budgetteret.
Stor passagertilfredshed med Bornholmslinjen29.5.2025 09:01:40 CEST | Pressemeddelelse
Færgepassagererne til og fra Bornholm bliver stadig mere tilfredse med turen viser seneste kundetilfredshedsmåling.
Færøerne overtager ansvaret for luftfartsområdet26.5.2025 11:37:24 CEST | Pressemeddelelse
En fælleserklæring om en etapevis overtagelse af ansvaret for luftfartsområdet er faldet på plads. Ansvaret for luftfartsområdet på Færøerne overtages i etaper i et samarbejde mellem de danske myndigheder og Færøernes Landsstyre.
Enighed mellem Færøerne og Danmark om digitale kørekort26.5.2025 10:02:12 CEST | Pressemeddelelse
Færøske og danske digitale kørekort skal fremover kunne bruges i begge lande.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum