REPUBLIQUE

REPUBLIQUE og M/S Museet for Søfart i nyt samarbejde

Del

I foråret 2025 bliver Carsten Jensens episke sømandsfortælling Vi, de druknede til en teaterforestilling på REPUBLIQUE. Samtidig åbner M/S Museet for Søfart nye faste udstillinger om dansk søfartshistorie. Derfor går teatret REPUBLIQUE på Østerbro og M/S Museet for Søfart i Helsingør nu sammen om at sætte fokus på modige søfolk og stærke kvinder i den danske søfartshistorie. 

M/S Museet for Søfart
M/S Museet for Søfart Foto: Rasmus Hjortshøj

I den kommende teatersæson er der premiere på et samarbejde mellem et nyskabende teater og et museum for dansk søfartshistorie. I forbindelse med teaterforestillingen VI, DE DRUKNEDE og åbningen af helt nye faste udstillinger har REPUBLIQUE og M/S Museet for Søfart indgået et samarbejde, som sætter fokus på dansk søfart og overraskende totaloplevelser for publikum og museumsgæster. Samarbejdet kommer til at give publikum adgang til fælles arrangementer, oplevelser i spændingsfeltet mellem teater og museum og endnu flere dramatiske historier om modige danske søfolk og spændende danmarkshistorier. Samarbejdet har også til formål at sætte mere fokus på kvinderne i den danske søfartshistorie.

Rikke Hedeager, teaterchef på REPUBLIQUE siger:
”Med samarbejdet med M/S Museet for Søfart bygger REPUBLIQUE/REVOLVER en mental flydebro med fortællingen som udgangspunkt. At starte med at præsentere en gentænkt version af Carsten Jensens store søfartsroman Vi, de druknede, med et fokus på de kvinder, der er efterladt derhjemme, mens mændene drager ud i verden, er et drømmescenarie. Hvor vi står i verden i dag, kan kun for alvor forstås, hvis vi ved, hvor vi stod i går. Derfor må og skal vi blive ved med at fortælle historier, der ændrer verden én favn vand ad gangen.”

Anni Mogensen, direktør på M/S Museet for Søfart i Helsingør ser frem til samarbejdet.
”Vi kommer fra to vidt forskellige platforme, men har meget til fælles: vi er optagede af at fortælle gode historier, sætte nutidens liv i perspektiv og bringe nye stemmer frem. M/S Museet for Søfart åbner snart nye faste udstillinger, hvor vi inviterer flere forskellige stemmer ind i fortællingerne om 400 års danmarkshistorie. Samarbejdet med REPUBLIQUE ligger i forlængelse af denne ambition, og vi glæder os til at flette teater og museum sammen.”

Det tværinstitutionelle samarbejde gælder ikke kun den kommende sæson. REPUBLIQUE og M/S Museet for Søfart arbejder begge aktivt med fortællingen i fokus – og REPUBLIQUE har flere maritime titler under udvikling.

VI, DE DRUKNEDE har premiere i marts 2025.  M/S Museet for Søfart åbner nye, faste udstillinger i april 2025.

Om forestillingen VI, DE DRUKNEDE
VI, DE DRUKNEDE har premiere den 27. marts 2025. I forestillingen følger vi Klaras kamp for familie og fællesskab i en virkelighed, hvor frygtløse mænd falder i havets dyb. Kvinder holder sammen på hus og hjem i gårsdagens lange skygger – hvor hunde bliver stenet ihjel og drengebørn mister et øje og kranier findes på havets bund, alt sammen med visheden om at fremtiden vil byde på mere af det samme.
På scenen medvirker Sara Viktoria Bjerregaard, Victor Pascoe Medom, Kristoffer Eriknauer, Magnus Haugaard og Carla Viola Thurøe. Forestillingen instrueres af Emil Rostrup.

Om åbningen af nye faste udstillinger på M/S Museet for Søfart
8. april 2025 åbner nye faste udstillinger på M/S Museet for Søfart.
Vores fortælling begynder for 400 år siden på tidens største maskine: Det oceangående skib. Det handler om de søfolk, der drog ud. Det handler også om de mennesker, de mødte og om de familier de efterlod. Det er fortællingen om, hvordan en søfartsnation indtog den globale scene ved at gøre havet til en motorvej. Mennesket har alle dage været draget af de store verdenshave, som fylder så meget af klodens overflade, så vi selv kun er en lille prik. På den anden side af horisonten ligger eventyret, det uforudsigelige og drømmen om rigdom.  Og der skal vi ud.

Kontakter

Billeder

Teaterchef Rikke Hedeager
Teaterchef Rikke Hedeager
Foto: Sara Galbiati
Download
Direktør Anni Mogensen
Direktør Anni Mogensen
Foto: Lisbet Holten
Download
Sara Viktoria Bjerregaard i VI, DE DRUKNEDE
Sara Viktoria Bjerregaard i VI, DE DRUKNEDE
Foto: Sara Galbiati
Download

Links

REPUBLIQUE / REVOLVER

REPUBLIQUE / REVOLVER byder på kontemporær verdenslitteratur, spritnye tekster og musikoplevelser i skiftevis skramlede og grandiose formater. Teater har relevans og samfundsengagement og prøver at ændre verden én forestilling ad gangen.

Følg pressemeddelelser fra REPUBLIQUE

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra REPUBLIQUE

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye