Greenpeace Danmark

Miljøorganisationer i samlet front: Hejre-feltet skal stoppes

Del
Greenpeace

Energistyrelsen har netop givet det britiske olieselskab INEOS tilladelse til udbygning og indvinding af det endnu uudnyttede Hejre-felt i Nordsøen, ca. 300 kilometer fra den jyske vestkyst. Tilladelsen betyder, at INEOS frem til 2047 må trække ny olie og gas op af den danske undergrund.

Miljøorganisationerne Fossilfri Fremtid, Greenpeace og Plastic Change kalder tilladelsen for ustrategisk og skadelig for både klima og miljø. Den går stik imod de danske hensigter om at stoppe den globale jagt efter olie og gas, og måden den er tildelt på - uden nogen form for politisk stillingtagen - er højest kritisabel. 

Klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace, Helene Hagel, udtaler

“En tilladelse til at trække ny olie og gas op af undergrunden på dette tidspunkt i historien, hvor verden allerede kæmper med ekstreme oversvømmelser, brande og tørke, er helt ude at trit med virkeligheden, stik imod al sund fornuft og stik imod al klimavidenskab. Der er absolut ingen plads i CO2-regnskabet til at åbne nye boringer efter endnu mere olie og gas noget sted i verden. Og det ved de danske politikere godt. Så sent som ved COP28 i Dubai i december kæmpede Dan Jørgensen indædt for at få verden med på en aftale om udfasning af fossile brændsler. Nu er vi så et af de første lande i verden, der giver et olieselskab tilladelse til at starte ny fossil produktion? Det giver jo ingen mening.”

Pressekontakt i Fossilfri Fremtid, Laura Bryhl, udtaler:

“Hejrefeltet vil få enorme konsekvenser for klimaet. Ineos planlægger at udvinde, hvad der svarer til svimlende 100 mio. tønder olie fra 2027-2046. Det vil medføre udledninger på op mod 35,2 millioner ton CO2. Ifølge FN’s klimapanel betyder hvert ton ekstra CO2 forskellen mellem liv og død for konkrete mennesker og økosystemer. Hejrefeltet er derfor en dødsdom for mennesker og økosystemer i det globale syd. “

Koordinator i Fossilfri Fremtid, Johanne Høgfeldt, tilføjer:

“Derfor er det også helt uforståeligt for os, at vores politikere lader det være op til Energistyrelsen at tage så vidtrækkende en beslutning på vores alle sammens vegne. Set med vores øjne er det problematisk, at den demokratiske proces på den måde er blevet tilsidesat.”

Strategisk direktør i Plastic Change, Anne Aittomaki, udtaler:

"Energistyrelsen har givet sin tilladelse til et selskab, som også er en af verdens største plastik-producenter. Så mens verden er ved at drukne i plastik, kan Ineos nu hive olie og gas op af Hejrefeltet til at producere endnu mere. I en tid, hvor vi skal gøre os fri af fossile brændsler og overforbrug, trækker tilladelsen i den helt forkerte retning. Det er under al kritik.”

Greenpeace, Fossilfri Fremtid og Plastic Change har siden det første høringssvar mod INEOS’ planer om at åbne Hejre-feltet, forsøgt at råbe regeringen op for at få den til at stoppe denne klimaskadelige udbygnings- og indvindingtilladelse. De seneste måneder har f.eks. budt på en Stop Hejre-kagekæde, ugentlige mailstorms, et Hejre-samråd med klimaministeren og ophængning af Hejre-julepynt i Energistyrelsen.

Men til trods for at politikerne endnu ikke har lyttet, er kampen langt fra tabt. Sammen vil vi nu bruge alle de værktøjer, vi har til rådighed, for at forhindre, at hanerne åbnes for ny olieproduktion i Hejre-feltet. 

Kontakter

Helene HagelKlima- og miljøpolitisk lederGreenpeace Danmark

Helene leder det politiske arbejde på de mange områder, som Greenpeace Danmark beskæftiger sig med indenfor klima- og miljøpolitik i Danmark, i EU og globalt. F.eks. jagten på olie og gas, omstilling til vedvarende energi, COP-møder, klimabistand og reduktionsmål.

Tlf:+45 26113951helene.hagel@greenpeace.org

Billeder

Greenpeace Danmark

Greenpeace er verdens største uafhængige miljøorganisation. Vi konfronterer nogle af verdens største problemer og fremtvinger løsninger. I Danmark arbejder vi primært med problematikker indenfor klima, energi, landbrug, hav og skov. Vi bestræber os på altid at stå til rådighed for kommentarer på aktuelle sager og debatter - store som små, niche som mainstream. 

Følg pressemeddelelser fra Greenpeace Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Greenpeace Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye