Energistyrelsen

Energistyrelsen godkender revideret indvindingsplan for Hejre-feltet

Del

Energistyrelsen har i dag godkendt den reviderede plan for udbygning og indvinding af Hejre-feltet i Nordsøen.

Energistyrelsen har den 26. april 2024 godkendt en revideret plan for udbygning og indvinding af kulbrinter fra Hejre-feltet i Nordsøen i henhold til undergrundslovens § 10, stk. 2 og 3. Samtidig har ansøger fået meddelt dispensation fra tilslutningspligten til det danske olierør i henhold til rørledningslovens § 2, stk. 3.

Ansøgning om udbygning og drift af Hejre-feltet, inklusiv miljøkonsekvensvurdering, er indsendt af INEOS E&P A/S på vegne af rettighedshaveren til den eksisterende eneretstilladelse, 5/98, til efterforskning og indvinding af kulbrinter.

Der er forud for godkendelse af udbygnings- og indvindingsplanen gennemført en miljøvurderingsproces for projektet efter miljøvurderingsreglerne. Der er i den forbindelse foretaget en høring i henhold til Espoo-konventionen af de berørte nabolande i forhold til grænseoverskridende påvirkninger i forbindelse med projektet.

Anlægsaktiviteterne i forbindelse med den reviderede udbygningsplan planlægges påbegyndt i 2025 med forventet produktionsstart ved udgangen af 2027. Feltets forventede produktion af olie og gas frem til 2045 vil udgøre godt 7 % af den samlede, forventede produktion fra de danske Nordsø-felter i samme periode.

Udbygning omfatter ubemandet platformsmodul
Godkendelsen omfatter bl.a. tilladelse til at installere et ubemandet platformsmodul på den eksisterende Hejre-jacket (stålbensstruktur), en ny ca. 30 km lang multifaserørledning og en forsyningsledning til Syd Arne-platformen. Hertil kommer et nyt inlet-modul på Syd Arnes østlige brøndhovedplatform samt efterfølgende indvinding. Hejre-feltet planlægges produceret med tre produktionsbrønde, som er boret og afventer endelig klargøring til produktion.

Produktionen fra Hejre-feltet planlægges behandlet ved at anvende de eksisterende faciliteter på Syd Arne-anlægget sammen med produktionen fra Solsort- og Syd Arne-felterne. Olien føres til Syd Arnes lagertank på havbunden og eksporteres derfra videre ved hjælp af Syd Arnes eksisterende bøjelastsystem til tankskibe. Gassen føres gennem Syd Arne-Nybro-gasrørledningen til landanlægget i Nybro, hvorfra den sendes videre i Energinets transmissionsrørledningsnet.

Udbygning af Hejre-feltet ramt af forsinkelser
Energistyrelsen godkendte i 2011 en plan for udbygning og drift af Hejre-feltet. Indvindingen af Hejre-feltet har været påvirket af en række forsinkelser af udbygningen, herunder tekniske og kvalitetsmæssige udfordringer i forbindelse med konstruktionen af Hejre-platformen, som førte til, at arbejdet blev afbrudt i 2016. Hejre-feltet er derfor kun delvist udbygget og er ikke sat i produktion.

Siden 2016 har rettighedshaverne revurderet de forventede reserver og udarbejdet en alternativ teknisk og kommerciel løsning til færdigudbygning af Hejre-feltet, der er tilpasset en reduktion af reserverne og kortere produktionsperiode i forhold til de oprindelige estimater fra 2011.

FAKTA
Hejre-feltet

  • Hejre-feltet ligger i eneretstilladelse 5/98, som oprindeligt blev meddelt i 1998. Eneretstilladelsen løber frem til 2047. Eneretstilladelsen giver rettighedshaveren ret til at udvikle og udbygge de kulbrinteforekomster, der er omfattet af tilladelsen, så længe aktiviteterne udføres i overensstemmelse med tilladelsens bestemmelser og lovgivningens krav hertil.
  • Energistyrelsen sagsbehandler ansøgninger om udbygning og produktion på baggrund af den eksisterende eneretstilladelse. Opgaven er at vurdere, om undergrundslovens krav og miljøreglerne er overholdt. Energistyrelsens faglige vurdering af ansøgningen sker på grundlag af de saglige hensyn, der findes i lovgivningen.
  • Hejre-feltet er beliggende ca. 300 km fra den danske vestkyst. Hejre-feltet er primært et oliefelt. Olien befinder sig mere end 5000 meter under havbunden, og Hejre-feltet er således det dybeste oliefelt i Danmark. Hejre-feltets reservoir er under højt tryk og høj temperatur, et såkaldt HPHT-felt (High Pressure High Temperature).
  • INEOS E&P A/S er operatør for Hejre-tilladelsen, og rettighedshaveren til tilladelse 5/98 udgøres 100 pct. af INEOS-selskaber.

Afgørelsen inklusiv bilag kan findes på følgende link:

Offentliggørelser om olie og gas | Energistyrelsen (ens.dk)

Link til Miljøkonsekvensrapport m.v. kan ses her:

Offentlig høring af miljøkonsekvensrapport mv. (tidl. VVM) for udbygning og drift af Hejre-feltet i Nordsøen | Energistyrelsen

Kontakter

Energistyrelsens pressetelefon (modtager ikke SMS'er)

Tlf:33 95 08 00

Energistyrelsen

I Energistyrelsen gør vi en forskel hver dag. I Danmark og i lande verden over. Vores vision om at opnå et klimaneutralt samfund i vækst og balance er den største opgave, vi skal være med til at løse. Vi ved, at vi skal tænke ambitiøst, og vi ved, at vi skal tænke nyt. Vores mål er en klog, grøn omstilling, hvor Danmark går foran, og danske erfaringer anvendes globalt. Hvor grønne løsninger, sikker og effektiv forsyning og økonomi tænkes sammen.

Følg pressemeddelelser fra Energistyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Energistyrelsen

Kom til konference om lokal inddragelse og opbakning til opsætning af vedvarende energi på land14.5.2024 13:38:26 CEST | Nyhed

Skal en firedobling af el-produktionen fra vedvarende energi på land inden 2030 lykkes, er det afgørende, at der er lokal opbakning til vedvarende energi i lokalområdet. Derfor inviterer VE-rejseholdet til konference om lokal inddragelse og opbakning til vedvarende energi i det åbne land. Konferencen vil danne ramme for drøftelser om den nyeste viden og erfaringer på området på tværs af kommuner, branche og institutioner.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye