Byer skal bruge naturen til at klare hedebølger og oversvømmelser og samtidig øge trivsel og sundhed
26.4.2024 06:00:00 CEST | Tænketanken CONCITO | Pressemeddelelse
Store flader af asfalt og beton, hårde facader og mørke tage og kun få grønne åndehuller kendetegner mange af vores byer i dag. Det er hverken godt for klimaet eller den voksende del af befolkningen, der bor i byerne. Men billedet af den moderne, klimarobuste by skal se helt anderledes ud. Tiden er inde til at forme og udvikle vores byer på en ny måde med naturen i centrum. Det lægger CONCITO op til i en ny rapport ’Naturbaserede byer’.

Klimaforandringerne rammer byerne hårdt. De mange hårde og mørke flader får temperaturen til at stige hurtigere end andre steder, fordi varmen bliver absorberet i fx veje og bygninger. Voldsom nedbør og stigende grund- og havvand udfordrer også byerne – for hvor skal vandet løbe hen? Mange byers kloakker kan ikke klare de nye, store vandmængder, og oplever derfor ødelæggende og dyre oversvømmelser.
”Vores måde at planlægge og indrette byerne på i dag forværrer konsekvenserne af klimaforandringer. Samtidig sker udbygningen af byerne på bekostning af naturlige levesteder for dyr og planter. Ved at gøre bynatur central i byudviklingen, kan vi skabe klimarobuste og klimaneutrale byer, der er rare at bo i,” siger programchef Anna Esbjørn, Fremtidens byer, CONCITO.
Den nye rapport samler viden om klimaudfordringer i byer og beskriver, hvordan naturbaserede løsninger kan bidrage til at handle på flere kriser samtidig: global opvarmning, biodiversitetskrisen med uddøende plante- og dyrearter samt udfordringer med utryghed, dårlig trivsel og sundhed i byerne.
Sådan fungerer naturbaserede løsninger i byer
Byerne står for ca. 75% af de globale CO2-udledninger. De spiller derfor en vigtig rolle i omstillingen til et klimaneutralt og klimarobust samfund, der kan modstå de stadig mere mærkbare effekter af klimaforandringerne. Samtidig vokser byerne, både i størrelse og i antal indbyggere. I dag bor over halvdelen af verdens befolkning i byer, i 2050 forventes det at være to tredjedele.
”Vi står overfor en massiv udbygning af byerne, og det giver os muligheden for at gøre det på en klog og fremsynet måde, der både tager hensyn til et ændret klima og skaber rammerne for det gode liv i byerne. Her spiller bynatur en afgørende rolle,” siger Anna Esbjørn.
Natur i byerne kan være vilde byhaver, parker og vejtræer, der skaber blå og grønne væresteder for mennesker og dyr og bedre vilkår for biodiversitet i byerne. Samtidig giver de naturlig skygge, reducerer temperaturstigningen og derfor også behovet for energikrævende aircondition. Det kan også være grønne afvandingsområder, der kan lagre CO2, køle byerne og skabe bufferzoner for vand, som beskytter byerne mod oversvømmelse. Store sidegevinster er her at sikre rent vand og styrke sundhed og trivsel ved at reducere luftforurening og give mennesker adgang til større, rekreative områder.
Tænk naturen ind fra start i byudviklingen
Flere danske kommuner arbejder med naturbaserede løsninger i byerne, særligt for at håndtere de øgede mængder vand. Det gælder blandt andet København, Vejle og Aarhus. Begrebet er imidlertid ikke implementeret på nationalt niveau i hverken lovgivning, strategier eller nationale planer.
”Naturen kommer ofte for sent ind i byudviklingen. Derfor bliver tiltagene lidt spredte og med lille effekt. Bynaturen fortjener meget mere opmærksomhed, fordi den kan hjælpe os. Men det kræver, at politikere og byplanlæggere prioriterer naturen i byerne. Ikke kun som enkeltstående projekter, men gennem langsigtede bystrategiske indsatser,” siger Anna Esbjørn.
Rapporten introducerer derfor begrebet naturbaseret tænkning. Det indebærer, at naturen tænkes ind fra starten og at alle aktører – fra udvikling til finansiering, planlægning og drift – arbejder på tværs af sektorer og fagligheder for en lokal forankring af naturbaserede løsninger. Også af hensyn til både økonomi og CO2-udledning giver den tilgang god mening, for naturbaserede løsninger er generelt billigere og mindre ressourcekrævende end traditionel grå infrastruktur som betonbassiner og kloakker.
Kontakter
Ghita BorringKommunikationschef
Tlf:93 88 18 19gb@concito.dkLinks
Om Tænketanken CONCITO
Danmarks grønne tænketank CONCITO er en uafhængig videnspartner for beslutningstagere på tværs af det danske samfund – politikere, erhvervsliv, den akademiske verden og civilsamfundet.
CONCITOs formål er at omsætte relevant viden til klimahandling og derved accelerere den grønne omstilling både i Danmark og internationalt.
Følg pressemeddelelser fra Tænketanken CONCITO
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Tænketanken CONCITO
Drop differentieret moms: Alternativ løsning giver lavere klimaaftryk og mere direkte kompensation til borgerne22.9.2026 08:11:33 CEST | Nyhed
Vi skal gøre noget ved de høje fødevarepriser. Men det betyder ikke, at vi skal gøre alle fødevarer billigere. Hvis vi vil hjælpe husholdningerne og samtidig tage klimaet alvorligt, findes der mere målrettede løsninger.
Uden fornyet indsats hænger 2030-klimamål i en tynd tråd12.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
CONCITO har analyseret sandsynligheden for, at klimamålet for 2030 opfyldes, og lægger man usikkerhederne for de enkelte tiltag sammen, er der under 1 % sandsynlighed for, at Danmark indfrier klimamålet.
Elektrificering er det mest effektive redskab til at beskytte europæere mod energikriser18.5.2026 09:48:31 CEST | Pressemeddelelse
Mens priserne på fossile brændstoffer skyder i vejret grundet krigen i Iran, viser en ny CONCITO-analyse, at husholdninger på tværs af EU i gennemsnit kan spare over 2.200 euro om året på deres energiregninger ved at skifte til varmepumper og elbiler.
Lokale grønne læringstilbud for lærere i hele landet14.4.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Den Grønne Rygrad har lanceret et nyt nationalt overblik, der samler grønne åben skole-tilbud fra samtlige landets kommuner på ét sted. For første gang kan lærere over hele Danmark finde praksisnære undervisningstilbud inden for klima, natur og bæredygtighed, hvor de kan tage deres elever med ud i deres lokalområde.
Tilknytning til naturen opstår ikke af sig selv9.4.2026 06:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Den grønne tænketank CONCITO og Museum for the United Nations – UN Live lancerer et tværfagligt undervisningsmateriale, Sounds Right. Det kombinerer blandt andet naturfaglighed, kunst og sanselige oplevelser for at styrke de unges forståelse af naturen og deres engagement i den grønne omstilling.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum