Overraskende stor effekt: lavere hastighed på vejene giver færre støjplagede boliger
Støj fra vejtrafik er et væsentligt problem og har konsekvenser for vores helbred og livskvalitet. Nu viser nye beregninger, at de planlagte hastighedsnedsættelser forventes at have en stor effekt og mindske antallet af stærkt støjbelastede boliger i København betragteligt.
Dårlig søvn, stress og hjertesygdomme. Det kan have voldsomme konsekvenser at være belastet af støj i sin bolig, og desværre er der stadigvæk alt for mange boliger i København, som er plaget af støj fra vejtrafikken.
Blandt andet derfor har kommunen en målsætning om at halvere antallet af stærkt støjbelastede boliger fra 2012-2025. Det mål har desværre vist sig at være svært at nå. Men nu viser nye beregninger, at de hastighedsnedsættelser, hvor man nedsætter hastigheden med 10 km/t på tværs af byen har en langt større effekt end først ventet. Således kan lavere hastighed fjerne 11.000 boliger fra kategorien ’stærkt støjbelastede’. Det svarer til en reduktion på knap en tredjedel. Og det er en kæmpe sidegevinst, mener teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL):
- Når vi sænker hastigheden, sker der færre uheld på vejene, og vi mindsker CO2. Vi har hele tiden vidst, at det også ville have en effekt på støj, men at den er så stor samlet set, kommer alligevel bag på mig. Det er meget, meget positivt, siger hun.
Med hastighedsprojektet ”København Ned i Fart” skal hastigheden på langt de fleste veje i byen sættes ned med 10 kilometer i timen, inden udgangen af 2025. Men projektet er stødt på udfordringer med at få de nødvendige godkendelser fra politiet på flere strækninger, og det ærgrer teknik- og miljøborgmesteren, at kommunen ikke har større råderet over egne veje:
- Der er brug for en lovændring, så vi som kommune får mulighed for i højere grad selv at beslutte, hvordan vi vil indrette vores by. Der er et stort politisk flertal, som ønsker, at hastigheden skal ned. Og når vi samtidig kan se de åbenlyse fordele, det vil give, ikke mindst i forhold til støj, så er det helt skørt, hvis det skal komme i klemme i bureaukrati mellem myndigheder, siger hun.
Miljøministeriets kortlægning af støj fra veje danner grundlag for Københavns Kommunes nye støjhandlingsplan, som snart ventes i offentlig høring Kortlægningen viser, at 48 % af boligerne i København, svarende til 174.000 boliger, er støjbelastede med støjniveauer over den vejledende grænseværdi på 58 dB på facaden. Heraf er 37.800 boliger, hvilket svarer til 10 % af boligerne i København, stærkt støjbelastede med støjniveauer over 68 dB på facaden.
Hvis hastighedsprojektet gennemføres, forventes antallet af stærkt støjbelastede boliger falde med 29 procent. Hastighedsnedsættelserne indføres i zoner, og pt. er de første zoner i hhv. Valby og Vanløse færdiggjort. Hvis de nødvendige godkendelser kommer på plads, forventes projektet at være færdigt inden udgangen af 2025.
Fakta:
Handlingsplanen for vejstøj 2024-2029 sætter rammen for, hvordan der i den kommende planperiode vil blive arbejdet med at reducere støj fra vejtrafikken. Planen bidrager til visionen i Kommuneplanstrategi 2023 om at nedbringe andelen af støjbelastede områder og forbedre borgernes sundhed med støjreducerende tiltag der, hvor behovet er størst.
Med forslag til Handlingsplan for vejstøj 2024-2029 foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen otte indsatsområder, som vil sætte rammerne for kommunens indsatser for at reducere trafikstøj i den kommende planperiode. De udpegede indsatser er, sammen med effekterne af de planlagte hastighedsnedsættelser i regi af projektet ’København ned i fart’, beregnet til at kunne reducere andelen af stærkt støjbelastede boliger til under syv procent i planperioden.
Der er i dag 37.800 stærkt støjbelastede boliger, hvilket svarer til 10 % af boligerne i København. Det tal ventes at falde med 11.000 boliger, i takt med at hastighedsnedsættelserne implementeres.
Læs mere om København Ned i Fart: https://www.kk.dk/borger/parkering-trafik-og-veje/trafik-og-veje/koebenhavn-ned-i-fart
Kontakter
Teknik- og Miljøforvaltningens pressevagt
Tlf:23278090presse@tmf.kk.dkFølg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen
Københavns Kommune har modtaget endelig sikkerhedsrapport om Njals Tårn11.9.2025 11:37:19 CEST | Pressemeddelelse
Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget den endelige rapport, som analyserer bygningen Njals Tårns tilstand og sikkerhed. Rapporten bekræfter, at bygningen i sin nuværende tilstand fortsat er sikker, men skal forstærkes før byggeriet evt. kan fortsætte.
Line Barfod om københavnsk budget: Stolt af det største cykelbudget nogensinde4.9.2025 10:34:13 CEST | Pressemeddelelse
Årets budgetaftale i Københavns Kommune er den største nogensinde, når det kommer til beløb afsat til cykelrelaterede projekter. Der er i alt afsat over 600 mio. kr. til projekter, som forbedrer København som cykelby og gør det mere trygt og sikkert at færdes i byen på cykel.
Vinderen fundet: Ny kæmpepark i Nordhavn får plads til både stilhed, strand, sport og vilde naturoplevelser27.8.2025 07:36:28 CEST | Pressemeddelelse
Rum til ro og natur, fodboldbaner og aktivitetsmuligheder samt laguner, stensætninger, sandstrand og træbrygger, der understreger parkens placering ved kysten. Det er nogle af de elementer, københavnerne kan se frem til i den nye park i Nordhavn. Team SLA har vundet arkitektkonkurrencen om den enestående park, der kommer til at sætte et stort positivt præg på den fremtidige udvikling af København og Nordhavn.
Under Copenhagen Sprint kan du nu genbruge din take-away emballage21.6.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I denne weekend under Copenhagen Sprint kan man aflevere sin genbrugsemballage i en stander 21 steder på cykelruten ved Statens Museum for Kunst, Rådhuspladsen og Runddelen. Indsatsen finansieres af EU-midler og Københavns Kommune står for projektet.
Solskin, sommer og samhørighed – København er klar til sommerens rykind13.6.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sommeren er over os, og det betyder ekstra mange gæster i gaderne og mange arrangementer sommeren igennem. For at håndtere det ekstra tryk skruer Teknik- og Miljøforvaltningen igen i år op for sommerindsatsen med ekstra renhold og tilstedeværelse i bybilledet. Gæster i byens parker, grønne områder og langs havnen opfordres til at udvise hensyn og rykke tættere sammen, så der er plads til alle.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum