Nivaagaards Malerisamling udnævnt som Green Attraction
Nivaagaards Malerisamling har som det første sjællandske museum opnået miljømærket Green Attraction, der indskriver museet blandt oplevelsesattraktioner, som gør en særlig indsats for at passe på naturen og opfylder en lang række kriterier om miljøvenlig drift.

Green Attraction juryen motiverer certificeringen med ordene:
Det er interessant og værdifuldt, at der både arbejdes med bæredygtighed igennem miljøvenlige tiltag, inddragelse af parken i museumsaktiviteter og naturens repræsentation i udstillingerne, og med mental bæredygtighed igennem både 'væredygtighed' i kunstformidlingstiltaget Artfulness og i det fællesskab, Nivaagaards Malerisamling understøtter ved at inddrage omkring 70 frivillige i museets virke.
Den grønne tråd
Juryen ser tydeligt 'den grønne tråd' fra museets ambitiøse klimarenovering i 2021 til ønsket om at bruge Green Attraction som redskab til at lede museets fremadrettede miljøarbejde. Med klimarenoveringen etablerede Nivaagaards Malerisamling som det første museum i Danmark et jordvarmeanlæg, der omlagde energiforsyningen fra fossile brændstoffer til bæredygtig jordvarme. Museet fik nye ovenlysvinduer, der forbedrede bygningsskallens egenskaber, LED-belysning over alt på museet og nye, effektive ventilationskanaler. Siden har museet gennemført flere miljøtiltag og nye procedurer for museet, cafeen og butikken.
Museumsdirektør Andrea Rygg Karberg er stolt af og taknemmelig for, at juryen ser og anerkender museets initiativer, der både tager hensyn til miljøarbejdet og bæredygtige indsatser med et socialt og væredygtigt sigte. Hun fortæller:
Siden museets omfattende klimarenovering har vi arbejdet målrettet med at opfylde kriterierne for Green Attractions miljøpolitik. Vi vil gerne arbejde ansvarsfuldt med både energiforsyning, affaldssortering, indkøbsprocedurer, madspild og genbrug af udstillingsgenstande. Samtidig er vi optaget af bæredygtighed i et større perspektiv. Allerede for mere end 100 år siden var museets stifter Johannes Hage opfyldt af kunstens lindring af sjælen i naturens omgivelser og fandt, at sammenhængen mellem mennesker, kunst og natur kan noget helt særligt. Den ånd værner vi om at bevare, når vi tænker naturen og det mentale helbred ind i museets formidling i dag - i vores udstillinger, arrangementer, undervisning og i selve den tone, vi gerne byder vores besøgende velkommen.
Nivaagaards Malerisamling vægter social bæredygtighed gennem inddragende arrangementer som fællessang og fællesspisning, håndarbejdskredse, qigong og tegneundervisning i parken, vandringer i naturen og ordreservatet og åbne familieværksteder. Den fællesskabende ånd tegnes i hverdagen også af museets ansatte og 70 frivillige.
Væredygtighed, betegnelsen for indersiden af bæredygtighed, anses som en forudsætning for et bæredygtigt mindset. I undervisningen af skoleklasser undersøger museet i øjeblikket et nyt kunstformidlingstiltag, Artfulness, der søger at forebygge unges mistrivsel. Det sker i et samarbejdsprojekt med fem museer, støttet af Slots- og Kulturstyrelsens pulje til udvikling af ambitiøse strategier for bæredygtig museumspraksis.
En inspirerende rejse
På Nivaagaards Malerisamling glæder man sig til at byde gæsterne velkommen på det Green Attraction certificerede museum og med på den rejse, museet har sat kurs mod. Hvor oplevelser og formidlingen omkring museets kunstsamling, udstillinger, naturskønne omgivelser og pausen i cafeen skal inspirere gæster på tværs af generationer til bæredygtig adfærd.
Hele processen mod Green Attraction certificeringen har gjort os bevidste om, at vi med en bæredygtig tankegang skal arbejde for en fælles retning mod et grønnere miljø, velvidende at vi aldrig er i mål - altid på vej. Det er en spændende og inspirerende rejse, som vi ser frem til at dele med vores gæster, fortæller Andrea Rygg Karberg.

Om Nivaagaards Malerisamling:
Nivaagaards Malerisamling er et klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst - fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder - og skiftende særudstillinger med nyere eller moderne kunst. Museet ligger i en smuk gammel rododendronpark, der også huser det populære 'Reservat for truede ord' med omkring 100 ord, som er ved at forlade vores sprog
Følg pressemeddelelser fra Nivaagaards Malerisamling
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Nivaagaards Malerisamling
Efterårsferie og Halloween på museet1.10.2025 13:28:17 CEST | Pressemeddelelse
Nivaagaards Malerisamling inviterer børn og deres familier til efterårsaktiviteter på museet med male-på-sten workshop i forbindelse med Janus la Cour-udstillingen, klippe-klistre værksted med Malerisamlingens motiver og i samlerens fodspor hele vejen til Nivaagaard Teglværks Ringovn. Sidste lørdag i oktober fejrer museet traditionen tro Halloween med åbent græskarlygte værksted og nat på museet.
Med penslen som sværd! Foredrag om Artemisia Gentileschi19.9.2025 10:30:02 CEST | Pressemeddelelse
I anledning af museets nyerhvervelse af værket Susanna og de ældste (1644-48) af Artemisia Gentileschi inviterer Nivaagaards Malerisamling til foredrag om 1600-tallets betydningsfulde kvindelige kunstner, der for første gang kan opleves i en dansk samling.
Stilhed og sting: Håndarbejdskreds med Line Sander12.9.2025 12:11:53 CEST | Pressemeddelelse
Inspireret af udstillingsaktuelle Janus la Cours evne til at indfange fordybelse og tilbagevendende fokus i sine stille landskabsmalerier, retter efterårets håndarbejdskreds opmærksomhed på at reparere og bevare det nære – gennem nål, tråd og minder.
Nivaaagaards Malerisamling erhverver nyt hovedværk og præsenterer som det første danske museum Artemisia Gentileschi i sin samling5.9.2025 08:02:48 CEST | Pressemeddelelse
Nivaagaards Malerisamling har takket være en generøs donation fra Ny Carlsbergfondet og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond erhvervet værket Susanna og de ældste (1644-48), af den betydningsfulde kvindelige italienske barokmaler, Artemisia Gentileschi. Værket er den vigtigste tilføjelse siden 1908 til samlingen, der bl.a. også tæller et hovedværk af 1500-tallets kvindelige pioner i kunsthistorien, Sofonisba Anguissola.
'Reservat for truede ord' samler generationerne og markeres med 10-års jubilæum4.9.2025 15:10:46 CEST | Pressemeddelelse
I anledning af 10-års jubilæet for museets Reservat for truede ord, hvor døende ord fra en anden tid står side om side med de spirende ord anno 2025, inviterer Nivaagaards Malerisamling til en TALK med forfatter Kim Fupz Aakeson og sprogforsker Marianne Rathje om generationssprog.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum