Miljøkonsekvensrapport for Thor Havvindmøllepark skal i offentlig høring
Energistyrelsen igangsætter frem til 18. juni 2024 en offentlig høring af miljøkonsekvensrapporten for havvindmølleprojektet Thor Havvindmøllepark. Der afholdes et borgermøde om projektet den 14. maj 2024 i Thorsminde.

Borgere, organisationer, myndigheder og andre interesserede har nu mulighed for i perioden fra den 23. april 2024 til den 18. juni 2024 at komme med bemærkninger til materialet til Thor Havvindmøllepark, som Energistyrelsen sender i offentlig høring. Thor bliver Danmarks største havvindmøllepark, og den skal efter planen stå klar i 2027.
Energistyrelsen har den 20. marts 2024 godkendt forundersøgelsesrapporten, bestående af en miljøkonsekvensrapport, for projektet. Høringsmaterialet, som sendes i høring nu, består således af Thor Wind Farm I/S ansøgning om etableringstilladelse, den godkendte miljøkonsekvensrapport med relevante bilag, høringsnotatet fra den gennemførte myndighedshøring af miljøkonsekvensrapporten, og et udkast til Energistyrelsens etableringstilladelse.
Se her høringsmaterialet om Thor Havvindmøllepark
Bemærkninger sendes til Energistyrelsen
Energistyrelsen koordinerer miljøvurderingsprocessen som myndighed for projektets aktiviteter på havet.
Energistyrelsen opfordrer offentligheden og berørte myndigheder til at indsende bemærkninger til ansøgningen og det øvrige høringsmateriale. Høringssvar skal sendes til Energistyrelsen senest d. 18. juni 2024.
Høringssvar skal sendes til Energistyrelsen per mail til: thor@ens.dk eller med almindelig post til:
Energistyrelsen, Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V.
Alle høringssvar skal være mærket med ”Høringssvar til Thor Havvindmøllepark” og med journalnummeret: 2022-7319.
Der holdes borgermøde om projektet
Der afholdes et borgermøde om projektet den 14. maj 2024 kl. 18:30-20:30 med deltagelse af Thor Wind Farm I/S og Energistyrelsen. Mødet afholdes i Thorsminde på adressen Skolegade 25, 6990 Ulfborg. Der er ikke behov for tilmelding.
Baggrund
Med Energiaftale 2018 besluttede samtlige Folketingets partier at opføre tre nye havvindmølleparker i Danmark frem mod 2030. I 2019 besluttede forligskredsen, at den første af de tre parker skal ligge i Nordsøen ud for Nissum Fjord. Vindmølleparken får navnet Thor efter Thorsminde, som er nærmeste landkending, og får en effekt på op til 1000 MW – det svarer til cirka 1 million husstandes el-forbrug, og Thor bliver dermed Danmarks største havvindmøllepark.
Energistyrelsen har den 20. marts 2024 godkendt forundersøgelsesrapporten for Thor Havmøllepark, og bygherre - Thor Wind Farm I/S - har den 10. april 2024 søgt om etableringstilladelse. Med godkendelsen af forundersøgelsesrapporten har Energistyrelsen vurderet, at forundersøgelsesrapporten opfylder de ønsker og krav, der blev opstillet af Energistyrelsen i afgrænsningsudtalelsen for Thor Havvindmøllepark af 9. november 2022, og opfylder kravene i miljøvurderingslovens § 20 og bilag 7 om indhold af en miljøkonsekvensrapport. Resultatet af forundersøgelserne viser, at der umiddelbart ikke ses nogle miljø- og planmæssige betænkeligheder ved, at Thor Havvindmøllepark etableres som beskrevet i miljøkonsekvensrapporten.
Energistyrelsen tager først endelig stilling til, om der kan gives etableringstilladelse til projektet, når den offentlige høring af ansøgningen om etableringstilladelse på baggrund af den godkendte forundersøgelsesrapport er gennemført, inkl. høringssvar fra denne offentlige høring af miljøkonsekvensrapporten.
Læs mere om Thor og andre havvindmølleparker.
Fakta om projektet:
- Thor Havvindmøllepark vil have en installeret nominel effekt på 1000 MW – svarende til cirka en million husstandes el-forbrug, hvilket vil gøre den til Danmarks største havvindmøllepark.
- Havvindmølleparken består af 72 havvindmøller, en transformerplatform og tilknyttede søkabler.
- Forundersøgelsesområdet udgør ca. 286 km2.
- Møllerne placeres ca. 22 km fra den jyske vestkyst.
- Thor Havvindmøllepark skal efter planen være i drift i 2027.
Kontakt
Emil Bødker Pedersen, fuldmægtig i Energistyrelsen – (embdp@ens.dk), tlf. +45 33 95 51 05
Nele Paulsen, fuldmægtig i Energistyrelsen – (nlpl@ens.dk), tlf. +45 33 95 12 04
Kontakter
Kåre Møller MadsenEnergistyrelsen
Tlf:+45 33 95 51 21kmllm@ens.dkEnergistyrelsen
I Energistyrelsen gør vi en forskel hver dag. I Danmark og i lande verden over. Vores vision om at opnå et klimaneutralt samfund i vækst og balance er den største opgave, vi skal være med til at løse. Vi ved, at vi skal tænke ambitiøst, og vi ved, at vi skal tænke nyt. Vores mål er en klog, grøn omstilling, hvor Danmark går foran, og danske erfaringer anvendes globalt. Hvor grønne løsninger, sikker og effektiv forsyning og økonomi tænkes sammen.
Følg pressemeddelelser fra Energistyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Energistyrelsen
EUDP: Ekstraordinært stort tilskud til innovativ energiteknologi i 202419.2.2025 10:02:29 CET | Pressemeddelelse
Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) tømte kassen i 2024 og uddelte i alt 631 millioner kroner, der skal accelerere udviklingen af innovative energiteknologier. Programmet har netop offentliggjort sin årsberetning for 2024, hvor man kan blive klogere på, hvordan støtten skal bruges.
Gør din bolig mere energieffektiv med tilskud: Nu åbner Varmepumpepuljen og Energirenoveringspuljen igen17.2.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Går du med planer om at isolere, skifte vinduer eller at investere i en varmepumpe? Så er der snart mulighed for at søge tilskud til dit energirenoveringsprojekt. Den 19. februar åbner Energistyrelsen endnu en gang for muligheden for at søge tilskud fra Energirenoveringspuljen, mens Varmepumpepuljen åbner den 25. februar.
Erhvervspuljen åbner med millioner til grøn omstilling i virksomhederne5.2.2025 15:05:42 CET | Pressemeddelelse
Virksomheder kan igen søge tilskud fra Erhvervspuljen til energi- og CO2-besparende projekter. Der er i år 300 mio. kr. i puljen, som skal sætte skub i den grønne omstilling i virksomhederne.
Ny kortløsning viser potentialet for at sætte solceller op på tage29.1.2025 10:30:15 CET | Pressemeddelelse
På sologvindinfo.dk kan man nu nemt se, hvilke af landets tagflader, der har størst potentiale for solceller. Dermed er det blevet lettere for bygningsejere at tage det første skridt mod at producere grøn energi på taget.
Energistyrelsen giver tilladelse til arbejder ved Nord Stream 2-rørledningsanlægget i Østersøen28.1.2025 13:23:31 CET | Nyhed
Energistyrelsen har i dag meddelt tilladelse til at præservere den beskadigede Nord Stream 2-rørledning i Østersøen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum