Rudersdal Kommune

Endnu en Rudersdal-skole anerkendes for talentindsats

Del

Skovlyskolen i Holte har netop modtaget en ekstern anerkendelse af Science Talenter, der certificerer skolens indsats for at udfordre elever med høj begavelse.

Elizabeth Sihm Holstein og Sofie Joen Andersen sammen med Skovlyskolens talentvejleder Marianne Seemann Eriksen
Elizabeth Sihm Holstein og Sofie Joen Andersen sammen med Skovlyskolens talentvejleder Marianne Seemann Eriksen

Skovlyskolen har i en årrække haft særlig fokus på elever med faglige udfordringer. Skolen vil med den nye og styrkede indsats imødekomme også de dygtigste elevers behov, så alle elever udfordres og bliver så dygtige, de kan. Den nyerhvervede certificering blåstempler Skovlyskolens målrettede arbejde for elever med høj begavelse, men også elever med en særlig faglig interesse og lyst og motivation til at lære mere.

- Elever med høj begavelse udgør en ofte overset gruppe, som kan risikere at opleve mistrivsel, hvis de ikke modtager undervisning, der udfordrer dem på deres niveau. Børne- og Undervisningsministeriet har taget skridt til at adressere dette ved at indføre tjeklister, som folkeskolerne skal anvende fra skoleåret 2024/25 for at screene børn med høj begavelse allerede fra 1. klasse. Det glæder mig, at Skovlyskolen, og i øvrigt også Trørødskolen, der netop har fået certificeringen for tredje år i træk, allerede har øget deres fokus på denne elevgruppe for at sikre, at alle børn og unge tilbydes meningsfuld undervisning, der matcher deres individuelle behov, siger formanden for Børne- og Skoleudvalget Anne Christiansen.

Indsats styrker trivsel og læring

Bag certificeringen står Science Talenter, et program under Astra, der identificerer og støtter talentfulde børn og unge og arbejder for, at flere elever oplever at blive udfordret i den daglige undervisning. Forskningen viser, at højtbegavede elevers trivsel og interesse for skolen øges, når de udfordres på et passende kognitivt niveau. Derfor har Science Talenter udviklet en certificering, som danske grundskoler kan tildeles.

- Skovlyskolen har fået certificeringen, fordi de rent faktisk har udarbejdet en bæredygtig talentstrategi, som er mere end blot ord på papir. Den er i fuld gang med at blive en integreret del af skolens dagligdag. Strategien er afgørende for at skabe et inkluderende miljø, som tilgodeser behovene hos de højtbegavede og talentfulde elever, fortæller Søren Peter Dalby Andersen, der er projektleder hos Science Talenter og fortsætter:

- Elever i grundskolen har brug for at føle sig inkluderet og accepteret. De ønsker ikke at skille sig ud, men at være en del af fællesskabet. Mange elever med høj begavelse føler sig anderledes, og Skovlyskolens indsats giver dem en større følelse af samhørighed både fagligt og socialt.

Det brede talentbegreb

Skovlyskolen arbejder med et bredt talentbegreb, som omfatter både talentfulde og højtbegavede børn og unge. Det er de dygtigste elever, som har mulighed for at blive blandt de bedste, hvis potentialet stimuleres, så det folder sig helt ud. Det er elever, der har viljen, evnen og lysten til at gøre en ekstra indsats. Men talenterne er ikke blot de indlysende dygtige eller begavede, som kan være lette at identificere. Nogle af talenterne kan også findes blandt skoletrætte og utilpassede børn og unge.

- Som folkeskole har vi en vigtig opgave i at imødekomme alle elevers individuelle behov – også de fagligt dygtigste. På Skovlyskolen har vi for eksempel noget, der hedder x-fag, hvor vi tilbyder holdundervisning for højt begavede eller talentfulde elever. Tiltag som dette er med til at fremme et miljø, hvor alle elever får mulighed for at udfolde deres potentiale på deres eget niveau og i deres eget tempo, siger Skovlyskolens talentvejleder Marianne Seemann Eriksen, der vejleder skolens lærere og sikrer, at Skovlyskolen når målsætningen om at skabe et stimulerende og passende læringsmiljø for de højtbegavede elever.

Jeg følte ikke, jeg var særlig dygtig

Elizabeth Sihm Holstein og Sofie Joen Andersen går i 5. klasse på Skovlyskolen og er begge glade for at være udvalgt til at deltage i x-fag.

- Jeg blev virkelig overrasket, da mine forældre fik besked fra skolen om, at jeg skulle deltage. Jeg følte ikke, jeg var særlig dygtig fagligt, men det viser sig, at jeg faktisk er ret god til det. Det har motiveret mig meget mere, også i mine andre fag, siger Sofie Joen Andersen, og Elizabeth Sihm Holstein supplerer:

- Da jeg hørte, at nogle af mine venner også gik til x-fag, syntes jeg, det lød rigtig sjovt. Min mor spurgte min lærer, om jeg kunne deltage, og heldigvis var jeg kvalificeret. Det er virkelig spændende at lære noget nyt og at blive udfordret. Det er også dejligt at lære nye venner at kende, og at samarbejde med andre på samme niveau som mig er virkelig godt. Både timerne og pauserne er blevet sjovere.

Talentfokus gavner hele skolen

Når Skovlyskolen retter opmærksomheden mod de mest talentfulde elever, åbner det naturligt op for en mere fokuseret tilgang til læring for alle på Skovlyskolen. Med afsæt i den differentierede undervisning i x-fag vil Skovlyskolen næste skoleår introducere en ny struktur for alle elever, der skal styrke grundlæggende færdigheder i dansk og matematik. Eleverne vil her arbejde i grupper på tværs af årgange i cirka 20 dage hen over skoleåret. Skolen forventer generel faglig fremgang og øget trivsel gennem styrkede relationer på tværs af årgangene.

Kontakter

Anne ChristiansenKommunalbestyrelsesmedlem

Økonomiudvalget, Klima- og Miljøudvalget, Børne- og Skoleudvalget, Vedbæk-udvalget

Tlf:+45 20 40 52 48achri@rudersdal.dk

Billeder

Elizabeth Sihm Holstein og Sofie Joen Andersen fra 5. klasse sammen med talentvejleder Marianne Seemann
Elizabeth Sihm Holstein og Sofie Joen Andersen fra 5. klasse sammen med talentvejleder Marianne Seemann
Download

Om Rudersdal Kommune

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Følg pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune

Ny pårørendepolitik har fokus på bedre samarbejde4.11.2024 14:17:55 CET | Pressemeddelelse

Rudersdal Kommunes nye pårørendepolitik vil med konkrete tiltag styrke det vigtige samarbejde mellem borgere, deres pårørende og kommunens medarbejdere. Pårørende og medarbejdere skal bl.a. blive bedre til at forstå hinandens roller, og informationen til pårørende skal styrkes. Kommunen vil samtidig sikre et aktivt arbejde med pårørendesamarbejdet gennem løbende opfølgning på konkrete handleplaner.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye