Udviklingspolitisk Råd besøger Etiopien og Kenya
Kenya og Etiopien spiller væsentlige stabiliserende roller i et konfliktfyldt Østafrika. Men begge lande står samtidig over for store humanitære og klimamæssige udfordringer, og er blandt de største værtslande for flygtninge i Afrika. Danmark samarbejder blandt andet med landene om grøn og bæredygtig udvikling, modstandsdygtighed mod klimaforandringer, demokrati, menneskerettigheder, fattigdomsbekæmpelse og håndtering af flygtningesituationen. Udviklingspolitisk Råd besøger landene for at få indsigt i implementeringen af dansk humanitær støtte og danske udviklingsprojekter inden for bl.a. myndighedssamarbejdet, landbrug, sociale sikkerhedsnet, energi og vand.

Udviklingspolitisk Råd har netop besøgt Etiopien og Kenya. Under besøget drøftede rådsmedlemmerne den økonomiske, politiske og humanitære situation i Etiopien og Kenya med lokale civilsamfundsorganisationer og tænketanke, regeringspartnere, virksomheder og repræsentanter fra den Afrikanske Union, FN og Verdensbanken.
En central del af besøget var mødet med flygtninge i Afar-regionen i Etiopien og i flygtningelejren Kakuma i Turkana-området i det nordvestlige Kenya.
Forperson for Udviklingspolitisk Råd Anne Mette Kjær udtaler: ”Mødet med mennesker i flygtningelejrene i Afar og Turkana viste tydeligt, at mange konflikter ikke har udsigt til snarlig løsning. Nogle havde boet i lejrene i op til både 20 og sågar 30 år. Det understreger vigtigheden af indsatser, der gør flygtningene i stand til at klare sig selv på længere sigt. Det arbejder Danmark og partnerne på”.
I Kenya fik Udviklingspolitisk Råd desuden lejlighed til at mødes med Kenyas Miljøstyrelse og Dansk Industri for at drøfte myndighedssamarbejdet med Kenya på cirkulær økonomi og affaldshåndtering. Drøftelsen blev efterfulgt af et besøg ved Dandora losseplads, hvor delegationen fik indsigt i dilemmaer forbundet med miljøbeskyttelse og fattigdomsbekæmpelse.
Næstforperson Jarl Krausing udtaler: ”Besøget på Dandora lossepladsen i Nairobi, hvor tusinder af ekstremt udsatte mennesker samler skrald i et 40 meter højt affaldshelvede, illustrerede klart vigtigheden af et konkret dansk-kenyansk myndighedssamarbejde. Det har ført til udvikling og vedtagelsen af Kenyas første samlede affaldslov med store perspektiver for klima, natur og fattigdomsbekæmpelse”.
Baggrund
Danmark har et mangeårigt udviklingsengagement bag sig med både Kenya og Etiopien.
Danmarks samarbejde med Etiopien indebærer politisk dialog, udviklingssamarbejde, grønt myndighedssamarbejde, strategiske NGO-partnerskaber, humanitær støtte samt et begrænset handelssamarbejde. Det nuværende bilaterale danske landeprogram for Etiopien udgør samlet 1.097 mio. kr. for perioden 2018-2024.
Kenya har været prioritetsland i dansk udviklingssamarbejde siden uafhængigheden i 1963. Det bilaterale landeprogram, som er ét af Danmarks største bilaterale udviklingsprogrammer, har en samlet bevilling på 1.070 mio. kr. i perioden 2021-2025 med fokus på blandt andet klima, stabilitet og sikkerhed, god regeringsførelse, sundhed og grønne jobs. I 2023 og frem er der derudover afsat i alt 200 mio. kr. til et program for flygtninge i det nordlige Kenya.
Udviklingspolitisk Råd
Udviklingspolitisk Råd er nedsat ved Lov om internationalt udviklingssamarbejde, og har til opgave at rådgive ministeren for udviklingssamarbejde om alle aspekter inden for udviklingssamarbejdet, både det strategiske og det mere konkrete i form af rådgivning vedrørende større programmer og projekter.
Udviklingspolitisk Råd består af i alt 11 medlemmer. Medlemmerne er udnævnt for perioden frem til 31. december 2025.
Rådets medlemmer er:
- Anne Mette Kjær, Professor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet (formand)
- Jarl Krausing, International chef, CONCITO (næstformand)
- Marie Gad, Chef for global udvikling og bæredygtighed, Dansk Industri (DI)
- Line M. Damsgaard, Ernæringschef, Landbrug & Fødevarer
- Lone Ilum Christiansen, Sekretariatsleder, Ulandssekretariatet
- Lucas H. Højbjerg, Politisk konsulent og DAPP-projektleder, Dansk Erhverv
- Adam Moe Fejerskov, Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)
- Charlotte Slente, Generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp
- Charlotte Flindt Pedersen, Direktør, Det Udenrigspolitiske Selskab
- Jonas Manthey Olsen, Politisk chef, Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF)
- Mattias Söderberg, Chefrådgiver, Folkekirkens Nødhjælp
Læs mere om Udviklingspolitisk Råd her.
Kontakt:
Caroline Busk Ullerup, sekretær for Udviklingspolitisk Råd, carull@um.dk
Billeder
Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Nyt dansk bidrag til UNRWA13.2.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Regeringen har besluttet at skrue op for støtten til FN’s agentur for Palæstinaflygtninge, UNRWA og den palæstinensiske civilbefolkning.
I december 2024 steg Danmarks samlede eksport 8,3 pct. i forhold til november. For hele 2024 var væksten 8,2 pct. i forhold 2023.10.2.2025 12:48:28 CET | Pressemeddelelse
I løbende priser steg den samlede eksport af varer og tjenester 8,3 pct. i december i forhold til november 2024 i henhold til den seneste sæsonkorrigerede opgørelse fra Danmarks Statistik. Vareeksporten steg 9,3 pct. mens tjenesteeksporten steg med 6,8 pct.
Regeringen lancerer Global Strategi for Maritim Sikkerhed6.2.2025 13:15:00 CET | Pressemeddelelse
Strategien fokuserer på internationale udfordringer for den maritime sikkerhed og opridser tre overordnede principper for Danmarks arbejde med at sikre retten til fri sejlads i 2025-2028.
Europaministeren rejser til Lissabon og Madrid for at tale om EU’s arbejde med maritim sikkerhed og grøn omstilling5.2.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Den 5.-6. februar fortsætter europaministeren sin rundrejse i Europa forud for EU-formandskabet. Denne gang er ministeren i Portugal og Spanien.
Europaministeren rejser rundt i landet for at tale med danskerne før dansk EU-formandskab3.2.2025 07:30:33 CET | Pressemeddelelse
I de kommende måneder deltager europaminister Marie Bjerre i dialogmøder i hele Danmark for at drøfte fremtidens Europa. Første stop på turen er Syddansk Universitet i Odense.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum