Nye uddannelser godkendt: Studerende får 11 nye uddannelsesudbud at vælge imellem
Der er nye uddannelser på vej i hele landet. Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har netop godkendt 11 nye uddannelsesudbud. Studerende kan se frem til nye uddannelser inden for blandt andet IT, naturvejledning og psykologi.
Snart bliver det muligt at blive psykolog i Esbjerg, naturvejleder i Auning eller få en kandidat i at behandle kvantedata i Odense – den første uddannelse af sin slags i landet. Det er 3 af de 11 nye uddannelsesudbud, som netop er blevet godkendt af uddannelses- og forskningsministeren.
Aarhus Universitet har fået godkendt tre nye engelsksprogede IT-uddannelser, mens det på Professionshøjskolen UCN i Nordjylland bliver muligt at få en professionsbachelor i paramedicin og præhospitalt arbejde. Landsdelen får også en ny erhvervsakademiuddannelse som maritim teknolog. Den maritime uddannelsesinstitution MARTEC opretter uddannelsen i Frederikshavn.
For dem, der ønsker at efter- og videreuddanne sig, er der godkendt to nye uddannelser. Maskinmesterskolen København vil oprette en diplomuddannelse i bæredygtig energiomstilling, og i Auning på Djursland vil Københavns Universitet oprette en akademiuddannelse i naturvejledning.
Ikke alle ansøgninger om at oprette nye uddannelser er blevet godkendt. Professionshøjskolen Absalon har fået afslag på at oprette et engelsksproget udbud af diplomingeniør i robotteknologi i Kalundborg.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:
- Vi har brug for et uddannelseslandskab, der følger udviklingen i samfundet. Derfor er det meget positivt, at der nu kommer flere uddannelser inden for områder, som bidrager til at løse vigtige udfordringer i erhvervslivet og samfundet. Jeg glæder mig eksempelvis over, at vi får en ny uddannelse inden for kvanteteknologi, som er et felt i hastig udvikling, ligesom der er nye uddannelser inden for IT og den grønne omstilling på vej.
- Jeg har desværre måtte give afslag til en uddannelse i robotteknologi, som ellers er tydeligt efterspurgt af det lokale erhvervsliv i Kalundborg. Som reglerne er i dag, er der begrænsninger på engelsksprogede uddannelser på erhvervsakademi- og professionsbachelorniveau. Afslaget er ét af flere eksempler på afvisninger af ellers efterspurgte uddannelser, der får mig til at overveje, om vi har de rette rammer for udbud af engelsksprogede uddannelser. Det vil jeg gerne se på, om vi kan gøre klogere.
Fakta
- De videregående uddannelsesinstitutioner har ansøgt om 12 nye udbud af uddannelser.
- Udbuddene kan både være nye uddannelser, nye udbud af nye uddannelser, nye udbud af eksisterende uddannelser, dubleringer af udbud af uddannelser, flytninger eller nye uddannelsesfilialer.
- To gange om året har de videregående uddannelsesinstitutioner mulighed for at indsende ansøgninger om at oprette nye uddannelsesudbud.
- Uddannelses- og forskningsministeren står for den endelige godkendelse af ansøgningerne. Forinden har Det rådgivende udvalg for vurdering af udbud af videregående uddannelser (RUVU) lavet en faglig vurdering af ansøgningerne. I deres vurdering ser udvalget blandt andet på arbejdsmarkedsefterspørgsel og konsekvenser for andre uddannelsesinstitutioner.
- Hvis en uddannelsesinstitution modtager afslag, har institutionen mulighed for at gøre indsigelse senest ti hverdage efter, de modtager afgørelsen. Indsigelsen behandles herefter af RUVU og uddannelses- og forskningsministeren.
For yderligere oplysninger:
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk
Følg pressemeddelelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet
Fyn får ny tandlæge- og tandplejeruddannelse18.6.2025 15:05:11 CEST | Pressemeddelelse
Et bredt politisk flertal har fordelt overskydende midler fra den politiske aftale om Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark. Resultatet er blandt andet nye tandlæge- og tandplejeruddannelser på Syddansk Universitet
Nyt initiativ skal få flere afrikanske studerende til Danmark og styrke samarbejdet med afrikanske universiteter13.6.2025 07:36:13 CEST | Pressemeddelelse
Udenrigsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet lancerer et nyt program på 430 mio. kr., der skal fremme partnerskaber mellem danske og afrikanske universiteter og få flere afrikanske studerende på studieophold i Danmark.
Minister lancerer nye priser: Hylder enestående, europæiske forskere og innovatører23.5.2025 10:15:29 CEST | Pressemeddelelse
Uddannelses- og forskningsministeren vil fejre europæisk forskning og dansk innovation. Prisen ’Into Change Award’ hylder europæiske forskere, der har udmærket sig gennem excellent forskning på højeste internationale niveau.
Minister er i Bruxelles for at præsentere planen for forskning, innovation og rum under dansk formandskab23.5.2025 07:31:30 CEST | Pressemeddelelse
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund er i Bruxelles for at deltage i møde i Konkurrenceevnerådet. Her skal hun blandt andet præsentere sine ministerkollegaer for planerne for forskning, innovation og rum under det kommende danske EU-formandskab.
Sagsbehandlingstiden på ansøgninger om SU-handicaptillæg skal nedbringes21.5.2025 13:47:49 CEST | Pressemeddelelse
Folketinget har vedtaget en lovændring, der skal nedbringe sagsbehandlingstiden for ansøgninger om SU-handicaptillæg. Lovændringen omfatter blandt andet tydeligere krav til den dokumentation, som studerende skal indsende, så deres ansøgning kan blive behandlet hurtigere.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum