Fra landbrug til natur: Nu genopstår Nordsjællands fjerdestørste sø
I dag sætter den første gravemaskine skovlen i jorden og tager hul på arbejdet med at genskabe Søborg Sø syd for Gilleleje. Dermed bliver tidligere landbrugsjord nu til natur med offentlig tilgængelighed.
I over 200 år har en gammel søbund syd for Gilleleje været drænet og brugt til landbrug. Nu skal søen genopstå, så den igen kan blive en af Nordsjællands største.
Derfor er gravemaskinerne kørt i stilling og står klar til arbejdet med at etablere ind- og udløb til søen, fylde grøfter op og etablere diger. Arealet bliver et stort, sammenhængende naturområde på omkring 600 hektar. Heraf bliver godt halvdelen en lavvandet sø, der omgives af lysåbne, ferske enge.
- I dag har vi nået en milepæl i Søborg Søs historie. Nu giver vi et stort område tilbage til naturen. Det er først og fremmest til gavn for biodiversiteten med et vådområde, der blandt andet vil tiltrække et mangfoldigt fugleliv. Men projektet er også en stor gevinst for både vandmiljøet og klimaet. For eksempel vil udvaskningen af kvælstof til Kattegat reduceres med 20 tons årligt, siger miljøminister Magnus Heunicke.
Der er gennemført en omfattende kabale med jordfordelinger af den privatejede landbrugsjord forud for det store naturgenopretningsprojekt. Her har det været muligt for lodsejere at vælge mellem at få erstatningsarealer, at sælge jorden til det statslige naturgenopretningsprojekt eller at få udbetalt erstatning.
Styrker natur, miljø og klima
Det kommer til at vrimle med liv i området, da det bliver et væsentligt levested for en række planter og dyr. Mange arter er afhængige af lavvandede områder, som de kan yngle og finde føde i. Området vil derfor tiltrække vadefugle, gæs, ørne, traner og mange andre. Desuden vil den sjældne fugl engsnarren få et område, der tilgodeser dens behov med særlige høslætarealer.
Genopretningen af Søborg Sø vil også reducere udvaskningen af næringsstoffer, blandt andet kvælstof. Det vil på længere sigt gavne vandkvaliteten i det nærliggende Kattegat. Projektet vil også reducere udledningen af drivhusgasser til atmosfæren.
- Vi står i en biodiversitetskrise, hvor arter forsvinder i et hidtil uset tempo. Vores indre fjorde og kystvande er hårdt pressede, og vi oplevede sidste efterår det værste iltsvind i 20 år. Derfor er naturgenopretningsprojekter som Søborg Sø, der både giver naturen plads og reducerer kvælstof til vandmiljøet, helt afgørende. Og dem skal vi gennemføre mange flere af, siger Magnus Heunicke.
Et attraktivt udflugtsmål
Når naturen bliver rigere, bliver det også et mere spændende udflugtsmål.
Derfor skal der etableres et stisystem rundt om søen, så gående, cyklende og ridende kan nyde omgivelserne. Fremover bliver det også muligt at få et flot kig ud over naturen, da der etableres en træbro ud over søen.
De gamle pumper – der nu holder området drænet og tørt – bliver efter planen slukket i foråret 2025. Herefter vil det tage omkring et år, før søen er fyldt helt op med vand.
Det forventes, at genopretningen af Søborg Sø vil koste ca. 120 mio. kroner.
Fakta:
- I projektets begyndelse var der 63 forskellige lodsejere inden for projektområdet. I dag er antallet af lodsejere reduceret til 15. Alle har medvirket frivilligt i jordfordelingen.
- Det samlede projektområde er omkring 600 hektar. Heraf har Naturstyrelsen opkøbt 488 hektar i området, mens omkring 112 hektar stadig ejes af private lodsejere.
- Der bliver gode friluftsmuligheder for gående, cyklende og ridende med stier og mindre veje rundt om hele området. Stisystemet bliver omkring 12,5 kilometer langt.
- Som følge af projektet vil der blive udledt mindre kvælstof til Kattegat – cirka 20 tons mindre pr. år.
Yderligere oplysninger:
Miljøministeriets pressetelefon: +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)
Naturstyrelsens pressetelefon: + 45 72 54 30 04
Billeder

Følg pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet
Folketinget giver 175 millioner til beskyttelse af drikkevandet18.12.2025 12:25:18 CET | Pressemeddelelse
Regeringen og aftalepartierne bag de to planlagte tilskudspuljer løfter drikkevandsbeskyttelsen med 117,2 millioner kroner, så 15 projekter til samlet 175 mio.kr. nu kan få støtte til både at beskytte flere arealer og afværge, at PFAS havner i grund- og drikkevandet.
Danmark vil tage farten af fast fashion18.12.2025 08:59:20 CET | Pressemeddelelse
I 2027 indføres nye EU-krav til tøj, og Danmark arbejder for, at de bliver et markant skridt mod en mere cirkulær økonomi. I dag bliver store mængder tøj smidt ud, fordi meget nyt tøj er designet, så det ikke kan genbruges og genanvendes. Det skal ændres i fremtiden.
Dansk EU-formandskab: FN’s miljøforsamling lander aftaler mod alle odds12.12.2025 17:33:32 CET | Pressemeddelelse
Det lykkedes mod forventning EU med Danmark som formandskab at sikre nye globale aftaler om farlige kemikalier, mineraler og metaller, og kunstig intelligens på FN’s miljøforsamling UNEA-7.
EU strammer miljøkrav til bilindustrien: Køretøjer skal kunne skilles ad og genanvendes12.12.2025 12:38:58 CET | Pressemeddelelse
Det danske EU-formandskab har landet en markant aftale mellem Rådet og Europa-Parlamentet om bedre design og genbrug af udtjente køretøjer som biler, busser og lastbiler. Aftalen vil gøre det lettere at få bilen repareret og sikrer bedre udnyttelse af materialer og kritiske råstoffer.
Miljøministeren igangsætter indsats efter ekspertvurdering af grænseværdien for nitrat i drikkevandet9.12.2025 14:05:18 CET | Pressemeddelelse
En international ekspertgruppe anbefaler, at grænseværdien for nitrat i drikkevand sænkes. Der er ingen akut sundhedsfare, og niveauerne af nitrat i drikkevandet er generelt lave, men den foreslåede grænseværdi skal styrke beskyttelsen. Miljøminister Magnus Heunicke igangsætter derfor nu en undersøgelse af, hvad der skal til for at sænke grænseværdien.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum