Syddansk Universitet

Prestigefyldt ERC- bevilling til forskning i at fjerne PFAS fra kroppen

Del

Tina Kold Jensen, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet, får et ERC Advanced Grant på 2,5 millioner euro til at undersøge, om medicin kan fjerne PFAS hos mennesker udsat for høj eksponering af de sundhedsskadelige kemikalier, der optages i tarmen og ophobes i kroppen.

En ny bevilling fra European Research Council til Tina Kold Jensen, professor og forskningsleder i miljømedicin ved Institut for Sundhedstjenesteforskning, skal bruges til yderligere undersøgelser af perfluoralkylstoffer (PFAS) - kemikalier, som er vidt udbredte i miljøet og kendt som evighedskemikalier, der er umulige at fjerne både fra mennesker og vores omgivelser.

I EU findes mange såkaldte hot-spot områder, hvor befolkningen er udsat for meget høje PFAS-niveauer på grund af forurening af drikkevand og fødevarer.

PFAS optages i tarmen og ophobes i kroppen og har lange halveringstider. PFAS har mange sundhedsskadelige effekter, hvoraf nogle er forhøjet kolesterol og påvirkning af leverfunktionen.

Lovende resultater med kolesterolmedicin

Et tidligere anvendt lægemiddel mod forhøjet kolesterol har vist lovende resultater. Bevillingen skal bruges til yderligere undersøgelser af dette lægemiddels mulighed for at øge udskillelsen af PFAS hos højt eksponerede.

- Det vil i givet fald betyde, at vi kan tilbyde en behandling til disse mennesker, som ufrivilligt er blevet udsat for PFAS og naturligvis er bekymrede. Det vil have betydning for unge mennesker i den fertile alder. Især kvinder, der jo overfører PFAS til deres fostre og børn gennem moderkage og amning, siger Tina Kold Jensen.

-Vi kan derfor potentielt mindske udsættelsen for PFAS hos næste generation, fortsætter hun.

Sammenhæng mellem PFAS og hjerte-kar-sygdomme?

Tina Kold Jensens projekt, som nu støttes med det prestigefulde ERC Advanced Grant og 2,5 millioner euro, har også til formål at undersøge, om der er en årsagssammenhæng mellem eksponering for PFAS og forhøjede niveauer af kolesterol og leverpåvirkning i blodet hos både voksne og børn.

- Mange tidligere undersøgelser peger på, at personer udsat for PFAS har højere niveauer af kolesterol og visse leverenzymer i blodet, hvilket kan føre til hjerte-kar-sygdomme. De fleste har dog kun undersøgt voksne og været såkaldte tværsnitsundersøgelser. Med denne bevilling i ryggen er det muligt med en ny statistisk tilgang at undersøge den rette tidmæssige sammenhæng hos store grupper af både børn og voksne i allerede igangværende undersøgelser, siger Tina Kold Jensen.

Undersøgelserne foretages i samarbejde med kolleger i forskningsenheden Klinisk Farmakologi, Farmaci og Miljømedicin samt Holbæk og Bispebjerg Sygehus.

Tina Kold Jensen har et tæt samarbejde med myndighederne og håber, at hendes fund vil hjælpe myndighederne med at træffe informerede beslutninger for at regulere brugen af disse kemikalier og forebygge deres skadelige sundhedseffekter.

- PFAS er en af de mest presserende miljømæssige og sundhedsmæssige udfordringer i vores tid. Tina Kold Jensen er en af verdens førende forskere på området, og med den fantastisk flotte ERC-bevilling kan hun forhåbentlig skabe ny og vigtig viden, siger Ole Skøtt, dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

- Jeg er desuden stolt af, at Tina som den første SDU-forsker henter en ERC Advanced Grant-bevilling under Horizon Europe-rammeprogrammet og mig bekendt desuden er den første kvindelige SDU-forsker, der henter den type bevilling.

Tillykke fra SDU's rektor

-Kæmpestort tillykke med ERC Advanced Grant-bevillingen til Tina Kold Jensen, det er fantastisk flot og et klart vidnesbyrd om excellent forskning i topklasse. På SDU er vi meget stolte over, at vi har forskere, som på denne måde markerer sig blandt Europas bedste. Det understreger vores position som universitet i international klasse med stærke rødder i Syddanmark, siger SDU’s rektor Jens Ringsmose.

Kontakter

Links

Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet

Vi er på vej til at tabe kampen mod resistente bakterier21.5.2024 12:33:50 CEST | Pressemeddelelse

Verdenssundhedsorganisationen WHO har netop udsendt en opdateret liste over verdens farligste bakterier. Ikke overraskende toppes listen igen af antibiotika-resistente bakterier. Som mikrobiolog og leder af Institut for Biokemi og Molekylær Biologi på SDU er jeg bekymret for, at vi er på vej til at miste kontrollen over de resistente bakterier, så de nu udgør en potentiel trussel mod alle befolkningsgrupper.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye