Verdensmester i cykling er udtaget til de Paralympiske Lege
Emma Lund, der sidste sommer kørte sig til VM-guld i linjeløb på landevej, bliver en del af det danske hold til PL i Paris.

Det er gået rigtig stærkt for Emma Lund, der sidste år vandt VM-guld og -bronze, startede 2024 med at vinde Kulturministerens Parasportspris 2023 og netop er hædret med Danmarks største handicappris, Helene Elsass Prisen på 150.000 kr. Nu er hun klar til at jagte den ultimative sportslige triumf – en paralympisk guldmedalje i Paris til sommer.
"Det er for vildt! Jeg vil træne og træne og gøre mit allerbedste for at stå på podiet i Paris," siger Emma Lund.
Efter VM-triumfen i Glasgow sidste sommer har Emma Lund døjet med en skade i ryggen, men hun er på vej tilbage til fuld styrke. Med PL-udtagelsen på plads får hun mulighed for at sætte fuld fokus på den paralympiske styrkeprøve og bruge forårssæsonen som ren optakt. Ifølge Michael Møllgaard Nielsen, der er sportschef i Parasport Danmark, kan det blive en stor fordel.
"Emma har haft et fantastisk flot år, og der er forståeligt nok stor interesse for hende både i og uden for konkurrence. Nu kan hun fokusere fuldstændig på at jagte et stort resultat i Paris," siger Michael Møllgaard Nielsen.
Han spår Emma Lund gode chancer på PL-ruten i byernes by.
"Vi kunne ikke have drømt om en bedre rute for Emma. Den er hurtig og hård med to lange bakker, hvor hun kan sætte sig rigtig godt igennem, og så er den ikke særlig teknisk. Hvis hun rammer topformen, ser det rigtig spændende ud", siger sportschefen.
Emma Lund er den første debutant, der bliver udtaget til PL i Paris, og DIF’s chef de mission for PL-holdet Nicklas Bjaaland glæder sig over at få hende med på holdet.
"Emma Lund har gjort kometkarriere i parasporten, hvor hun på kort tid har opnået enormt flotte resultater og kan kalde sig verdensmester i sin klasse. Selvom hun ikke har mange års erfaring at trække på i Paris, er jeg sikker på, at hun i sin landstræner og det øvrige team vil have et meget stærkt set-up omkring sig. Personligt glæder jeg mig til at have Emma med i delegationen, hvor jeg er sikker på, hun vil sprede god stemning med sit smittende humør", siger Nicklas Bjaaland.
Forud for de Paralympiske Lege, der starter den 28. august, skal Emma Lund i maj køre to World Cup-løb i Belgien og Italien, inden hun deltager ved DM-ugen i Herning i juni.
Fakta om Emma Lund
Sportsgren: Cykling (landevej)
Klassifikation: T2 (Trike – racercykel med to baghjul)
Alder: 26 år Handicap: CP (Cerebral Parese)
By: Hellerup
Klub: Roskilde Cykle Ring
Udvalgte resultater: Verdensmester i linjeløb i 2023, VM-bronze på enkeltstart i 2023, VM-bronze i linjeløb i 2022
Udmærkelser: Modtager af Kulturministerens Parasportspris 2023, modtager af Helene Elsass Prisen 2024
Tidligere PL-deltagelser: Debutant
Fakta om de Paralympiske Lege
PL i Paris indledes den 28. august 2024 med åbningsceremonien på Champs-Élysées og afsluttes 12 dage senere den 8. september. Der forventes deltagelse af 4.400 para-atleter fra 184 paralympiske komitéer, der skal konkurrere om 549 medaljesæt i 23 sportsgrene.
Den danske PL-trup forventes at tælle ca. 30 atleter i 10 sportsgrene. Tidligere i år er Lisa Kjær i taekwondo og Daniel Wagner i atletik blevet udtaget til PL i Paris.
Læs mere om det danske hold på hjemmesiden paralympiskelege.dk og sociale medier @danmarktilpl
DIF har det operationelle ansvar for de danske atleters deltagelse ved de Paralympiske Lege. Opgaven varetages i et tæt samarbejde mellem DIF, Team Danmark og Parasport Danmark. Parasport Danmark er som national paralympisk komité ansvarlig for at kvalificere og udtage det danske PL-hold.
Nøgleord
Kontakter
Michael Møllgaard Nielsen, sportschef i Parasport Danmark Tlf. 20 82 02 69 E-mail: mmn@parasport.dk
Nicklas Bjaaland, paralympisk chef de mission i DIF Tlf. 29 72 38 39 E-mail: nbj@parasport.dk
Ane Rønn Johanson, pressemedarbejder i Parasport Danmark Tlf. 22 36 10 93 E-mail: arj@parasport.dk
Billeder

DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 62 forbund, ca. 8.500 idrætsforeninger og knap 2,1 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Optimisme inden vinter-OL 20266.2.2025 06:56:17 CET | Pressemeddelelse
Torsdag den 6. februar er der præcis et år til vinter-OL i Milano Cortina. Danmarks ishockeyherrer er allerede klar til OL-deltagelse, og i det kommende år bliver den danske OL-trup udvidet med flere atleter i forskellige discipliner.
Kit Aagesen Goth er Danmarks Sejeste Idrætslærer4.2.2025 14:34:47 CET | Pressemeddelelse
Kit Aagesen Goth fra Nykøbing Sjælland Skole i Odsherred blev overrasket med guldkonfetti og jublende elever, da DIF Skole OL og Dansk Skoleidræt kårede hende til Danmarks Sejeste Idrætslærer 2024.
DIF: Fantastisk talentudvikling bag enestående bedrift2.2.2025 19:41:29 CET | Pressemeddelelse
Danmarks Idrætsforbund hylder de danske håndboldherrer og talentudviklingen i dansk håndbold på baggrund af endnu en fantastisk VM-guldmedalje
Bistand til dopingdømte atleter30.1.2025 12:42:38 CET | Pressemeddelelse
DIF og Anti Doping Danmark har indgået en aftale om bistand til atleter, der oplever psykiske udfordringer oven på en dopingsag.
”Vigtig opgave”: DIF underskriver ’Ungeløftet’ om at hjælpe unge tættere på uddannelse og job28.1.2025 16:47:50 CET | Pressemeddelelse
Sammen med et bredt udsnit af organisationer, virksomheder og ministre deltog DIF på topmøde på Marienborg om, hvordan flere unge kommer tættere på uddannelse og beskæftigelse. Deltagerne skrev samtidig under på ’Ungeløftet’, og DIF-idrætten vil blandt andet bidrage gennem initiativet Startblokken.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum