Jesper Buchs unge iværksættere åbner unik butik med dansk modebrand
For første gang får studerende fra Jesper Buchs Iværksætterakademi en ganske særlig mulighed for at prøve kræfter med virkeligheden i den danske detailbranche, når de fra fredag den 5. april skal drive en modebutik i det centrale København helt på egen hånd. Projektet er skabt i samarbejde mellem blandt andre Jesper Buch og BESTSELLER-brandet SELECTED i en fælles ambition om at fremme dansk iværksætteri.

Da den danske serieinvestor og iværksætter Jesper Buch sidste år åbnede Jesper Buchs Iværksætterakademi i samarbejde med Niels Brock, var det med ambitionen om at bygge bro mellem erhvervslivet og de studerende. På studiet får eleverne nemlig en ungdomsuddannelse ud over det sædvanlige med en særlig dannelsesrejse og grundlæggende viden udi iværksætteri og entreprenørskab.
De lærer blandt andet at lægge realistiske budgetter, tale med investorer og lave koldt kanvassalg. Og gennem et nyt samarbejde med det danske BESTSELLER-ejede modebrand SELECTED FEMME/HOMME, får et hold studerende nu også mulighed for at koble teori med praksis, når de gennem to måneder skal drive deres egen fysiske butik og forhandle SELECTED produkter, som de selv har været med til at designe.
En uddannelse for livet
Samarbejdet med SELECTED startede med en workshop tilbage i november 2023. Her fik de unge iværksættere efter en række oplæg fra modevirksomheden til opgave at udvikle et koncept, der tog hensyn til ikke blot design, målgruppe, budget og marketing, men også en fysisk butik og driften heraf.
Efter flere måneders workshops og sparring med både SELECTED og serieinvestoren Jesper Buch selv står eleverne nu klar med deres eget butikskoncept og en række specialdesignede SELECTED-produkter, som sælges eksklusivt i butikken frem til juni. Gennem de næste to måneder skal eleverne selv stå for butiksdriften og marketing-relaterede opgaver for at give dem en autentisk oplevelse af hverdagen i detailhandel. En erfaring, som ifølge deres mentor, Jesper Buch, er ganske uvurderlig.
”Ved at lære – first hand – hvordan man driver en butik, giver vi de unge en unik chance for at integrere faglig viden og praktisk erfaring under deres uddannelse. Det her er ikke kun en uddannelse på papiret. Det er en uddannelse for livet,” siger Jesper Buch, som agerer mentor for de studerende gennem forløbet.
Et indblik i modebranchen
Modevirksomheden SELECTED, som driver mere end 35 butikker i ind- og udland, har foruden en række workshops med deres design-, retail- og social media-ansvarlige også bidraget med produktion af de produkter, eleverne skal forhandle i butikken. Og nu hvor eleverne tager hul på næste kapitel af forløbet med butiksdrift, er SELECTED fortsat med på sidelinjen som sparringspartnere og med økonomisk støtte til markedsføringen, så eleverne har mulighed for at eksperimentere og erfare, hvad der virker, og hvad der ikke gør.
”SELECTED har været sindssygt gode til at hjælpe de unge iværksættere på vej ved at give dem en mulighed for at lave RIGTIGE varer, med en RIGTIG omsætning og RIGTIGE kunder. Det betyder alverden for vores elever, at de får praktisk erfaring,” fortsætter Jesper Buch.
Et fælles formål
Projektet er blevet til i et samarbejde mellem SELECTED, Niels Brock, Jesper Buch og ejendoms- og servicevirksomheden Jeudan A/S, som lægger butikslokaler til pop-up forretningen i Løngangstræde i det centrale København. Og fælles for de mange parter, der er indgået i samarbejdet, er stoltheden af at kunne bidrage til uddannelsen af Danmarks ungdom.
“Jeg synes, det er fantastisk, at Niels Brock sammen med Jesper Buch giver eleverne muligheden for at få så lærerig en oplevelse fra det virkelige erhvervsliv. Der ligger utrolig meget læring i blot at komme i gang, lære af sine fejltagelser og så gøre det endnu bedre. Beslutningen om, at SELECTED skulle understøtte elevernes første erfaringer med iværksætteri, var derfor også nem for os, og afspejler netop den ånd, vi lever efter internt i SELECTED," siger Daniel Mayer, Brand Director hos SELECTED.
Deltag i åbningen
Besøg pop-up butikken fra den 5. april kl. 11.00 på Løngangstræde 20, st. th. i det centrale København.
---
Fakta
- Projektet er skabt i et samarbejde mellem Niels Brock, Jesper Buch, SELECTED FEMME/HOMME og Jeudan A/S.
- Pop-up butikken kan besøges i perioden fra 5/4 – 8/6 2024 mellem kl. 11.00 – 17.30 på Løngangstræde 20, st. th, 1468 København.
- SELECTED FEMME/HOMME er et internationalt modebrand med danske rødder. Siden dets stiftelse i 1997 har SELECTED etableret en distinkt tilgang til tidløst herre- og kvindetøj inspireret af moderne tendenser. SELECTED beskæftiger i dag mere end 320 medarbejdere og driver 37 egne butikker, mens mærkets produkter sælges af 2400 forhandlere spredt over 44 lande.
- Niels Brock er en af Danmarks største uddannelsesinstitutioner med mere end 10.000 kursister og studerende fordelt på merkantile erhvervsuddannelser, HHX, GSK, MBA, bestyrelsesuddannelser og arbejdsmarkedsuddannelser.
- Jesper Buch indtrådte i Niels Brocks bestyrelse i 2022, og i august 2023 åbnede Jesper Buchs Iværksætterakademi for det første hold elever.
---
PRESSENS MULIGHED FOR INTERVIEWS
Pop-up butikken slår dørene op fredag den 5. april kl. 11, hvor ledelsen fra SELECTED og Niels Brock vil deltage og stå til rådighed for interviews med medierne. Jesper Buch er tilgængelig for relevante interviews med medierne fra kl. 13. Adressen er Løngangstræde 20, st. th, 1468 København.
Nøgleord
Kontakter
Lise BlomSenior Communication Specialist
Tlf:+45 25514368lise.thuesen@bestseller.comBilleder








Følg pressemeddelelser fra Bestseller A/S
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Bestseller A/S
BESTSELLER markerer 50 år med solidt resultat10.10.2025 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mens modebranchen fortsat oplever svære betingelser, har BESTSELLER i det seneste regnskabsår 2024-2025 formået at levere et resultat, der peger fremad og skaber forudsætninger for at accelerere virksomhedens udvikling og omstilling. Det sker i året, hvor BESTSELLER også fejrer sit 50-års jubilæum.
BESTSELLERs svar på anklager om børnearbejde24.9.2025 07:50:00 CEST | Pressemeddelelse
I TV 2-programmet ’Bestseller på vrangen’ udgivet den 24. september 2025 fremgår det, at der skulle være mindreårige, som arbejder i BESTSELLERs forsyningskæde – og at børnearbejde er et forhold, som vi ser igennem fingre med. Vi tager skarpt afstand fra disse påstande, og vi mener, at det er kritisabelt, at TV 2 tillader så grove anklager på sendefladen, uden at disse er dokumenteret. TV 2 har modtaget flere beviser for, at de pågældende beskrivelser i udsendelsen ikke kan være korrekte. Alligevel har TV 2 ikke ønsket at ændre udsendelsens indhold. Det mener vi er uacceptabelt både over for seerne, for de berørte virksomheder i Bangladesh og for BESTSELLER. Det er vores oplevelse, at udsendelsen er skabt med en ensidig intention, og derfor er beskrivelser, som præsenteres for seerne, tilsvarende unuancerede og mangelfulde. Vi har løbende og fyldestgørende orienteret TV 2’s redaktionelle ledelse om vores bekymring for udsendelsens indhold samt overtrædelser af ’TV 2’s etiske retningsli
BESTSELLERs svar på tv-udsendelsen ’Bestseller på vrangen’17.9.2025 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
I BESTSELLER er vi uenige i påstande, der hen over to episoder på TV 2 og TV 2 Play bliver fremsat om vores virksomhed, vores arbejdsmetoder og vores ambitioner. Vi tager skarpt afstand fra det billede, som udsendelsen på et delvist udokumenteret grundlag forsøger at tegne – og fra de journalistiske metoder, som er anvendt i programmets tilblivelse. Det er vores oplevelse, at udsendelsen er skabt med en ensidig intention, og derfor er beskrivelser, som præsenteres for seerne, tilsvarende unuancerede og mangelfulde. Vi har løbende og fyldestgørende orienteret TV 2’s redaktionelle ledelse om vores bekymring for udsendelsens indhold samt overtrædelser af ’TV 2’s etiske retningslinjer’.
ONLY lancerer målrettet t-shirt-program af genanvendt tekstil10.9.2025 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Som endnu et led i at integrere tekstil-til-tekstil genanvendt polyester i sin leverandørkæde har et af BESTSELLERs største brands omdannet et program af basistoppe til genanvendt polyester fra tekstilaffald. De første styles er allerede i butikkerne.
Tysk teknologi får støtte fra BESTSELLER til at avancere genanvendelse af polyester20.8.2025 10:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Investeringen fra BESTSELLER følger en omfattende bevilling fra EU, som sikrer, at tyske matterr nu er et stort skridt nærmere deres kommende fabrik, der skal skalere genanvendelsesmulighederne for polyester. Det strategiske partnerskab med matterr sker som led i BESTSELLERs løbende investeringer i udviklingen af fremtidens materialer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum