3F: Nye asbestkrav er livsnødvendigt
20.3.2024 10:19:36 CET | 3F | Pressemeddelelse
Asbest er dødsensfarligt for alle i Danmark. Det er på høje tid, at der nu fremsættes et lovforslag om en autorisationsordning med nødvendige krav til håndteringen af de farlige asbestfibre.
- Det er afgørende, at der i dag er fremsat et lovforslag om, at der skal etableres en autorisationsordningen. Det har vi længe arbejdet benhårdt for med de andre byggeforbund i Bygge-, Anlægs- og Trækartellet, fordi bygningsarbejdere er de allermest udsatte, når det kommer til udsættelsen for den dødsensfarlige asbest. Derfor kan vi godt være stolte af, at lovforslaget nu bliver fremsat til gavn for vores medlemmer særligt i byggefagene, siger Claus von Elling, formand for 3F’s Byggegruppe.
3F’s Byggegruppe organiserer blandt andre nedrivere, murere, tømrere og tagdækkere, som er nogle af de fag, der oftest støder på asbest på arbejdet.
- For mange af vores medlemmer er det helt afgørende, at der kommer autorisationskrav og uddannelseskrav på både indvendigt og udvendigt arbejde med asbest. Det stiller langt større krav end i dag til virksomheder på tværs af branchen. I sidste ende betyder det langt bedre beskyttelse af alle bygningsarbejdere, der møder asbesten, når de går på arbejde, siger Claus von Elling.
Det er dog ikke kun bygningsarbejdere, der vil få gavn af en autorisationsordning. Forbundssekretær i 3F med ansvar for arbejdsmiljø Lene Krabbe Dahl uddyber:
- Asbest er et familien Danmark problem, som er fuldstændig ødelæggende for alt for mange familier. Hvert år dør over 300 danskere af asbestrelateret kræft. Det burde ikke være et problem i 2024, når det har været forbudt at anvende asbest siden 1986. Det er kun på sin plads og på høje tid at sikre, at der er autorisation for arbejdet med asbest.
En autorisationsordning skal stille krav om, at virksomheder, der vil udføre asbestarbejde, har et kvalitets-ledelsessystem og en fagligt ansvarlig i virksomheden, der har taget ekstra uddannelse i håndtering af asbest.
Noget, der ifølge Lene Krabbe Dahl er et stort behov for i lyset af den grønne omstilling og det store renoveringsarbejde, der allerede er i fuld gang i den forbindelse:
- Med de mange grønne renoveringer åbnes tusindvis af bygninger, hvor asbesten har været indkapslet i årtier. Herfra kan disse livsfarlige asbestfibre blive spredt rundt blandt os alle, hvis det ikke bliver håndteret og pakket korrekt. Det er et problem for vores renovationsmedarbejdere, der arbejder med at sortere byggeaffald, siger Lene Krabbe Dahl.
Det er dog ikke kun en autorisationsordning, som politikerne skal se på for at komme asbest til livs.
- Politikerne bør vedtage en handlingsplan for fjernelse af al asbest og etablere et forbud imod indkapsling i Danmark, hvis vi skal komme problemet til livs. Alt for meget asbest bliver ikke fjernet i dag, og det efterlader regningen til kommende generationer siger Claus von Elling.
Om asbest
Asbest er en fællesbetegnelse for en gruppe mineraler, der er naturligt forekommende i visse bjergarter. Asbest var tidligere et populært byggemateriale, da det ikke er brændbart og derfor er velegnet til isolering og brandsikring.
Asbest har været anvendt i en lang række produkter. Det mest kendte er tagplader i bølgeeternit. Forskere anslår, at der er asbest i op mod 1,5 millioner tage i Danmark.
Asbest er også blevet brugt i produkter som vinyl, loftsbeklædning, ventilationssystemer, asfalt, bremsebelægninger, tagpap, maling, puds, fatninger af bakelit til lamper, kabler og isoleringsmaterialer.
Når man fjerner materialer, der indeholder asbest, smuldrer det let. Hvis man for eksempel saver i et eternittag, så støver det. Støvet består af mikroskopiske fibre, som er farlige at indånde, fordi de blandt andet kan føre til lungesygdomme som lungekræft, lungehindekræft og asbestose.
Ingen har overblik over, hvor meget asbest der er, og Danmark har ikke en national handlingsplan for, hvordan vi kommer asbesten til livs.
Kontakter
For yderligere information, kontakt Claus von Elling på 20 96 21 85 eller 3F's pressetelefon på 88 92 88 92.
Følg pressemeddelelser fra 3F
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra 3F
Lærlingelinjen åbner 4. maj: Byggeriets parter klar med samlet indsats for trivsel og trygge oplæringsmiljøer4.5.2026 06:59:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny og uvildig rådgivningslinje åbner for lærlinge i byggeriets uddannelser, hvor de nemt og fortroligt kan få hjælp, hvis de mistrives eller oplever problemer i oplæringen.
3F: Godt med midlertidigt stop for landbrugspraktikanter23.4.2026 17:25:52 CEST | Pressemeddelelse
SIRI har besluttet at stille visse ansøgninger om praktik på det grønne område, fodermester og driftsleder i bero. Det gælder praktikanter fra Uganda, Tanzania og Kenya.
Dansk fagforeningsformand skal stå i spidsen for 1,5 millioner europæiske bygningsarbejdere23.4.2026 12:17:25 CEST | Pressemeddelelse
Formand for 3F’s Byggegruppe Claus von Elling, er valgt som ny formand for det europæiske bygge- og træarbejderforbund, EFBWW. Det sker på et tidspunkt, hvor kampen mod udnyttelse af udenlandske kolleger på tværs af grænser står højt på EU’s dagsorden.
3F: Melding fra Venstre og Konservative klinger hult og hyklerisk21.4.2026 21:04:05 CEST | Pressemeddelelse
Når 3F kigger på fortællingen om velfærdsforliget og sammenholder det med, hvor vi er i dag, står det klart, at der er tale om løftebruddet over alle løftebrud.
Dansk Industri og 3F foreslår nyt asbest-fradrag20.4.2026 13:02:06 CEST | Pressemeddelelse
Fradraget kan være en håndsrækning til de tusindvis af boligejere, som på grund af lav boligværdi er forhindret i at finansiere udskiftning af asbesttag.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum