Kvote 2-ansøgninger til VIAs uddannelser på Campus Horsens udstiller igen behovet for flere engelsksprogede studiepladser
I alt 755 førsteprioritetsansøgninger er tilgået VIAs uddannelser på Campus Horsens under kvote 2 i år. Det er på niveau med sidste år, men resultatet dækker over både fremgang og tilbagegang på de enkelte uddannelser – og så udstiller årets ansøgningstal endnu engang den store efterspørgsel efter flere engelsksprogede studiepladser på ingeniøruddannelserne.
For ingeniøruddannelserne på VIAs Campus Horsens er ansøgningstallene samlet set på niveau med sidste år – i alt 343 personer har søgt ind på en ingeniøruddannelse ved Campus Horsens som første prioritet, hvilket er 16 færre end sidste år.
Opgørelsen domineres dog af tallet for ansøgninger til den populære engelsksprogede uddannelse i Software Technology Engineering – her har hele 250 håbefulde ansøgere søgt uddannelsen som førsteprioritet. Det er godt nok 19 færre end sidste år, men udgør stadig langt flere ansøgninger end det loft på blot 60 pladser, som VIA har lov til at udbyde.
En lignende problemstilling gælder for den engelsksprogede ingeniøruddannelse til Climate and Supply Engineering, der i år har fået 40 førsteprioritetsansøgninger. Her har VIA kun lov til at optage 15 studerende. Og det er en skam, for der er i høj grad efterspørgsel efter de netop disse ingeniørkompetencer i samfundet, forklarer prorektor for VIA, Gitte Sommer Harrits:
”Vi har gjort mange tiltag for at afhjælpe erhvervslivets mangel på ingeniører. Men ansøgningstallene viser, hvor meget det udfordrer, at vi fra politisk hold er blevet pålagt at lukke flere hundrede engelsksprogede studiepladser på ingeniøruddannelser i Horsens, som ellers har tiltrukket både danske og internationale studerende, siger Gitte Sommer Harrits og understreger, at situationen kalder på en politisk løsning:
”Lukningen af de engelsksprogede pladser medfører, at vi igen i år må afvise et stort antal kvalificerede ansøgere, selvom vi kunne uddanne dem til brancher, der skriger på arbejdskraft. I en tid, hvor manglen på blandt andet klima- og it-ingeniører bremser for vækst, innovation og styrket konkurrencekraft i erhvervslivet, er det sagt ligeud både tosset og frustrerende. I VIA håber vi derfor meget, at politikerne med den kommende reform af professionsuddannelserne vil genåbne en betydelig del af de engelsksprogede studiepladser på ingeniørområdet,” siger Gitte Sommer Harrits.
Konkret arbejder VIA – med opbakning fra flere end 100 virksomheder og erhvervsorganisationer – for at få genåbnet 175 engelsksprogede studiepladser på Campus Horsens.
Nye uddannelser bidrager til resultatet
Ser man på resten af ingeniøruddannelserne er det mest iøjnefaldende ved årets ansøgningstal, at førsteprioritetsansøgninger til uddannelsen som maskiningeniør er mere end tredoblet i forhold til sidste år - fra 5 til 17 ansøgere. Det skyldes delvist seks ansøgere til VIAs nye forløb som ingeniørtrainee.
Forløbet som ingeniørtrainee starter op til september og er udarbejdet af VIA i samarbejde med regionens ingeniørvirksomheder. I den nye uddannelsesmodel sikrer VIA de studerendes faglige kompetencer igennem et tilrettelagt forløb med fjernstudie, online undervisning og vejledning. Men de praktiske opgaver og projekter i studiet løser den studerende i virksomheden - med sparring fra erfarne kollegaer. På denne måde bliver virksomheden det daglige studiested for den studerende, hvilket forhåbentlig kan åbne døren til en ingeniøruddannelse for flere, forklarer uddannelsesdekan for VIAs ingeniør- og businessuddannelser, Lotte Thøgersen:
”Idéen med forløbet som ingeniørtrainee er at skabe nye muligheder for at uddanne ingeniører lokalt – der, hvor virksomhederne og de studerende har hjemme. Vores håb er, at det kan bane vejen til ingeniørfaget for nogle, der ellers ikke ville have muligheden for at realisere drømmen om en ingeniøruddannelse. Det gælder ikke mindst i de områder af landet, hvor der er langt til de nuværende uddannelsesudbud,” siger Lotte Thøgersen.
Uddannelsen som ingeniørtrainee udbydes som en netuddannelse, men den regnes med til optaget i Horsens, hvorfra den ordinære maskiningeniøruddannelse også udbydes og administreres.
Danmarks eneste bandagistuddannelse
Sideløbende med den nye ingeniøruddannelse åbner VIA også en ny bandagistuddannelse, der ligeledes starter op på Campus Horsens til september i år. Uddannelsen har fået 9 førsteprioritetsansøgninger på kvote 2, og det er en fin start for et helt nyt udbud, forklarer VIAs prorektor, Gitte Sommer Harrits:
”Det er altid spændende, når man starter en helt ny uddannelse op, som ikke er kendt i forvejen. Derfor er vi glade for, at vi ser ud til at kommer godt i gang med den nye bandagistuddannelse, og vi håber selvfølgelig på mange flere ansøgninger gennem kvote 1 i juli. Uddannelsen vil gøre en vigtig forskel i forhold til det kraftigt stigende antal patienter med fx diabetes, amputationer, behov for rygkorsetter og meget andet,” siger Gitte Sommer Harrits.
Den nye uddannelse til bandagist - med den officielle titel Professionsbachelor i protese- og ortoseteknologi - slår dørene op på Campus Horsens til september, hvor den bliver Danmarks første og eneste uddannelse af sin slags. Hidtil er danske bandagister blevet uddannet i Sverige.
Fakta: Fremgang og tilbagegang på VIAs uddannelser i Horsens
- Med 47 førsteprioritetsansøgninger har VIAs sygeplejerskeuddannelser på Campus Horsens blot en enkelt ansøgning mindre end sidste år.
- Pædagoguddannelsen på Campus Horsens oplever en mindre tilbagegang til 44 ansøgninger, hvilket er 9 færre end sidste år.
- For byggeriuddannelserne er ansøgningstallet gået frem til 306 førsteprioritetsansøgninger i år fra 270 sidste år. Fremgangen er hovedsageligt drevet af en stigning på 30 ansøgninger til uddannelsen for Architectural Technology and Construction Management.
- Dertil kommer en stigning fra 32 til 39 førsteprioritetsansøgninger til uddannelsen som Bygningskonstruktør.
- Se her skemaer med kvote 2-tallene – opdelt på henholdsvis byer og uddannelser: https://www.via.dk/om-via/presse/kvote-2
Fakta om kvote 2:
- I kvote 2 er det en samlet bedømmelse af karakterer og livserfaringer fra eksempelvis jobs, højskoleophold, rejser og frivilligt arbejde, der afgør, om ansøgerne bliver optaget på de uddannelser, de har søgt ind på. Der er hvert år ansøgningsfrist gennem kvote 2 den 15. marts kl. 12.00. Kvote 2-ansøgningerne bliver i de kommende dage behandlet i VIAs optagelsescenter.
- I kvote 1, som hvert år har ansøgningsfrist den 5. juli kl. 12.00, bliver ansøgerne udelukkende vurderet på basis af deres karaktergennemsnit fra gymnasiet.
- Den 26. juli er i år datoen, hvor ansøgerne gennem både kvote 1 og 2 får besked på, om de er optaget på en af de uddannelser, de har søgt ind på.
For yderligere oplysninger, kontakt:
- Gitte Sommer Harrits, prorektor ved VIA University College. Mobiltelefon: 87 55 18 76. E-mail: gish@via.dk
- Harald Mikkelsen, rektor ved VIA University College. Mobiltelefon: 87 55 10 01. E-mail: hm@via.dk
- Anders Ankerstjerne, journalist i VIAs kommunikationsafdeling. Mobiltelefon: +45 87 55 15 32. E-mail: aank@via.dk
Kontakter
Anders Ankerstjerne KristensenPR og Intern Kommunikation
Tlf:87551532aank@via.dkGitte Sommer HarritsVIA University College
Tlf:87 55 18 76Tlf:87 55 1876gish@via.dkHarald MikkelsenRektorDirektionen / VIA University College
Tlf:87551001hm@via.dkKiri KesbyJournalistPR og Intern Kommunikation / VIA University College
Tlf:87 55 14 61kike@via.dkBilleder
Fakta om VIA University College:
- VIA er en professionshøjskole med 20.000 studerende og 42 forskellige professionsbacheloruddannelser i 11 af de 19 kommuner i Region Midtjylland.
- VIA understøtter velfærdssamfundet ved blandt andet at uddanne til lærer, pædagog, sygeplejerske, socialrådgiver, fysioterapeut, bioanalytiker og professionsbachelor i skat. Målrettet det private erhvervsliv udbyder VIA blandt andet uddannelser til ingeniør, bygningskonstruktør, designer og filmanimator.
- VIA uddanner til hele den midtjyske region og har campusser med flere uddannelser under samme tag i Aarhus, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro. Dertil kommer udbud i Nørre Nissum, Skive, Ikast og Grenaa.
- VIAs professionsrettede uddannelser foregår i en vekselvirkning mellem teori og praksis samt praktikperioder.
- VIA er en af Nordens største udbydere af målrettet kompetenceudvikling til en lang række brancher inden for både den private og offentlige sektor.
- VIA bedriver praksisrettet forskning, udvikling og innovation i syv forskningscentre. Forskningsaktiviteterne har fokus på fx pædagogik, læring, sundhed, demens, klima og bæredygtig udvikling.
Læs mere om VIA University College på www.via.dk
Følg pressemeddelelser fra VIA University College
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra VIA University College
Ny forskning skal styrke især drenges sproglige udvikling17.12.2024 14:51:26 CET | Pressemeddelelse
Med 12 millioner kroner i støtte skal et nyt forskningsprojekt afdække, hvordan efteruddannelse og ledelse kan bidrage til at forbedre små børns sprog. Projektet bliver gennemført af Aarhus Universitet, VIA University College og VIVE.
VIA åbner ny type IT-uddannelse16.12.2024 11:29:22 CET | Pressemeddelelse
Fra 2025 er der mulighed for at uddanne sig til softwareingeniør, mens man er ansat som trainee i en virksomhed og samtidig modtager digital undervisning. Interesserede fra hele landet kan benytte det nye, fleksible uddannelsesformat, som VIA University College har udviklet sammen med en række erhvervsråd og virksomheder.
Grønt lys til fuld læreruddannelse i Holstebro3.12.2024 14:17:08 CET | Pressemeddelelse
Fra sommeren 2025 kan lærerstuderende på læreruddannelsen i Holstebro tage en fuld uddannelse i byen. Det har Uddannelses- og Forskningsministeriet netop givet grønt lys til.
Ny uddannelsesleder for HF i Nørre Nissum28.11.2024 08:48:01 CET | Pressemeddelelse
Søren Højris Jensen er ny uddannelsesleder for HF i Nørre Nissum. Han er i forvejen et kendt ansigt, da han siden 2012 har været tilknyttet stedet, først som underviser og siden 2018 som faglig-pædagogisk leder. Karen Haahr Larsen er desuden fastansat i stillingen som kostskoleleder.
VIA vil arbejde for fortsat ungdomsuddannelse i Nr. Nissum11.10.2024 11:17:31 CEST | Pressemeddelelse
Med regeringens reformudspil for ungdomsuddannelserne lægges der op til at lukke det nuværende HF. Men står det til VIA University College, bør ungdomsuddannelsen i Nr. Nissum alligevel have mulighed for at fortsætte.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum