Fire sønderjyske ildsjæle og foreninger modtager priser på i alt 50.000 kr.

Del

Andelskassen hylder Martin Güttel Thomsen fra Lysabild SG Fodbold, Ulkebøl Spejdergruppe – Det Danske Spejderkorps, Dybbøl IU Håndbold og Notmark Sogns Ungdomsforening – Gymnastik og tildeler dem Andelskasseprisen 2024 og tre ”Sammen kan vi mere-priser 2024” i aktionærkreds Sønderjylland. Med priserne følger i alt 50.000 kr.

De 4 prismodtagere i aktionærkreds Sønderjylland
De 4 prismodtagere i aktionærkreds Sønderjylland

På Andelskassens aktionærmøde 11. marts 2024 i Augustenborghallerne uddelte Andelskassen traditionen tro Andelskasseprisen og tre ”Sammen kan vi mere-priser”. Priserne går til små og store initiativer, der skaber glæde, udvikling og sammenhold, og som gør en forskel i lokalsamfundet.

Martin Güttel Thomsen gør en stor indsats som fodboldtræner i Lysabild SG Fodbold.

”Martin er fodbold træner med et kæmpe hjerte, han er en stor drivkraft bag pigefodboldholdet. Han formår at se det bedste i ALLE piger og spreder godt humør. Pigerne er samlet fra seks forskellige skoler, og det er fedt at se pigerne udvikle venskaber på tværs af skolerne og følges videre ud i livet på uddannelse osv. Alt i alt Martin er en super dejlig gut, der brænder for lokalsport og for at gøre en forskel i de her pigers liv.”

Sådan lyder det blandt andet i indstillingen, Andelskassen modtog på Martin. Martin modtog Andelskasseprisen 2024 og 5.000 kroner samt en kurv med velsmagende specialiteter.

I indstillingen for Ulkebøl Spejdergruppe lyder det blandt andet:

”Ulkebøl spejdergruppe er en forening bestående af imødekommende og hjælpsomme spejdere og ledere. Gruppen har gennem flere år været søde og har hjulpet andre af områdets spejdergrupper, der har haft brug for hjælp. Det er dejligt, at der er ressourcer, hjælpsomhed og imødekommenhed hos Ulkebøl Gruppe til at hjælpe andre mindre spejdergrupper, der måske ikke er så mange spejderledere eller spejdere. 
Sammen er vi stærkere, og vi løfter alle bedre i flok – derfor er det godt med grupper, der har overskud til at hjælpe andre og sammen kan skabe en masse gode oplevelser og minder for spejderne, uanset hvilken gruppe de tilhører.”

Ulkebøl Spejdergruppe modtog en af de tre Sammen kan vi mere-priser 2024 og 15.000 kr.

Næste Sammen kan vi mere-pris gik til Dybbøl IU Håndbold, og i indstillingen var der lagt vægt på:

”Dybbøl Håndbold har en aktiv Para-håndboldafdeling for mennesker med udviklingshandicap. Para-afdelingen er i dag inkluderet i resten af klubben og er bl.a. begyndt at træne samtidig med resten af klubbens børne- og ungdomshold. Det er givende og lærerigt for alle at skulle kunne rumme og respektere denne diversitet. På kort tid er Para-afdelingen vokset til næsten 30 brugere fra hele Als, og de frivillige har virkelig fået skabt et motiverende frirum i en til tider hektisk hverdag for brugerne.”

Dybbøl IU Håndbold modtog også en Sammen kan vi mere-pris 2024 og 15.000 kr.

De sidste modtagere af en af de tre Sammen kan vi mere-priser 2024 og 15.000 kr. gik til Notmark Sogns Ungdomsforening – Gymnastik. I indstillingen lyder det blandt andet:

”Instruktørerne i gymnastikafdelingen har stablet den største omgang sommergymnastik på benene, 110 gymnaster i alderen 6-12 år. Det er foreningens frivillige, der står for hele arrangementet, og der er brug for alle, uanset alder eller kompetencer. Dette sammenhold afspejler instruktørteamet gennem hele sæsonen, for de kender hinanden og hjælper hinanden. Det gode samarbejde smitter også af på gymnasterne, og flere glæder sig til at blive ældre, så de kan være en del af teamet.”

Udover prisuddelinger på i alt 50.000 kr. til prismodtagere i aktionærkreds Sønderjylland var der god mad, valg af aktionærråd og et foredrag ved livsstilsekspert Anne Glad på programmet. Og så naturligvis et oprids af det forgangne år i banken. Her fortalte administrerende direktør, Jan Pedersen, blandt andet om, at Danske Andelskassers Bank – i daglig tale Andelskassen – i februar præsenterede et årsregnskab for 2023, der viste et historisk resultat før skat på 303,8 millioner kroner.

Mødet var for aktionærer i aktionærkreds Sønderjylland og var det tredje af fire aktionærmøder, som Andelskassen afholder i marts. Der deltog omkring 290 aktionærer til mødet.

Fakta:

Andelskassen uddeler hvert år Sammen kan vi mere-priserne og Andelskasseprisen til personer, grupper, virksomheder eller foreninger, der gør en forskel i deres lokalsamfund. Priserne uddeles i bankens aktionærkredse og består af fire priser til en samlet værdi af 50.000 kr. pr. aktionærkreds.

Andelskasseprisen er en særlig anerkendelse til en person eller et par, som har gjort en særlig indsats for et af aktionærkredsens lokalområder inden for det sociale, erhvervsmæssige eller kulturelle/sportslige områder. Her uddeler Andelskassen et beløb på 5.000 kr.

”Sammen kan vi mere-priserne” består af tre priser på hver 15.000 kr. Disse priser en særlig anerkendelse til tre foreninger, grupper eller lignende, der i det forløbne år har gjort en særlig indsats for et af aktionærkredsenes lokalområder inden for det sociale, erhvervsmæssige eller kulturelle/sportslige område.

Kontakter

Billeder

Prismodtager Martin Güttel Thomsen sammen med Marcus Rey (th), aktionærrådsformand i aktionærkreds Sønderjylland
Prismodtager Martin Güttel Thomsen sammen med Marcus Rey (th), aktionærrådsformand i aktionærkreds Sønderjylland
Download
Prismodtagere fra Ulkebøl Spejdergruppe sammen med Marcus Rey (th), aktionærrådsformand i aktionærkreds Sønderjylland
Prismodtagere fra Ulkebøl Spejdergruppe sammen med Marcus Rey (th), aktionærrådsformand i aktionærkreds Sønderjylland
Download
Prismodtagere fra Dybbøl IU Håndbold sammen med Marcus Rey (th), aktionærrådsformand i aktionærkreds Sønderjylland
Prismodtagere fra Dybbøl IU Håndbold sammen med Marcus Rey (th), aktionærrådsformand i aktionærkreds Sønderjylland
Download
prismodtagere fra Notmark Sogns Ungdomsforening – Gymnastik sammen med Marcus Rey (th), aktionærrådsformand i aktionærkreds Sønderjylland
prismodtagere fra Notmark Sogns Ungdomsforening – Gymnastik sammen med Marcus Rey (th), aktionærrådsformand i aktionærkreds Sønderjylland
Download

Danske Andelskassers Bank – i daglig tale Andelskassen – er en børsnoteret bank med hovedkontor i Hammershøj og 18 afdelinger rundt i landet. I hele organisationen tager vi afsæt i, at vi tror på, at alle har brug for gode relationer. Det er det, der får os til at sige højt, at vi er mere end bare en bank. Vi er mennesker, der interesserer os for andre mennesker. Det præger vores rådgivning af både privat- og erhvervskunder.

Følg pressemeddelelser fra Danske Andelskassers Bank A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danske Andelskassers Bank A/S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye