Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Fra børnemad til ældremad: Billetsalget til madfestival for Københavns offentlige køkkener er i gang

Del

I dag, 11. marts 2024, starter billetsalget til tredje udgave af madfestivalen Spis med i vores køkkener. Otte institutioner åbner dørene for en enkelt dag og inviterer til middag, så københavnere kan smage den mad, der hver dag serveres til byens børn, skoleelever, ældre og udsatte.

Fotograf: Sophie Due Food Organisation of Denmark

Hvis man er nysgerrig på, hvordan maden i Københavns Kommune smager, så har man nu chancen. I anledning af madfestivalen Spis med i vores køkkener inviterer otte institutioner til en sjov og anderledes madoplevelse.

For første gang har madfestivalen et rehabiliteringscenter og et fritidscenter med i programmet.

Neurorehabilitering – Kbh er et rehabiliteringscenter for mennesker med erhvervet hjerneskade beliggende i Hellerup lige ved Tuborg Havn. Den 26. april inviterer centeret til frokost, hvor gæsterne kan smage den mad, som borgerne får serveret, når de er i et rehabiliteringsforløb efter deres hjerneskade.

Klubben Thomas P. Hjejle er et fritidscenter for 300 børn og unge lige ved Nørreport i København K. Den 16. april serverer kokken Rasmus From sammen med klubbens unge et udvalg af de grønne livretter, der kan købes i klubben hver dag efter skole.

Programmet for madfestivalen består også af middage i daginstitutioner, folkeskoler, plejehjem og sociale tilbud, og det hele foregår i uge 15 – 17.

”Når vi spiser sammen, styrker vi fællesskabet og vores sundhed. Vi får energi til en krævende dag i skolen, træning eller til at rejse os efter sygdom. Når vi laver mad, kan vi ikke undgå at belaste klimaet. Men vi har indflydelse på, hvor stort klimaaftrykket er fra det, vi spiser. Hver eneste dag gør medarbejderne det bedste for at servere velsmagende, sunde og klimavenlige retter for københavnerne. Vi har høje ambitioner, køber grønt ind, og følger op på, hvordan vi kan gøre det endnu bedre. Jeg glæder mig til at invitere københavnerne ind i vores køkkener, så de kan opleve, hvordan vi arbejder,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.

København er grøn frontløber
Med Spis med i vores køkkener vil Københavns Kommune vise københavnerne, at de offentlige køkkener viser vejen for en grøn, sund og vital madby.

Københavns Kommune serverer hver dag 70.000 måltider for kommunens børn, unge, ældre og udsatte, og de kommunale køkkener er frontløbere, når det gælder økologisk og klimaansvarlig mad.

Siden 2015 har køkkenerne ligget på over 80 % økologi, og fra 2018 og frem mod 2025 skal klimaftrykket være reduceret med 25 %.

”Madfestivalen er en oplagt mulighed for, at familierne kan komme ind og opleve de gode madordninger, vi har i Københavns skoler, klubber og dagtilbud. Det er afgørende for børn og unges trivsel, at de har mulighed for at få et sundt, økologisk måltid af god kvalitet når de er væk hjemmefra, og vi er stolte af, at der i dag på alle vores skoler, børnehaver og vuggestuer er mulighed for dette. Og så er mad jo ikke bare noget, man spiser. På ca. en tredjedel af vores almene folkeskoler, er eleverne på skift med til at tilberede maden til skolens andre elever, og det er stærkt at se, hvor engagerede en flok 5.-klasses elever bliver, når de har køkkenturnus og får ansvar for det fælles måltid”, siger børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager.

”Den mad, vi serverer for de ældre, skal ikke bare smage godt og være sund og nærende. Både på vores plejehjem og rehabiliteringscentre fokuserer vores medarbejdere også i høj grad på at styrke fællesskabet og skabe livskvalitet og glæde i hverdagen gennem måltidet. De senere år har vores køkkenmedarbejdere desuden også arbejdet målrettet på at gøre maden mere klimavenlig. Alt dét håber jeg, at mange københavnere har lyst til selv at opleve ved at lægge vejen forbi ét af vores Spis med-arrangementer,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling.

”Vi kan alle savne inspiration til at få mere bæredygtig mad på spisebordet. Derfor er det genialt, at flere københavnere nu får mulighed for at smage på maden fra kommunens køkkener på madfestivalen ”Spis med i vores køkkener”. Vi spiser stadigvæk alt for meget kød i Danmark. Derfor er det vigtigt, at vi har fokus på grønnere madvaner og økologi. Det er både godt for sundheden og for klimaet. I Københavns Kommune tilbereder vi tusindvis af måltider til blandt andet socialt udsatte borgere hver eneste dag. Gode, sunde måltider skaber samtidig mulighed for at dyrke sociale fællesskaber, der kan være med til at forebygge ensomhed, og dermed kan måltidet være noget, som samler os”, siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen.

Oversigt: Her er årets program  
Spis med i vores køkkener består af otte middage.

Eat Skolemad på Oehlenschlægersgades Skole
Kompasset, et aktivitet- og samværstilbud på Amager
Klubben Thomas P. Hjejle, et fritidscenter i København K
Fountain House, et aktivitet- og samværstilbud på Østerbro
Hørgården, et plejecenter på Amager
Ellebjerg Skole, en nystartet madskole i Sydhavn
Den Grønne Kastanje, en daginstitution i København K
Neurorehabilitering – Kbh, et rehabiliteringscenter i Hellerup

Billetsalg
En billet koster 60 kr. per person.
Billetter til Spis med i vores køkkener kan købes på madbillet.dk og her: Spis med i vores køkkener | Mad og Måltider

Pressefoto
Fotograf: Sophie Due / Food Organisation of Denmark

Kontakt 
Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen via pressekonsulent Sofie Rønde Mathiesen
T: 2137 4845
E: s43w@kk.dk

Food Organisation of Denmark via kommunikationsrådgiver Ida-Maj Fiskbæk
T: 5025 6523
E: idamaj@thefoodproject.dk

Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager via pressekonsulent Dianna Maria Simonsen Smith på pressetelefonen: 2945 4073.

Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling via pressetelefonen på 2382 8082.

Socialborgmester Karina Vestergård Madsen via Socialforvaltningens pressetelefon: 2325 6653.

Fakta 

  • Spis med i vores køkkener er en madfestival for det offentlige måltid i Københavns Kommune. I 2024 afholdes festivalen for tredje gang.

  • Festivalen foregår 9.-26. april 2024 samt under Copenhagen Cooking i august, hvor otte offentlige køkkener inviterer på middag.

  • I de sidste 20 år har Københavns Kommune prioriteret mad og måltider højt. Der er gennemført en ambitiøs omlægning, og målet er, at 90 % af maden i de kommunale måltider skal være økologisk.
  • I 2019 vedtog Københavns Kommune en mad-og måltidsstrategi. Strategien udfoldes under fem temaer, der skal sikre, at arbejdet med mad og måltider er helhedsorienteret:
      • Maden skal give den rette ernæring og styrke sundheden.
      • Velsmag, kvalitet og madglæde skal være i højsædet.
      • Måltiderne skal være bæredygtige og klimaansvarlige.
      • Vi skal styrke sociale fællesskaber, madkultur og maddannelse.
      • København skal være en sund, grøn og vital madby.

    • Ambitionen er, at kommunens mere end 1000 køkkener har reduceret klimaaftrykket med 25 % fra 2018 og frem mod 2025.

Spis med i vores køkkener præsenteres af Københavns Kommune.  
Læs mere om mad- og måltidsstrategien her: https://maaltider.kk.dk/for-borgere

Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Ny erhvervsstrategi skal sikre bedre virksomhedsservice, internationalt fokus og et mere klimavenligt København19.4.2024 07:22:57 CEST | Pressemeddelelse

Københavns Kommunes nye erhvervsstrategi er netop vedtaget af Borgerrepræsentationen. Strategien skal fastholde Københavns position som en stærk og international erhvervsby i udvikling og med god service til byens virksomheder. København skal sammen med byens virksomheder fortsat skabe vækst, understøtte den grønne omstilling og styrke den internationale konkurrenceevne.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye