PROSA

It bliver udviklet af mænd – det er et problem, mener PROSA

Del

I anledning af kvindernes internationale kampdag har PROSA – forbundet af It-professionelle gennemgået udviklingen i andelen af kvinder i it-branchen fra 2014-2023. Tallene er på en og samme tid opløftende og nedslående.

Foto af Curt Raavig, næstformand i PROSA - forbundet af It-professionelle
Curt Kjærsgaard Raavig, næstformand i PROSA - forbundet af It-professionelle, foto: Jakob Boserup

Den opløftende nyhed er, at andelen af kvinder i it-uddannelse og - beskæftigelse i Danmark er steget. Den nedslående nyhed er, at den hardcore it-udvikling stadig er et mandefag.  

Jeg er opløftet over, at vi i it-faget generelt oplever en positiv ændring i kønsdiversiteten, og at vi ser en stigning i andelen af kvinder, der uddanner sig og er beskæftiget i it-faget. Det vil have en klar og god afsmitning på arbejdsmiljøet”, siger næstformand Curt Kjærsgaard Raavig og tilføjer:

Men digitalisering vinder større og større indpas i alle kroge af vores samfund, og derfor er jeg nedslået over, at kønsdiversiteten i optaget på uddannelserne med de hardcore it-udviklingskompetencer, f.eks. datamatikerne og datalogerne, på trods af en mindre vækst er helt skæv. Det betyder, at dem, der udvikler konstruktionskompetencerne i it, primært er mænd, og udover at det kan bidrage til enfoldige og usunde arbejdsmiljøer, så kan det også bidrage til bias i it-udvikling. Lidt forsimplet sat op betyder det, at it bliver udviklet af mænd til mænd."

Når PROSAs næstformand skal analysere, hvorfor tendensen til, at kvinder i højere grad vælger de it-tunge fag fra, falder tanken bl.a. på to undersøgelser fra 2020, som blev udarbejdet af KVINFO for PROSA. Undersøgelserne dokumenterede store problemer med chikane og krænkelser på landets it-arbejdspladser og it-uddannelser. Rapporterne viste, at der var problemer med både seksuel chikane og nedladende kommentarer om kvinders køn.

Link til undersøgelserne:

https://www.prosa.dk/fileadmin/user_upload/Politik/Chikane_i_it-faget/Kn%C3%A6k_tonen.pdf

https://www.prosa.dk/fileadmin/user_upload/Politik/Chikane_i_it-faget/Kn%C3%A6k_Koden.pdf

Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi stadig kan gøre mere for at forebygge krænkelser og skabe inkluderende miljø på både it-studierne og -arbejdspladserne, og selv om en drengerøvskultur ikke er hele forklaringen på manglen på kvinder, så er det et sted, hvor vi kan og skal være bedre til at sætte ind.  For hver gang vi får lidt flere kvinder ind i branchen, igangsætter vi en positiv spiral, som gradvist mindsker problemet med ekskluderende og krænkende miljøer.”

Næstformanden hæfter sig også ved en ny undersøgelse, der viser, at kløften mellem mænd og kvinder i alderen 18-34 på ligestillingsspørgsmål er større end nogensinde før, og hvor det store fokus på ligestilling har skabt en maskulin modreaktion.

Læs: Ny stor undersøgelse: Der er opstået en kæmpe kløft mellem unge mænd og kvinder. 

”Jeg er bekymret for, at it-faget indkapsler nogle de tendenser, vi ser andre steder i samfundet, hvor kløften mellem kønnene bliver for stor. Det er ultra-vigtigt, at vi ikke booster et kønsopdelt arbejdsmarked, og derfor vil jeg her på kvindernes internationale kampdag gerne kaste en bold op, som jeg håber, at vores digitaliserings- og ligestillingsminister vil gribe: Lad os lave et overblik over, hvad der virker – fx et dynamisk best practise-katalog til, hvordan vi får flere kvinder ind i it-faget. Lad os følge udviklingen systematisk, også omkring krænkelser og chikane. Lad os skele til andre lande og brancher, der er lykkes med en større grad af kønsdiversitet. Lad os samles til en rundbordssnak, med gode kræfter fra både erhvervsliv og it-uddannelser,” siger Curt Kjærsgaard Raavig og afslutter:

”Min drøm er, at it-faget bliver broen mellem kønnene, men det kræver, at vi sætter ind nu.

PROSA arbejder aktuelt på en håndbog, der samler best practice-eksempler, hvor det er lykkedes at få flere kvinder ind på it-studier og - arbejdsmarkedet. Indholdet bliver baseret på forskning og studiesteders egne erfaringer.

Fakta

  • Fra 2014-2023 er optaget af kvinder på it-uddannelserne steget fra 27 pct. til 32,3 pct.
  • Tal fra Danmarks statistik viser, at andelen af kvinder, der er uddannet eller beskæftiget inden for it er steget.
  • På uddannelsesområdet dækker det over en enorm spredning:
    • 70 pct. er kvinder på uddannelser, som er grupperet under ”kommunikation”, og som kombinerer it-faglige elementer og kommunikation.
    • 70 pct. er kvinder på multimedieuddannelsen.
    • 50 pct. er kvinder på uddannelser, som er grupperet under ”Design mv.
    • 15 pct. er kvinder på datamatikeruddannelsen.
    • 18 pct. er kvinder på datalogi.
  • Fra 2014-2023 er optaget af kvinder på datamatikeruddannelse steget fra 10 til 15 pct.
  • Fra 2014-2023 er optaget af kvinder på datalogi steget fra 7 pct. til 18 pct.
  • Særligt datalogiuddannelsen på Københavns Universitet har formået at have en relativ stabil vækst i andelen af optagede kvinder år for år. De er nu oppe på omkring 20 pct. optagede kvinder. Her er det værd at bemærke, at alle udbudssteder af datalog startede med at have mellem syv og otte procent optagede kvinder.

Fakta fra undersøgelserne om chikane i it-faget fra 2020

  • 44,5 procent af de adspurgte kvinder på arbejdspladserne angav, at de havde været udsat for en eller flere krænkende handlinger.
  • 36,8 procent af de adspurgte kvinder på studiestederne angav det samme. De tilsvarende tal for mænd var 12 procent og 7,5 procent.


PROSA har i 2024 forsøgt at gentage spørgsmålene fra KVINFOs 2020-undersøgelse, men pga. et meget begrænset antal besvarelser fra medlemmerne har det ikke været muligt at konkludere, hvorvidt der er sket en udvikling. 

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra PROSA

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra PROSA

PROSA anmoder justitsministeren om at opløse KL ved lov1.4.2024 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse

PROSA - Forbundet af It-professionelle har i dag, 1. april 2024, anmodet Justitsministeren om at ophæve Kommunernes Landsforening (KL) ved lov. Baggrunden for denne opsigtsvækkende anmodning skal findes i Datatilsynets nylige påbud til 53 kommuner omkring videregivelsen af skoleelevers personoplysninger til Google (kendt som Chromebook-sagen). Her har KL argumenteret for, at de ønsker at fortsætte kommunernes ulovlige brug af Chromebook og mener, der er et behov for lovliggørelse af forholdet gennem en indgriben fra Folketinget.

Fire fagforeninger går sammen om at styrke arbejdsforhold og vilkår i spilbranchen – lancerer fælles website8.2.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse

Spilbranchen har i mange år været kendetegnet ved lav organiseringsgrad, lavere lønninger end den øvrige it-branche og pressede arbejdsforhold. Ofte må spiludviklere forlade branchen efter få år, fordi vilkårene er så pressede. Der er samtidig blevet spekuleret i, at mange medarbejdere har spiludvikling som passion, og det har kunnet udnyttes til at presse lønninger og hæve arbejdstiden. Spilbranchen tiltrækker samtidig mange udenlandske udviklere, som ikke har samme blik for rettigheder og arbejdsvilkår i den danske model.

PROSA om digitaliseringsudspil: På rette vej, men slet ikke ambitiøst nok16.11.2023 13:59:30 CET | Pressemeddelelse

De it-professionelles fagforening, PROSA, er ved første gennemsyn af regeringens nye digitaliseringsudspil ikke specielt begejstrede: "Teknologiforståelse er stadig blot et valgfag i Folkeskolen, og der er ikke for alvor sat rammer for udrulning af digitale offentlige systemer. Kun 800 millioner kroner over 4 år til digital udvikling. Men mange gode takter i forhold til efteruddannelse, implementering af AI og grøn energi". Det konstaterer PROSAs formand, Niels Bertelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye