Kvinderådet

125 år som samlende stemme for kvinders rettigheder og ligestilling

Del

Kvinderådets historie er på mange måder historien om at gøre det umulige muligt. Det fejrer vi i dag, hvor Kvinderådet kan se tilbage på 125 år som samlende tværpolitisk civilsamfundsstemme for kvinders rettigheder og ligestilling. I en tid med polarisering og tilbageslag for kvinders rettigheder og ligestilling er behovet for alliancearbejde og balancegangen ikke blevet mindre.

At blive en gammel dame på hele 125 år er en tid til at se fremad og styrke vores position som en samlende stemme for kvinders rettigheder og ligestilling. Der er sket meget siden dengang Kvinderådet blev født ud af en kamp for helt fundamentale rettigheder. Energien har vi stadig og også bevidstheden om, at det kræver handling at skabe forandring.

Dette jubilæum er ikke blot et tal. Det er et symbol på vedholdenhed, mod og fremskridt. Det er en fejring af de kvinder, der gik foran os, kvinder hvis utrættelige engagement stadig inspirerer os og former vores fremtid. Og det er også en påmindelse om vores forpligtelse til at fortsætte kampen for mere retfærdig og lige verden.

En øget bevilling på Finansloven (2022-2024) gjorde det i 2023 muligt at intensivere indsatsen indenfor Kvinderådets kerneområder, ligesom støtten og opbakningen fra vores medlemmer stadig i dag gør det muligt at varetage interessearbejdet for kvinders rettigheder og ligestilling, forankret i civilsamfund, og på tværs af interesser, politiske partier, organisationer og institutioner.

Vi har styrket fokus på vores fire kerneområder: eliminere kønsbaseret vold, sikre sundhed og reproduktiv retfærdighed, opnå social og økonomisk ligestilling og skabe reel lige adgang til magt og indflydelse. Det gør vi igennem overvågning, debat og demokratiske samtaler, politisk påvirkning samt vidensdeling og samarbejde.

”Som forkvinde er jeg enormt stolt af at stå i spidsen for de mange, der sammen kæmper for et bæredygtigt og demokratisk samfund, baseret på ligestilling og hvor kvinders rettigheder anerkendes og respekteres som menneskerettigheder. Det er en meget vigtig opgave at få mange så forskellige aktører med om bord, og vores historie viser, at det lykkes år for år igennem samarbejde om vores fælles sag - dette er nøglen til den vedvarende positive forandring”, siger forkvinde Maria Jose Landeira Østergård.

Tak til alle vores medlemsorganisationer for deres utrættelige og vedholdende engagement, hårdt arbejde og villighed til at samarbejde for kvinders rettigheder og ligestilling. Havde kvindebevægelsen ikke slået sig sammen dengang, havde vi nok ikke kunne fejre de succeser, som vi trods modvind har opnået. Det kræver samling at fokusere handling, og det kræver fokuseret handling at skabe forandring.

Tillykke til alle kvinder, mænd og samarbejdspartnere og særligt vores medlemsorganisationer: Afghansk Kvindeforening i Danmark, Blossom, BUPL, Center for Voldsforebyggelse, Danner, Dansk Journalistforbund, Djøf, Dansk Kvindesamfund, DM, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Handicaporganisationer, Danske Kvindelige Lægers Forening, De grønne pigespejdere, Den Irakiske Kvindeforening i Danmark, Det Radikale Venstres Ligeretsudvalg, Enhedslistens Kvindeudvalg, 3F, Feministisk Forandring, FN-forbundet, FOA, Forbundet Arkitekter og Designere, Frelsens Hærs Kvindekreds, Gymnasieskolernes Lærerforenings Ligestillingsudvalg, HK Danmark, IDA, Jordemoderforeningen, KFUKs Sociale Arbejde, Kost og Ernæringsforbundet, Kurdisk Kvindeforening, Kvindelige Kunstneres Samfund, Kvindehuset i Aarhus, KØN Gender Museum Denmark, Kvinder i Musik, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, LOKK, Nyt Europa, Oasis, Sex og Samfund, Socialistisk Folkepartis Ligestillingsudvalg, Socialdemokratiet, Socialpædagogernes Landsforbund, Soroptimist International Danmark, Søstre mod Vold og Kontrol, Venstre, Virksomme Kvinder, Voldstægtsofres Vilkår, WIZO i Danmark, Zonta.

I Kvinderådet er vi klar til fremtiden og til fortsat at handle, inspirere og motivere hinanden til sammen at skabe de tiltrængte forandringer for at opnå en verden med lige ret og muligheder for alle mennesker - uanset køn, geografi, etnicitet, sociale, kulturelle og økonomiske vilkår og alle de andre forhold som spiller ind.

Sammen vil vi skrive de næste kapitler i Kvinderådets historie og arbejde for en fremtid, hvor ligestilling er en selvfølgelighed.

Kontakter

Alle pressehenvendelser bedes sendes til kvr@kvinderaad.dk

Billeder

Følg pressemeddelelser fra Kvinderådet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kvinderådet

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye