Nationalbankdirektør Per Callesen fratræder
Nationalbankdirektør Per Callesen har ønsket at fratræde sin stilling som medlem af Nationalbankens direktion efter 13 år på posten. Fratrædelsen vil ske, når der er udpeget et nyt medlem af direktionen og senest med udgangen af august.

"Det har været et stort privilegium for mig at være en del af Nationalbankens direktion og stå i spidsen for en så vigtig samfundsinstitution som Nationalbanken. Men efter 13 år på posten synes jeg, at tiden er inde til at overlade pladsen til nye kræfter. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke de mange dedikerede og dygtige kolleger, som jeg har arbejdet sammen med i banken. En stor tak også til vores mange eksterne samarbejdspartnere, bl.a. i den finansielle sektor, offentlige myndigheder og det fagøkonomiske miljø. En særlig tak til mine direktionskolleger Christian Kettel Thomsen og Signe Krogstrup for fremragende samarbejde,” siger Per Callesen.
Per Callesen vil fra 1. september 2024 og foreløbigt for et år indgå i et projektsamarbejde mellem Nationalbanken og Københavns Universitet om makroøkonomi og økonomisk politik i historisk perspektiv.
”Jeg har igennem et langt arbejdsliv beskæftiget mig med makroøkonomi og økonomisk politik fra forskellige indgangsvinkler. Jeg ser frem til at omsætte min viden og erfaring på en måde, der kan bidrage til bedre at forstå de strukturelle aspekter af økonomien og virkningerne af forskellige politiske tiltag. En fællesnævner for min karriere indtil nu har været at arbejde med samfundsøkonomiske problemstillinger, og det håber jeg også at blive ved med fremover i forskellige sammenhænge,” siger Per Callesen.
Per Callesen har været medlem af Nationalbankens direktion siden februar 2011. Han kom til banken fra en stilling som eksekutivdirektør i Den Internationale Valutafond, IMF. Forud for det lå en mangeårig karriere i Finansministeriet som bl.a. afdelingschef for makropolitik samt EU-forhold og internationale forhold.
"Jeg vil gerne takke Per Callesen for en stor indsats i Nationalbanken gennem mere end et årti. Han har beskæftiget sig med alle dele af Nationalbankens virke. Per er en meget vellidt kollega, som også gennem årene har prioriteret at være sparringspartner for medarbejdere fra hele huset,” siger Christian Kettel Thomsen og fortsætter:
”Per har en helt unik erfaring og indsigt i arbejdet med makroøkonomi, økonomisk politik, finansiel regulering samt penge- og valutamarkederne. Derfor er jeg også særlig glad for, at Per fortsat vil beskæftige sig professionelt med området.”
Der sættes nu gang i en rekrutteringsproces for at ansætte en ny nationalbankdirektør. Nationalbankens repræsentantskab vil efter indstilling fra Nationalbankens bestyrelse udpege den nye direktør.
Pressehenvendelser kan rettes til presse- og kommunikationsrådgiver Teis Hald Jensen på tlf. 33 63 60 66.
Nøgleord
Billeder

Om Nationalbanken
Nationalbanken er Danmarks centralbank. Vores tre overordnede formål er at sørge for stabile priser, sikre og effektive betalinger samt stabilitet i det finansielle system. Igennem de tre arbejdsområder bidrager vi til at sikre Danmark en robust økonomi.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Nationalbank
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Nationalbank
Ny leverandør af danske mønter9.1.2025 08:30:00 CET | Pressemeddelelse
Nationalbanken har indgået aftale med Fábrica Nacional de Moneda y Timbre - Real Casa de La Moneda om produktion af danske mønter i de næste fire år. Den spanske møntproducent kommer dermed til at producere kommende mønter med H.M. Kong Frederik 10.
Rentenedsættelse12.12.2024 17:00:24 CET | Pressemeddelelse
Med virkning fra 13. december 2024 nedsættes Nationalbankens foliorente, renten på indskudsbeviser, renten på udlån og diskontoen med 0,25 procentpoint.
Geopolitisk usikkerhed præger udsigterne for den finansielle sektor26.11.2024 08:30:00 CET | Pressemeddelelse
Bankernes indtjening styrker lige nu deres polstring mod tab i fremtiden på et tidspunt, hvor risikobilledet for den finansielle sektor er præget af bl.a. geopolitiske spændinger, som påvirker cybertruslen, og forandringer i den globale økonomiske politik.
Nationalbanken og FOREX åbner nye indleveringssteder 2. december 2024 til sedler, der bliver ugyldige25.11.2024 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Danmarks Nationalbank åbner 2. december 2024 tre indleveringssteder i Aarhus, Odense og København i samarbejde med den nordiske betalingsinstitut FOREX. Her kan borgere og virksomheder til og med 31. maj 2026 indløse de pengesedler, der bliver ugyldige – dvs. op til et år efter at sedlerne bliver ugyldige som betalingsmiddel i butikker og banker.
DER ER UDSIGT TIL, AT PRISERNE UDVIKLER SIG STABILT I DANSK ØKONOMI25.9.2024 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Dansk økonomi er i mild fremgang, understøttet af global vækst og af, at danskerne har genvundet købekraften efter et par år med høj inflation. Beskæftigelsen er fortsat med at stige, men fordi arbejdsstyrken også er vokset, er det sket, uden at presset på arbejdsmarkedet er taget yderligere til det seneste år. Presset på arbejdsmarkedet er kommet ned siden 2022.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum