Nye danske mønter med Kong Frederik 10. sendes i cirkulation
2.12.2025 10:15:00 CET | Danmarks Nationalbank | Pressemeddelelse
Nationalbanken sender 2. december nye mønter i cirkulation med portræt og symboler, der afspejler den siddende regent H.M. Kong Frederik 10.

Nationalbanken sender 2. december nye mønter i cirkulation med portræt og symboler, der afspejler den siddende regent H.M. Kong Frederik 10.
”Mønterne er designet med respekt for historien og med blik for nutiden. De nye mønter har en lang række detaljer og symboler, hvoraf nogle trækker på de lange traditioner i dansk møntdesign, mens andre er nye,” siger Nationalbankdirektør Christian Kettel Thomsen.
På forsiden af de nye 20- og 10-kroner er et portræt af Kongen, der er udført af billedkunstner Eva Hjorth. På bagsiden er skjoldet og kronen fra kongevåbenet.
”Med de nye mønter fortsætter vi en århundreder gammel tradition for at have den siddende regents portræt på forsiden af de store mønter. Vi følger også traditionen for at have rigsvåbenet, kongevåbnet eller dele heraf på mønterne,” siger Nationalbankens hovedkasserer Niels Kaas.
På forsiden af 5-, 2- og 1-kronemønterne er Kongens monogram, mens der på bagsiden er angivet møntens værdi samt teksten "Danmark". På bagsiden af de nye 5-, 2- og 1-kronemønter er der også et nyt ikon, som ikke har været anvendt på danske mønter tidligere.
”Ikonet består af en ottekant, som er formen på Amalienborg Slotsplads. Ottekanten gentages fire gange for de fire palæer og forbindes til en form. Det refererer til Amalienborg og slotspladsen som samlingspunkt for kongehuset og befolkningen,” siger designchef i Nationalbanken Jeanette Skov Jensen, der står bag de nye mønters design.
20-, 10, 5-, 2- og 1-kronemønterne har fået nyt design, mens 50-øren bevarer sit nuværende udseende, da den ikke bærer symboler med reference til den siddende regent. De fem nye mønter er en fortsættelse af den eksisterende møntrække, og de har samme størrelser, udformning og materialer.
“Selvom der kommer nye mønter, så bliver de gamle mønter ikke ugyldige. Både de nuværende og de nye mønter vil være gyldige betalingsmidler fremover,” siger Niels Kaas.
Se Nationalbankens hjemmeside for yderligere information om de nye mønter, deres design og historien bag.
Nøgleord
Kontakter
Journalister kan henvende sig til kommunikations- og presserådgiver Teis Hald Jensen på tehj@nationalbanken.dk eller tlf. 3363 6066.
Links
Om Nationalbanken
Nationalbanken er Danmarks centralbank. Vores tre overordnede formål er at sørge for stabile priser, sikre og effektive betalinger samt stabilitet i det finansielle system. Igennem de tre arbejdsområder bidrager vi til at sikre Danmark en robust økonomi.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Nationalbank
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Nationalbank
7-dages offline-kortbetalingsberedskab på plads i dagligvarekæder... og snart også på apotekerne13.4.2026 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Alle voksne danskere, der har et dansk udstedt betalingskort fra Dankort, Mastercard eller Visa kan nu betale med deres fysiske kort eller wallets på mobilen i de fleste landsdækkende dagligvarekæder i mindst en uge, selvom der sker et nedbrud i kortbetalingsinfrastrukturen, eller internettet ikke virker.
Udsigterne for dansk økonomi er præget af vedvarende usikkerhed26.3.2026 08:30:00 CET | Pressemeddelelse
Udsigterne for dansk og global økonomi er præget af vedvarende geopolitisk usikkerhed, handelskonflikter og stigende energipriser. Men dansk økonomi er grundlæggende i god balance med høj beskæftigelse og lav ledighed, vurderer Nationalbanken i sin prognose for dansk økonomi, der er offentliggjort i dag.
Nationalbanken sender opgraderet 50-kroneseddel i omløb16.2.2026 08:30:00 CET | Pressemeddelelse
Som den sidste seddel i den nuværende seddelserie er 50-kronesedlen nu blevet sikkerhedsopgraderet. Farver og billeder på sedlerne er de samme som før, men der er kommet nye sikkerhedselementer til, som gør sedlerne endnu sværere at forfalske.
Invitation til pressemøde om nye mønter26.11.2025 13:05:31 CET | Presseinvitation
Nationalbanken vil på tirsdag den 2. december løfte sløret for nye mønter med H.M. Kong Frederik 10. Vi inviterer i den forbindelse til pressemøde kl. 10.00 på Langelinie Allé 47, 2100 København Ø.
Usikre tider kræver fokus på robusthed og beredskab25.11.2025 08:35:24 CET | Pressemeddelelse
I en tid med global usikkerhed har den finansielle sektor vist sig robust. Bankernes indtjening er fortsat høj, mens tabene på kunderne er få, viser Nationalbankens halvårlige analyse af den finansielle stabilitet. Det skyldes ikke mindst, at dansk økonomi er solid, og beskæftigelsen fortsat er høj. Dertil har den finansielle regulering efter finanskrisen bidraget til at sikre, at bankerne i dag er væsentligt bedre kapitaliserede end tidligere. Alle kreditinstitutter kan derfor også klare et hårdt recessionsscenarie i Nationalbankens stresstest.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum