Fælles opråb fra danske NGOer: Situationen i Rafah kræver omgående politisk handling
28.2.2024 06:00:00 CET | Folkekirkens Nødhjælp | Pressemeddelelse
Afsendere:
Amnesty International Danmark, CARE Danmark, DIGNITY, DRC Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, International Media Support, Mellemfolkeligt Samvirke, Oxfam Danmark, PlanBørnefonden, Red Barnet, SOS Børnebyerne og UNICEF Danmark
Flere end 1,5 millioner internt fordrevne – over 600,000 af dem børn – er lige nu fanget i Rafah i den sydlige del af Gazastriben på grænsen til Egypten. Desperate børn og voksne, som er tvunget ind på et meget lille område, hvor de bor i midlertidige telte, mange af dem uden adgang til mad, vand og medicin.
Nu er Rafah truet af en israelsk landoperation, der endnu engang vil tvinge befolkningen på flugt, og forårsage store menneskelige tab og lidelser. Men der er ikke nogen sikre steder at flygte hen. Grænsen til Egypten er lukket, og civilbefolkningen er fanget. En israelsk landoperation i Rafah vil få uhyggelige humanitære konsekvenser.
Den amerikanske regering åbner nu op for muligheden for en våbenhvile. Vi opfordrer derfor den danske regering, i samarbejde med EU og det internationale samfund, til at bakke op og sikre, at våbenhvilen ikke kun bliver midlertidig, men øjeblikkelig og varig. Uden en varig våbenhvile kan nødhjælp ikke nå frem til civile i nød, og det er ikke muligt at arbejde for en fredelig og retfærdig løsning på konflikten.
De civile i Gaza var allerede hårdt pressede før den 7. oktober – mere end to tredjedele af befolkningen var afhængige af nødhjælp distribueret af humanitære organisationer. Nu er den humanitære situation i Gaza katastrofal. På grund af den israelske regerings blokade af Gaza, samt checkpoints og israelske restriktioner inde i Gaza, kan humanitær hjælp som mad og vand ikke nå størstedelen af befolkningen.
Vi er nu vidner til en menneskeskabt sultkatastrofe direkte udløst af krig. Næsten hele befolkningen i Gaza sulter eller er truet af hungersnød. Den hastighed, underernæring blandt børn i Gazastriben stiger med, er uden fortilfælde på verdensplan, ifølge UNICEF. Stort set alle husholdninger må undvære mindst et måltid om dagen. Nogle familier går dage og nætter uden at spise. Mindst 17,000 børn anslås at være blevet adskilt fra deres forældre med langvarige psykologiske konsekvenser til følge.
Den Internationale Domstol har pålagt den israelske regering at bruge alle midler for at forhindre civile tab og sikre humanitær adgang. Men situationen er kun blevet værre den seneste måned. En udvidet militær landoperation i Rafah vil sende endnu flere mennesker på flugt og medføre yderligere tab af menneskeliv.
Som danske humanitære- og udviklingsorganisationer er vi dybt bekymrede for en udvidet Israelsk landoperation i Rafah, fordi det stiller civilbefolkningen i en endnu mere udsat og livsfarlig situation, og det kan meget vel blive det mest dødbringende og ødelæggende kapitel i krigen til dato.
Den danske regering har et ansvar for at stille krav om, at civile i Gaza skal beskyttes og international lov respekteres, herunder at humanitære organisationer og medicinske faciliteter beskyttes mod angreb. Den danske regering skal løfte sit internationale ansvar og insistere på en øjeblikkelig og varig våbenhvile – uden en våbenhvile risikerer vi en endnu større humanitær tragedie i Rafah.
Kontakter
Poul KjarPressechef
Tlf:+45 41865975pkja@dca.dkOm Folkekirkens Nødhjælp
Folkekirkens Nødhjælp støtter verdens fattigste i deres kamp for et værdigt liv og hjælper mennesker i nød. Vi giver akut nødhjælp i katastroferamte områder og langsigtet udviklingshjælp i fattige egne for at skabe en mere ligeværdig og bæredygtig verden.
Følg pressemeddelelser fra Folkekirkens Nødhjælp
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Folkekirkens Nødhjælp
Timbuktu Fonden lancerer fire nye studielegater på hver 25.000 kroner19.3.2026 11:04:34 CET | Pressemeddelelse
I 2026 giver Timbuktu Fonden journalist- og mediestuderende mulighed for at søge studielegater til at rejse ud i verden og rapportere om global udvikling, retfærdighed og ressourcefordeling. Fonden vil årligt uddele fire legater på i alt 100.000.
Folkekirkens Nødhjælp samlede 12,5 millioner ind8.3.2026 17:56:01 CET | Pressemeddelelse
Dagens resultat overgik forventningerne med 1,5 million kroner, oplyser Folkekirkens Nødhjælp efter dagens store landsindsamling.
Midt i valgkamp - partier fra begge fløje samler ind til nødhjælp7.3.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Nødhjælp har ingen farve. Det viser flere politikere og folketingskandidater fra begge fløje, når de søndag går på gaden for at samle ind i forbindelse med Folkekirkens Nødhjælps årlige landsindsamling. Det sker er midt i en valgkamp, hvor besparelser i udviklingsbistanden fylder i debatten.
Valgstrid skaber rekordstor opbakning til nødhjælpsindsamling5.3.2026 06:14:00 CET | Pressemeddelelse
Mens politikerne diskuterer milliardbesparelser på udviklingshjælpen, sender tusindvis af indsamlere fra Folkekirkens Nødhjælp et klart signal: Vi må ikke vende verden ryggen.
10 år med Wefood – verdens første madspildssupermarked26.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Hvert tredje minut i ti år er en indkøbskurv fyldt med overskudsvarer fra Wefood blevet solgt. Det svarer til 3.036 tons mad- og drikkevarer, der er reddet fra skraldespanden – til gavn for kunderne, klimaet og nogle af verdens mest udsatte mennesker.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum