Danmark indgår som det første nordiske land en aftale om sikkerhedstilsagn til Ukraine
22.2.2024 12:26:13 CET | Udenrigsministeriet | Pressemeddelelse
Aftalen skal bidrage til det internationale arbejde med at sikre langsigtet støtte til Ukraine.
Danmarks støtte til Ukraine fremtidssikres nu, efter landene har indgået en tiårig aftale om sikkerhedstilsagn. Aftalen betyder, at den fremtidige militære og civile støtte rammesættes for de næste ti år i en bilateral politisk aftale. De danske sikkerhedstilsagn er baseret på Danmarks styrkepositioner inden for F-16 kampfly, genopbygning af Mykolaiv og reformarbejdet i Ukraine.
De nye sikkerhedstilsagn vil blive økonomisk understøttet af den danske Ukraine-fond, som i øjeblikket er finansieret frem til 2028. Den samlede danske støtte beløber sig aktuelt til 69,1 mia. kr.
”Med Danmarks bidrag til de internationale sikkerhedstilsagn forpligter vi os politisk til at langtidssikre vores støtte til Ukraine. Vi sender det helt utvetydige signal, at Ukraine kan regne med Danmark nu, og så længe det er nødvendigt. Det er afgørende, at vi støtter Ukraine nu og på langt sigt, og det skal være tydeligt for alle, at Ukraine ikke står alene i deres forsvar mod Ruslands angrebskrig,” udtaler udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
”Med aftalen om langsigtet militær støtte viser vi, at vi mener det, når vi siger, at vi fra dansk side vil stå bag Ukraines frihedskamp, så længe der er brug for det. Deres kamp er vores kamp, og vores støtte gør en reel og mærkbar forskel for ukrainerne. Sikkerhedstilsagnet drejer sig blandt andet om fortsat donation af militært materiel og træning, men det varsler også et langt tættere samarbejde mellem Danmark og Ukraine, som blandt andet involverer cyber- og efterretningssamarbejde,” udtaler forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Aftalen vil være med til at understøtte Ukraines evne til at forsvare landet mod den igangværende russiske angrebskrig. På længere sigt vil sikkerhedssamarbejdet være med til at afskrække fremtidige russiske angreb ved blandt andet at styrke den ukrainske samfundsrobusthed.
Tilsagnene bygger bro til Ukraines fremtidige EU og NATO medlemskab. Det sker blandt andet ved, at Ukraine også forpligter sig til at gennemføre de nødvendige reformer, der fremmer demokrati, anti-korruption og demokratisk kontrol med de væbnede styrker.
Sikkerhedstilsagnene indeholder også oprettelsen af en konsultationsmekanisme, som kan aktiveres i tilfælde af et fremtidigt russisk væbnet angreb mod Ukraine. I sådanne situationer vil gruppen af lande, der har indgået tilsvarende aftaler med Ukraine om sikkerhedstilsagn øjeblikkeligt drøfte passende modsvar.
Sikkerhedstilsagnene til Ukraine er et initiativ lanceret af G7-landene Canada, Frankrig, Italien, Japan, Storbritannien, Tyskland og USA. Initiativet støttes nu af i alt 32 lande og EU, herunder de nordiske lande. Indtil videre har Tyskland, Frankrig og Storbritannien offentliggjort nationale aftaler om sikkerhedstilsagn til Ukraine.
Du kan læse aftalen i bunden af denne pressemeddelelse.
For mere information, kontakt pressevagten@um.dk
Vedhæftede filer
Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Ny evaluering: Særlig type bistand kan styrke det multilaterale system og fremme nordiske værdier23.6.2026 13:30:45 CEST | Nyhed
I en tid, hvor verden er i opbrud, og det multilaterale system og udviklingssamarbejdet er under pres, er bistand til trustfonde et godt værktøj, konkluderer ny fællesnordisk evaluering, der dog anbefaler, at bistanden til de mange trustfonde prioriteres og koordineres bedre.
Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn23.6.2026 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det Udenrigspolitiske Nævn holder møde tirsdag den 23. juni kl. 15.00.
Danmark genåbner ambassade i Iran23.6.2026 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Den danske ambassade i Iran er blevet genåbnet. Det har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i dag meddelt Udenrigspolitisk Nævn. Den danske ambassade i Iran har været midlertidigt lukket for offentligheden siden 10. marts 2026 grundet den alvorlige situation i landet. I lyset af den forbedrede sikkerhedssituation i Iran genåbnes ambassaden i Teheran. Danmarks ambassadør til Iran har siden 19. juni arbejdet fra ambassaden. De iranske myndigheder er orienteret om ambassadens genåbning og ambassadørens returnering. Med genåbningen følger Danmark en række andre EU-lande, som også har genåbnet deres ambassader i Teheran. Genåbningen af ambassaden i Teheran ændrer ikke ved, at Udenrigsministeriet fortsat fraråder alle rejser til Iran, ligesom danskere, som opholder sig i Iran, fortsat opfordres til at forlade landet. For yderligere kontakt: pressevagten@um.dk
Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn22.6.2026 16:53:28 CEST | Pressemeddelelse
Det Udenrigspolitiske Nævn holder møde tirsdag den 23. juni kl. 08.00.
Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn17.6.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det Udenrigspolitiske Nævn holder møde onsdag den 17. juni kl. 10.30.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum