Tilmeld dig og deltag i en trivselsdag for børnefamilier i en digital hverdag
Billund Kommune ønsker at skabe gode rammer for, at børn, unge og familier kan trives. I den forbindelse fylder debatten om det digitale og skærmbruget meget. For hvad betyder det for børns, unges og familiens trivsel? Hvordan er det gode forældreskab og samarbejde med andre med ansvar? Det sætter vi fokus på til en trivselsdag den 6. april i Magion i Grindsted, og du har nu mulighed for at tilmelde dig.
Forældre i Billund Kommune inviteres til en dag, hvor man kan møde hinanden, tale om og sammen få idéer til:
- At støtte op om jeres børns trivsel og sunde digitale vaner i hverdagen
- Legende og fællesskabende aktiviteter, alle kan gå i gang med
- At forstå børnenes og unges perspektiver
- At tackle dét, der er svært på en ’god nok’ måde
”Alle fortjener et børne- og familieliv i trivsel. Det handler blandt andet om trygt at turde være sig selv, at lege, udvikle sig og at være sammen. Både derhjemme, i dagtilbuddene, i skolen, på arbejde og i fritiden. Sunde vaner i hverdagen er med til at sikre en grundlæggende trivsel, der gør, at vi kan have det godt med os selv og i fællesskab med andre – og at vi kan tackle små og store udfordringer. Jeg glæder mig derfor til en dag sammen med forældre fra hele Billund Kommune, hvor vi som hjemsted for Børnenes Hovedstad sætter fokus på, hvad det digitale betyder for vores børn, unge og familiers trivsel,” siger Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.
Formålet er at give forældrene en dag, hvor de kan mødes, tale med andre forældre og få idéer med hjem til at forstå og støtte deres børns trivsel og sunde digitale vaner. Ja, også egne vaner, for vi lever i en digital hverdag. Fokus vil under konferencen være på at hjælpe hinanden med de gode vaner, så børn og unge trives bedre med mere leg og samvær, med legende og balanceret skærmbrug, bedre søvnvaner og meget mere.
”Vi ønsker, at forældrene oplever en dag, hvor de er i centrum med dét, de er optaget af omkring deres børns trivsel og sunde vaner i hverdagen. Med og uden skærme. Vi inviterer til en inspirerende dag med dialog om sunde vaner, legende samvær og nysgerrighed på forskellige og fælles behov i familien. Vi glæder os til oplæg, dialoger, workshops og til at møde en masse forældre”, siger Kim Nordfeldt Thomsen, direktør for CoC Playful Minds, som arrangerer trivselsdagen i samarbejde med Billund Kommune.
Program den 6. april 2024 hos Magion i Grindsted
Under Trivselsdagen får du: Oplæg, workshops, dialog med andre forældre og pauser med kaffe, te, vand, brød, frugt, frokost og sødt.
09:30 Dørene åbner (der serveres kaffe, te og en bid brød).
10:00 Velkommen v/bl.a. borgmester Stephanie Storbank med fokus på hvorfor Billund Kommune sætter fokus på trivsel.
10:20 Børn og unges trivsel i en digital tidsalder. Oplæg v/David Madsen, psykolog og stifter af Dansk Behandling for Computerspil- og Onlineafhængighed. Han sætter fokus på, hvordan skærmforbrug påvirker livskvalitet.
11:25 Vælg mellem 3 forskellige workshops 1) Dialogspil om digitale fællesskaber v/Center for Digital Pædagogik 2) Legens betydning: Nærvær, glæde og følelsesmæssig regulering v/ Henriette Lindhardyt, PPS og Lise Berg, Familiehuset, Billund Kommune, 3) Børn som medskabere af rum til leg og fællesskab v/Dansk Center for Undervisningsmiljø.
12:15 Frokost
13:00 Børns trivsel, og hvorfor forældre skal gøre langt mindre, end de tror. Oplæg v/Lene Tanggaard, Professor v. institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet og Rektor for Designskolen Kolding.
13:45 Dialog og opsamling.
14:00 Farvel og tak for i dag.
(med forbehold for programændringer):
Husk at tilmelde dig
Af hensyn til dagens forplejning er tilmelding påkrævet. Tilmeld dig ved at sende en mail til tilmelding@billund.dk senest den 29. marts.
Kontakter
Mia JosiassenKommunikationschef
Tlf:20 25 20 86mjos@billund.dkFølg pressemeddelelser fra Billund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Billund Kommune
Sprogundervisning øger de faglige og personlige kompetencer25.11.2024 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Takket være et godt samarbejde mellem Danforel, Give Grindsted-Uddannelsescenter og Billund Kommune oplever Danforels medarbejdere store gevinster både på arbejdspladsen og privat. Den danskundervisning, som medarbejderne får tilbudt, har nemlig vist sig som en uvurderlig nøgle til medarbejdernes både faglige og personlige udvikling.
Skal vi stå sammen om Danmarks Indsamling 2025?22.11.2024 08:30:23 CET | Pressemeddelelse
Billund Kommune står igen sammen med en række samarbejdspartnere om at hjælpe verdens børn via Danmarks Indsamling 2025. Der bliver derfor udbudt en række unikke oplevelser, som interesserede kan byde på via Lauritz.com. Hvis du vil være med til at gøre en forskel for årets indsamling, kan du nemt og hurtigt byde ind med en unik og sjov vare eller en spændende oplevelse, som du ønsker at bortauktionere.
Pårørende gav værdifulde input til udvikling af Værestedet21.11.2024 06:45:00 CET | Pressemeddelelse
Onsdag aften var familie og netværk til borgere på kommunens demensplejehjem Værestedet inviteret til pårørendeaften, hvor der var mulighed for at bidrage med ideer og ønsker.
Sæt kryds i kalenderen og deltag i Billund Centrets indvielse15.11.2024 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Efter en omfattende renovering er Billund Centret klar til genindvielse. Det bliver fejret med et festligt Åbent Hus-arrangement mandag den 2. december kl. 16.00-18.00, hvor alle er velkomne.
Den Sociale Virksomhedspris 2024 er nu overrakt til Billund VVS Teknik12.11.2024 18:25:34 CET | Pressemeddelelse
Det er ikke kun VVS-arbejde, der får fokus hos Billund VVS Teknik. Direktør Claus Fuglsang Herskind og hans medarbejdere har fundet en måde at støtte borgere med forskellige udfordringer - herunder langtidsledighed og sociale barrierer - på deres vej tilbage til arbejdsmarkedet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum