Studie: Proteinrig morgenmad booster din mæthed og koncentrationsevne
Studie udforsker sammenhængen mellem kost og kognitiv funktion og afslører, at en proteinrig morgenmad kan øge mæthedsfølelsen og forbedre koncentrationsevnen. Vigtig viden i et samfund med stigende overvægtsrater og livsstilsrelaterede sygdomme, mener forsker.
![Lektor og ph.d. Mette Hansen](/data/images/public/12670528/13782714/5675ad56-b8d2-433d-a3f6-f5fa25ce72d6-w_720.jpg)
”Morgenmaden er det dagens vigtigste måltid.” Sådan lyder en fortærsket floskel, der hidtil har været uden det store videnskabelige belæg.
Men et nyt dansk studie, der har udforsket, hvordan forskellige typer morgenmad påvirker mæthedsfølelse og koncentrationsevne, giver nu ny næring til påstanden.
Heri har forskerne fulgt 30 overvægtige kvinder i alderen 18 til 30 år, der deltog i tre dage, hvor de enten indtog en proteinrig, en kulhydratrig eller ingen morgenmad. Derefter blev deltagernes mæthedsfølelse, hormonniveau, energiindtag ved frokost og det samlede daglige energiindtag målt.
Alle deltagere skulle også gennemføre en kognitiv koncentrationstest i forbindelse med studiet.
”Vi fandt, at en proteinrig morgenmad med skyr og havregryn øgede mæthedsfølelsen og koncentrationsevnen hos deltagerne, men det reducerede ikke det samlede energiindtag sammenlignet med at springe morgenmaden over eller at spise morgenmad rig på kulhydrater,” fortæller lektor og ph.d. på Institut for Folkesundhed Mette Hansen, der er en af forfatterne til studiet.
Mulig strategi mod overvægt?
Antallet af overvægtige stiger både i Danmark og på verdensplan, og med det følger mange livsstilsrelaterede sygdomme som for eksempel type 2 diabetes.
Tidligere studier har vist, at morgenmadsspisere har en lavere BMI end personer, der ikke spiser morgenmad, og proteinrige fødevarer har generelt vist sig at have en øget mæthedseffekt i forhold til fedt og kulhydratrige fødevarer med samme kalorieindhold.
Tanken var derfor at teste, om en proteinrig morgenmad kunne være en god strategi til at opnå en større mæthed i løbet af dagen og dermed reducere det daglige kalorieindtag.
Så nem er løsningen dog ikke, understreger Mette Hansen.
”Resultatet bekræfter, at proteinrige måltider fremmer mæthedsfølelsen, hvilket er positivt i forhold til at forebygge vægtstigning. Men resultaterne tyder dog også på, at hvis denne ernæringsstrategi skal være effektiv, så er det ikke nok, at det kun er morgenmaden, der er proteinrig.”
Tankevækkende forskel
Potentialet i at udskifte en diæt rig på kulhydrater med en, der er rig på protein ses i den tydelige forskel i den mættende effekt, der måltes i studiet.
Flere af forsøgspersonerne havde således svært ved at indtage hele den proteinrige morgenmad med skyr og havregryn.
”Det er tankevækkende, at der kan være så stor forskel i mæthedseffekt mellem to måltider med samme kalorieindhold. Havde de selv fået lov at vælge måltidets størrelse, er det sandsynligt, at de ville have spist mere og dermed flere kalorier den dag, de fik serveret brød og marmelade end den dag, de fik skyr og havregryn,” forklarer Mette Hansen.
Behov for yderligere forskning
Studiet giver ifølge forskeren vigtige indsigter, men har også sine begrænsninger, da det kun er overvægtige unge kvinder, der har deltaget i studiet. Studiet er også baseret på relativt kortvarige observationer, hvilket efterlader spørgsmålet åbent om, hvordan langsigtede kostændringer påvirker sundhed og vægt.
Mette Hansen påpeger derfor, at studiet understreger behovet for yderligere forskning for at forstå, hvordan forskellige typer fødevarer påvirker helbredet over tid.
”Vi har allerede data på vej fra et forsøg, hvor deltagerne fik enten den proteinrige morgenmad eller den proteinfattige morgenmad. Formålet er at se på, hvordan typen af morgenmad påvirker kropssammensætningen og andre parametre som mikrobiota og kolesteroltal,” siger Mette Hansen
Resultaterne af disse studier kan ifølge Mette Hansen åbne for muligheden for at udvikle mere målrettede ernæringsanbefalinger i fremtiden.
Bag om forskningsresultatet
Studietype: Randomiseret kontrolleret cross-over studie.
Samarbejdspartnere: Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, Department of Food Science, Aarhus Universitet, Regionshospitalet Gødstrup.
Ekstern finansiering: Mejeribrugets Forskningsfond, Oda og Hans Svenningsens Fond.
Evt. Interessekonflikt?: Ingen
Link til videnskabelig artikel: https://doi.org/10.3168/jds.2023-24152
Kontakter
Ph.d. og lektor Mette Hansen
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Telefon: 51666551
mhan@ph.au.dk
Health er det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet, hvis hovedopgaver er forskning og uddannelse. Fakultetet udbyder en lang række sundhedsuddannelser, bl.a. læge, tandlæge, idræt og folkesundhedsvidenskab. Health består af fem institutter, ca. 4.400 studerende, 1.500 ansatte og 600 ph.d.-studerende.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Ny teknologi kan afsløre nyresygdomme tidligere end standard-metoder10.7.2024 09:12:17 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har udviklet metode, der kan ændre måden, vi diagnosticerer og behandler nyresygdomme på.
Forskningsgennembrud gør kræftbekæmpende virus mere effektiv28.6.2024 09:20:51 CEST | Pressemeddelelse
Ny forskning fra Aarhus Universitet viser, at lægemidlet 4-OI øger effektiviteten af en kræftbekæmpende virus. Det kan potentielt føre til behandling af kræfttyper, der ellers er resistente overfor behandling.
Enlige og arbejdsløse kvinder har sværere ved at følge livsvigtig brystkræftbehandling26.6.2024 10:03:32 CEST | Pressemeddelelse
Ny undersøgelse afslører, at kvinder, der bor alene eller står uden for arbejdsmarkedet, oftere afbryder deres antihormonbehandling tidligt, hvilket øger risikoen for tilbagefald af brystkræft. Forskere opfordrer til målrettede støtteprogrammer.
Musik sætter swing i hjernebølgerne20.6.2024 13:52:53 CEST | Pressemeddelelse
Når vi lytter til musik, sætter det gang i en kompleks kædereaktion af aktivitet i vores hjerne, viser et nyt studie fra Aarhus Universitet og University of Oxford. Resultaterne kan måske føre til nye måder at screene for demens.
Ny teknologi baseret på kunstig intelligens kan afsløre kræft tidligere end standard-metoder14.6.2024 12:58:25 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra Aarhus Universitet har været med til at udvikle en ny teknologi, der ved hjælp af kunstig intelligens gør det muligt at opdage selv meget små mængder kræft-DNA i blodprøver. Det baner vej for tidligere og mere præcis behandling af patienter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum