HK Privat efter historisk ligelønssag på Novonesis: Ligelønsloven har spillet fallit
I en sjældent stor sag om uligeløn er HK Privat blevet underkendt i, at laboranter hos Novonesis udfører arbejde af samme værdi som teknikerne i virksomheden.
Vi har ikke en ligelønslov, der i praksis kan bruges til at løfte ligelønsspørgsmål på arbejdsmarkedet anno 2024.
Det er konklusionen fra HK Privats formand, Kim Jung Olsen, efter HK Privat i dag er blevet underkendt i en historisk sag om uligeløn hos biotek-virksomheden, Novonesis (tidligere Novozymes).
Sagens kerne er, om virksomhedens laboranter, som består af cirka 85 procent kvinder, udfører arbejde af samme værdi som teknikerne, der består af cirka 85 procent mænd.
Det har været HK Privats påstand, og derfor har fagforeningen forsøgt at få virksomheden til at udligne det gennemsnitlige løngab, der er mellem de to grupper på cirka 12 procent, svarende til 4000-5000 kroner om måneden.
Ifølge sagens tre højesteretsdommere er der dog ikke tale om arbejde af samme værdi, som er det afgørende princip i ligelønsloven.
- For mig at se har ligelønsloven spillet fallit. Begge grupper indgår i en højteknologisk fremstillingsproces. Alligevel lægger højesteretsdommerne vægt på, at teknikernes arbejde er støjende og beskidt. Det er for mig at se en gammeldags industritankegang, som ikke stemmer overens med arbejdsmarkedet, vi har i dag. Desuden lægger de vægt på, at fordi der er en større uligeløn mellem de to grupper på det generelle arbejdsmarked, så er det OK med et løngab på 12 procent hos Novonesis, siger Kim Jung Olsen.
- Så vi sidder tilbage med en oplevelse af at være strandet i et juridisk tomrum. Det er svært at se, hvordan man med ligelønsloven fra 1976 i hånden rent faktisk skal kunne løfte spørgsmålet om arbejde til samme værdi, på det arbejdsmarked vi har i dag. Det vil vi forsøge at løfte politisk, siger han.
En ting er dog det juridiske nederlag, kampen for mere ligeløn fortsætter for HK Privat.
- Sager som denne er hårde og kræver utrolig mange ressourcer. Men HK Privat vil blive ved med at løfte dem, for vi er nødt til at gøre noget ved det faktum, at der fortsat er alt for store uforklarlige lønforskelle alt for mange steder på det danske arbejdsmarked, siger Kim Jung Olsen.
Og det håber han, at sagen mod Novonesis kan være med til at kaste lys over.
- Udover at vores medlemmer i højere grad skulle anerkendes for deres arbejde, så har et formål med sagen også været at skubbe på en udvikling, som går for langsomt. Vores arbejdsmarked har ændret sig betydeligt over de seneste årtier, men når det gælder ligeløn, hænger vi fortsat fast i nogle strukturer, hvor mænd og kvinders arbejde ikke prissættes lige højt. Det skal vi have gjort op med, og det burde være i alle moderne virksomheders interesse. Jeg håber derfor, at sagen her kan bidrage til et større og mere nuanceret fokus på, hvordan vi lønner forskellige grupper, siger Kim Jung Olsen.
Sagen kort:
- HK Privat organiserer laboranterne på Novonesis. Gruppen består af cirka 85 procent kvinder, mens gruppen af teknikere består af cirka 85 procent mænd.
- HK Privats påstand har været, at de to grupper udfører ’arbejde af samme værdi’, som er det afgørende princip i ligelønsloven.
- Det gennemsnitlige løngab mellem de to grupper er på cirka 12 procent, svarende til mellem 4000 og 5000 kroner hver måned.
- HK Privat løftede første gang sagen for Novonesis i 2016 (dengang Novozymes). I 2022 så HK Privat sig dog nødsaget til stævne virksomheden, da Novonesis ikke var villige til at forhandle sig til en tilfredsstillende løsning.
- Sagen har været anlagt som en faglig voldgift, hvor syv dommere, herunder tre højesteretsdommere har taget stilling. Den kan ikke ankes.
Fakta om laboranter og teknikere
- Laboranterne arbejder primært med gæring og rensning af enzymer i lille skala og med forskellige formål i Novonesis’ produktion og udvikling af produkter. En del af laboranterne arbejder desuden med kvalitetskontrol. Teknikerne arbejder i samme processer men i større målestok.
- Begge grupper har en kort videregående uddannelse. Laborantuddannelsen er dog normeret til to et halvt år og 150 ECTS-point, mens procesteknolog-uddannelsen er normeret til to år og giver 120 ECTS-point.
Kontakter
Kathrine KellermannPresseansvarligHK Privat
Tlf:28568970kathrine.kellermann@hk.dkLinks
HK Privat
HK Privat er HK Danmarks største sektor med 90.000 medlemmer.
Følg pressemeddelelser fra HK Privat
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra HK Privat
HK Service indgår millionforlig med Dansk Camping Union1.11.2024 14:24:43 CET | Pressemeddelelse
Trods uenighed er det lykkedes HK Service Hovedstaden og Dansk Camping Union at indgå forlig om en række fyringer.
Lægesekretærers løn får et godt nøk op af ny overenskomst23.8.2024 14:10:00 CEST | Pressemeddelelse
HK Privat, FOA og Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening (PLA) har indgået ny overenskomst, som sikrer lægesekretærer en lønudvikling på 9,73 procent frem mod 2026.
Løn er lukket land – særligt for kvinder18.6.2024 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mange tror, at de ikke må tale med kollegerne om deres løn, viser undersøgelse. Men uforklarede lønforskelle kan trives, når ingen kender til dem. HK Privat ønsker derfor yderligere fokus og krav til virksomheder om lønåbenhed.
Biografstrejke afblæst: HK og BIG BIO indgår overenskomst1.5.2024 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I sidste øjeblik er det lykkedes HK og BIG BIO i Herlev at indgå en overenskomst. Dermed bliver biografen ikke ramt af en strejke fra 1. maj.
HK forbereder strejke mod populær biograf25.4.2024 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter et ønske fra medarbejderne i BIG BIO i Herlev har HK Privat igennem længere tid forsøgt at forhandle en overenskomst på plads for de ansatte i biografen. Efter to konfliktvarsler og en afvisning fra biografen peger det dog i retning af strejke.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum