Overraskende adfærd hos et af de pattedyr i verden, vi ved mindst om

Nogle dyr lever i så fjerne og ufremkommelige egne af kloden, at det er noget nær umuligt at studere dem i deres naturlige habitater. Næbhvalerne, som der foreløbigt er fundet 24 arter af, er nogle af dem: De lever langt fra land og på store havdyber, hvor de søger føde på 500 meters dybde og mere.

Rekordindehaveren af dybeste dyk for et pattedyr er en Cuvier’s næbhval, der i 2014 blev målt til at dykke mindst 2992 meter. Det er også en næbhval, der har pattedyrsrekorden for længste dyk; 222 minutter.

Nu får verden et nyt og overraskende indblik i de fjerne næbhvalers verden i form af et videnskabeligt studie af en population af Bairds næbhvaler. Populationen har højst uventet vist sig at leve nær kysten og på lavere vand end hidtil observeret.

Bag studiet står hvalbiologerne Olga Filatova og Ivan Fedutin fra Syddansk Universitet/Fjord&Bælt, og det er publiceret i tidsskriftet Animal Behaviour. 

Filatova og Fedutin har mange års hvalstudier i det nordlige Stillehav bag sig, og det var under en ekspedition til Commander Islands i 2008, at de første gang så et par Bairds næbhvaler nær kysten.

”Vi var der for at kigge efter spækhuggere og pukkelhvaler, så vi noterede blot, at vi havde set en gruppe Baird’s næbhvaler og gjorde ikke mere ved det. Men vi så dem også de følgende år, og efter fem år fik vi mistanke om, at der var tale om et fast samfund, som jævnligt besøgte det samme område. Vi fulgte dem til 2020, og vi så dem hvert år”, forklarer Olga Filotova, der oprindeligt var tilknyttet universitetet i Moskva, men nu forsker med SDUs Marinbiologiske Forskningscenter i Kerteminde som base.

Den studerede population af Baird’s næbhvaler kom tæt til kysten – helt ind til fire km fra land, og de opholdt sig på lavt vand; mindre end 300 meter.

”Det er ukarakteristisk for denne art”, siger Olga Filotova, der også peger på, at der formentlig er tale om en population, der har tilpasset sig lige netop dette habitat og dermed afviger fra den etablerede opfattelse af, at alle næbhvaler færdes langt ude på havet og på dybt vand.

”Det betyder, at man ikke kan forvente, at alle indenfor en bestemt art opfører sig på samme måde. Det gør det vanskeligt at planlægge beskyttelse af arter – i dette tilfælde kan man f.eks. ikke planlægge efter, at næbhvaler kun lever langt ude på dybt hav. Vi har påvist, at de også kan leve på lavt og kystnært vand. Der kan måske vise sig at være andre, forskellige habitater, som vi ikke kender til endnu”, siger Olga Filatova.

Der findes mange eksempler på, at individer fra samme hvalarter ikke opfører sig ens. I hvalernes verden er det almindeligt at finde grupper af dyr fra samme art, der lever forskellige steder, æder forskellige byttedyr, kommunikerer forskelligt og ikke bryder sig om at blande sig med artsfæller i andre grupper.

Nogle spækhugger-grupper jager kun havpattedyr som sæl og marsvin, andre kun sild. Nogle pukkelhvaler pendler mellem troperne og Arktis, andre har faste tilholdssteder. Nogle kaskelothvaler udvikler egne dialekter til intern kommunikation og kommunikerer ikke gerne med andre uden for gruppen.

Ifølge Olga Filotova er social læring på spil, når grupper udvikler preferencer for f.eks. levesteder og byttedyr.

Der findes mange former for social læring i dyreverdenen. Imitation er den mest komplekse form; der ser dyret, hvad andre gør og forstår motivationen og ræsonnementet bag. Så er der formen ”local enhancement”, hvor et dyr ser et andet dyr søge et bestemt sted hen, følger efter og lærer, at det sted har værdi. Det er set hos rigtigt mange dyr, bl.a. fisk.

Olga Filotova mener, at populationen af Bairds næbhvaler ved Commander Islands lærer via ”local enhancement”: de ser, at nogle artsfæller søger ind på det lave vand nær kysten, følger efter og opdager, at det er et godt sted; formentlig fordi der er mange fisk.

”Det bliver så til en kulturel tradition, og det er første gang, en kulturel tradition er observeret blandt næbhvaler”, siger hun.

Andre eksempler på kulturelle traditioner hos hvaler er, når de udvikler særlige jagttraditioner: nogle slår med halen for at bedøve fisk, nogle genererer bølger for at skylle sæler ned fra isflager, nogle jager fisk op på stranden.

Forskerne observerede i alt 186 individer af arten Bairds næbhval ved Commander Islands i årene 2008-2019. 107 blev kun observeret en gang og dermed vurderet til at være til at være ikke-fastboende, men hvaler på gennemrejse. 79 individer blev spottet mere end et år og blev dermed vurderet til at være fastboende.

61 af de ikke-fastboende hvaler blev set interagere med de fastboende, og af dem blev syv set på det lave vand.

”De ikke-fastboende er ikke lige så bekendt med lokale forhold som de fastboende og derfor søger de oftest føde på de dybder, som er normale for deres art. Men vi observerede faktisk nogle ikke-fastboende på det lave område. Det var individer, der havde en eller anden form for social kontakt til de fastboende. Det må være i den kontakt, at de har lært om det lave vand og fordelene ved det”, siger Olga Filatova.

Det er uvist, hvor mange Bairds næbhvaler, der findes i verden.

Studiet er støttet af Rufford Small Grants, Whale and Dolphin Conservation, Animal Welfare Institut og Russian Fund for Fundamental Research. Olga Filatova er yderligere støttet af Human Frontier Science Program.

Om forskeren: Olga Filatova er hvalekspert og postdoc på Biologisk Institut. Hun er desuden tilknyttet SDU Climate Cluster. https://portal.findresearcher.sdu.dk/da/persons/filatova

Om næbhvaler: Vi kender 24 arter af næbhvaler, der hører til tandhvalerne. Nogle kendes kun fra strandinger og kraniefund, og fotos af dem er generelt sjældne. Bairds næbhval er med sin længde på op til 10 m den største af næbhvalerne. Hunnen bliver lidt større end hannen. Både hunner og hanner har et karakteristisk underbid med to par tænder i underkæben.