Salget af Hövding airbag-cykelhjelm er stoppet i Danmark
Sikkerhedsstyrelsen har opfordret danske forhandlere til at stoppe salget af Hövding 3 airbag-cykelhjelmen, da hjelmen ikke lever op til sikkerhedskravene. Alle de forhandlere, som Sikkerhedsstyrelsen har kendskab til, der solgte produktet, har fulgt opfordringen.
Sikkerhedsstyrelsen har opfordret danske forhandlere til salgsstop for Hövding 3 airbag-cykelhjelme, både gennem medierne og ved direkte henvendelse, fordi der er nogle typer af ulykker, hvor airbaggen ikke bliver udløst. Dermed vil der være tilfælde, hvor brugeren ikke bliver beskyttet. I EU-lovgivningen om personlige værnemidler, som cykelhjelme hører under, er det et grundlæggende princip, at et værnemiddel skal være sikkert ved forudsigelig brug.
En væsentlig risiko ved funktionen af Hövding 3 er, at airbaggen ikke bliver udløst og dermed ikke giver beskyttelse, hvis brugeren bliver ramt direkte forfra, enten ved sammenstød med et køretøj med flad front som en bus eller en lastvogn, eller fordi brugeren kører ind i fx en mur eller et træ.
- Det er en begrænsning, som fremgår af brugsanvisningen til Hövding 3, men et frontalt sammenstød må anses som en forudsigelig hændelse for en cyklist. Dermed lever Hövding 3 ikke op til reglerne for personlige værnemidler, og derfor har vi opfordret til at stoppe salget, siger vicedirektør Kirsten Wilbour Dam Christiansen fra Sikkerhedsstyrelsen.
Alle de forhandlere på det danske marked, som Sikkerhedsstyrelsen har haft kendskab til, har stoppet salget. Det drejer sig om 12 forhandlere.
- Det vurderer vi er tilstrækkeligt til, at sagsbehandlingen er afsluttet fra vores side. Men hvis vi konstaterer, at der igen foregår et salg til danske forbrugere, vil vi selvfølgelig undersøge det, og så har vi mulighed for at give et påbud om at stoppe salget, siger Kirsten Wilbour Dam Christiansen.
Sikkerhedsstyrelsen fraråder ikke brug af Hövding 3 for dem, der allerede har anskaffet en Hövding-airbag. Men styrelsen opfordrer brugere til at sætte sig grundigt ind i de begrænsninger, som fremgår af brugsanvisningen.
- Vi kan ikke sige, at en Hövding-airbag er farlig at anvende, og ved nogle typer af ulykker yder den god beskyttelse, så det er bedre at bruge en Hövding end ikke at have nogen beskyttelse som cyklist. Men det kan være en falsk tryghed, når den ikke beskytter ved alle de typer ulykker, der ofte kan ske i trafikken. Derfor er det vigtigt, at brugerne er klar over, hvad deres airbag egner sig til og hvornår de ikke er beskyttet, siger Kirsten Wilbour Dam Christiansen.
------
Se spørgsmål og svar hos Sikkerhedsstyrelsen: https://www.sik.dk/nyheder/salget-hovding-airbag-cykelhjelm-stoppet-danmark
Kontakt Sikkerhedsstyrelsen
Pressetelefon 22 38 44 51 eller presse@sik.dk
Følg pressemeddelelser fra Sikkerhedsstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Sikkerhedsstyrelsen
Ny kampagne skal minde danskerne om at beskytte hørelsen mod nytårsbrag17.12.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Sikkerhedsstyrelsen sætter i år fokus på risikoen for høreskader i forbindelse med fyrværkeri. Kraftige brag kan nemlig give varige skader på hørelsen.
Fra i dag kan du købe fyrværkeri – men du skal vente med at tænde lunten15.12.2025 09:02:00 CET | Pressemeddelelse
Selvom du har mulighed for at købe raketter, batterier og andet krudt, skal du være opmærksom på, at det først må fyres af den 31. december.
Alt for mange børn og unge kommer fortsat til skade med fyrværkeri3.12.2025 09:17:05 CET | Pressemeddelelse
Næsten halvdelen af alle fyrværkeriskader rammer personer under 18 år, og de kommer til skade med alle typer af fyrværkeri. Derfor skal der stadig undervises i fyrværkerisikkerhed.
Benjamin Hav går forrest i ny kampagne for fyrværkerisikkerhed1.12.2025 09:09:15 CET | Pressemeddelelse
Der er stadig alt for mange børn og unge, der kommer til skade nytårsaften. Ny kampagne sætter fokus på beskyttelsesbriller med musik og fællesskab i øjenhøjde med de unge.
Kampagne skal gøre det normalt at vise ID ved køb af alkohol, nikotin eller tobak7.7.2025 11:06:57 CEST | Pressemeddelelse
Sikkerhedsstyrelsen lancerer nu kampagnen ’Gør det let – Vis ID, når du handler’. Formålet er at sætte fokus på alderskontrol for unge. Med opbakning fra detailbranchen og andre interessenter er målet at styrke forståelsen for, at det er helt naturligt at skulle vise ID, når man handler alkohol, nikotin eller tobak.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum