Gribskov har flest indbrud i Region Hovedstaden
7.2.2024 12:59:39 CET | Forsikring & Pension | Pressemeddelelse
Gribskov har forholdsmæssigt flest indbrud i Region Hovedstaden, mens Rudersdal og Hørsholm følger lige efter, viser en ny opgørelse fra forsikrings- og pensionsbranchen. Med undtagelse af Gribskov i toppen og Bornholm i bunden er antallet af indbrud i regionen generelt faldende. Nu går F&P sammen med bl.a. politiet om et digitalt register over alle tyvekoster for at sætte yderligere ind overfor indbrud.

Indenfor Region Hovedstadens grænser tager Gribskov førstepladsen blandt alle andre kommuner med 775 indbrud pr 100.000 indbyggere.
Det viser årsopgørelsen over indbrud pr 100.000 indbyggere i regionen i 2023 fra forsikrings- og pensionsselskabernes brancheorganisation, F&P på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Opgørelsen pr 100.000 indbyggere gør det muligt at sammenligne antal indbrud på tværs af kommuner uanset indbyggertal.
Som én af de få kommuner i regionen, har Gribskov oplevet flere indbrud i 2023 end i 2022.
- Gribskov er en kommune med mange sommerhuse, og det kan være én af årsagerne til, at den stikker ud i opgørelsen. Under corona-lockdown og et godt stykke tid efter arbejdede mange online fra deres sommerhuse, og det gjorde livet svært for tyvene. Men fra 2022 ser vi nogle steder en stigning i antallet af ubudne gæster: Sommerhusejerne er taget på arbejde, og så rykker tyvene ind, siger Pia Holm Steffensen, underdirektør, F&P.
Kommuner som Hørsholm, Rudersdal, Gentofte og Lyngby-Taarbæk ligger normalt højt på den kedelige rangliste, og det gør de stadig. Men i år er antallet af indbrud faldet i alle fire kommuner.
- Der er nok ingen tvivl om, at kommunerne nord for København er et yndet mål for indbrudstyve, hvor de regner med at kunne stjæle ting, der har høj værdi og er nemme at omsætte. Men nu ser det ud til, at politi og borgere har gjort det sværere at være tyv i Nordsjælland, siger Pia Holm Steffensen.
Antallet af indbrud i region Hovedstaden er generelt faldet. Og det glæder F&P – men der er en anelse malurt i bægeret:
Trods en ihærdig indsats gennem de seneste ti år, der har bragt antallet af indbrud kraftigt ned, har Danmark fortsat en ærgerlig nordeuropæisk rekord, og vi er næsten dobbelt op på indbrud pr 100.000 indbyggere sammenlignet med fx Holland.
- Ingen ved præcist, hvorfor andre lande klarer sig så meget bedre end Danmark. Men vi vil selvfølgelig arbejde målrettet for at komme ned på niveau med fx Holland, siger Pia Holm Steffensen og fortsætter:
- Regeringen har netop spillet ud med en tryghedspakke der bl.a. vil sætte ind overfor indbrud og hæleri med et digitalt register over tyvekoster – og det samarbejder vi med Det Kriminalpræventive Råd, BoTrygt, politiet og Justitsministeriet om at udforme. Registret vil gøre livet svært for tyvene og forhåbentlig lettere for forbrugerne, når man f.eks. køber brugt hos marskandiseren eller Den Blå Avis.
Pia Holm Steffensen opfordrer til også selv at gøre en indsats som boligejer for at gøre livet surt for indbrudstyvene:
- Sørg for at sætte ordentlige låse på døren og sikrede hasper på vinduerne. Forsikringsselskaberne har masser af gode råd – så brug dit selskab, siger hun.
5 gode råd mod indbrud:
1) Gode låse og sikre vinduer: Sikring af døre og vinduer og solide låse er den bedste måde at holde tyven ude på. Se på din bolig med tyvens øjne, så du finder de svage steder, inden tyven gør det.
2) Tilslut dig Nabohjælp: Hent Nabohjælps app og dan netværk med naboerne. På den måde kan I gøre jeres område trygt og fri for indbrud.
3. Hils på fremmede: Sig hej til fremmede på din vej. Ser du biler, der ikke hører til, og som ser ud til at lede efter noget, så spørg, om du kan hjælpe med noget. Tyve kan ikke lide opmærksomhed!
4) Hæk og hegn: Sørg for at tyven ikke kan bruge hæk, hegn og buskads som dække for indbrud. Naturlige overvågning fra naboer og folk, der går forbi på fortovet, er et godt supplement til sikre døre, vinduer.
5) Lys og alarmer: Timerstyret indendørslys, sensorstyret udendørslys og lydalarmer kan supplere indbrudssikre døre og vinduer.
Nøgleord
Kontakter
Birgitte HougaardPresserådgiver
Tlf:41 91 91 19bho@fogp.dkF&P Pressetelefon
Du kan ikke sende sms til pressetelefonen
Billeder
Vedhæftede filer
F&P er brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaberne i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Pensionsreform må ikke rokke ved lysten til at spare op5.3.2026 13:48:00 CET | Pressemeddelelse
Det har igennem årtier været en grundtanke i den danske pensionsmodel, at det skal kunne betale sig for danskerne at spare op til pension og tage ansvar for sin økonomi i alderdommen, hvis man kan. Derfor er det bekymrende, at Socialdemokratiet i deres pensionsudspil vil finde en del af finansieringen ved at fjerne pensionsfradraget for de pensionsopsparere, der betaler topskat. Det kan ramme ca. 450.000 pensionsopsparere – og alvorligt svække lysten til at spare op.
F&P: Regeringens 2035-plan indeholder nødvendige økonomiske prioriteringer24.2.2026 10:30:05 CET | Pressemeddelelse
Regeringen nye økonomiske plan frem mod 2035 har fokus på de rigtige områder i en urolig verden og sikrer forsat økonomisk stabilitet, lyder det fra F&P.
Klimatilpasningsplan II er et stort skridt på vej mod et klima-sikkert Danmark23.2.2026 13:02:46 CET | Pressemeddelelse
Regeringen afsætter milliarder til projekter, der skal sikre danske kyster, og det skal ske med statslig koordinering og prioritering. Det er et stort skridt i den rigtige retning mod et mere klimasikret Danmark, hvor de store og komplicerede projekter fremmes, mener F&P – forsikrings- og pensionsbranchen.
Regeringens totalberedskab er nødvendigt i en urolig tid20.2.2026 11:41:34 CET | Pressemeddelelse
Danmark og Europa har længe været udfordret med komplekse trusler og kriser. Derfor er det godt, at regeringen nu lancerer et totalberedskab for Danmark, lyder det fra forsikrings- og pensionsbranchen.
Tøvejr på vej – forebyg skader på dit hus19.2.2026 12:33:35 CET | Pressemeddelelse
Uger med hård frost bliver afløst af varmegrader, lover DMI. Det får nu Forsikringsoplysningen til advare husejere mod tøbrudsskader – for når sneen smelter, kommer vandet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
