E20-projekt mellem Korsør og Vemmelev går ind i ny fase
6.2.2024 13:45:00 CET | Vejdirektoratet | Pressemeddelelse
Der skal bygges nødspor på motorvejsstrækningen mellem Korsør og Vemmelev, og derfor går Vejdirektoratet nu i gang med at lave en miljøkonsekvensvurdering af projektet. Den skal belyse, hvad der skal bygges og projektets påvirkning af miljø og natur. Der bliver afholdt informationsmøde tirsdag 20. februar.

I den politiske aftale Infrastrukturplan 2035 blev der afsat midler til at opgradere E20 Vestmotorvejen mellem Korsør og Vemmelev med et nødspor, så der bliver skabt bedre fremkommelighed for eksempelvis redningskøretøjer i forbindelse med hændelser.
Men før anlægsarbejdet kan begynde i 2026, som det er planlagt til, skal der først udarbejdes en miljøkonsekvensvurdering af projektet. Det arbejde går Vejdirektoratet i gang med nu.
Formålet med miljøkonsekvensvurderingen er at undersøge, hvordan nødsporene kan anlægges, og hvordan projektet vil påvirke beboerne i området, landskabet og dyrelivet, trafikken, kulturarv og meget andet. Vejdirektoratet undersøger også, hvor meget det vil koste at anlægge vejen, og hvilke samfundsøkonomiske gevinster det vil medføre.
Som en del af undersøgelsen vil der ud over at undersøge, hvordan der kan etableres nødspor, også skulle ske en tilpasning af de eksisterende rampeanlæg, afvandingsforhold og bassiner.
Der er i dag flere steder langs motorvejsstrækningen, hvor der er stærkt støjbelastede boliger, herunder lokaliteterne ved Svenstrup og Tjæreby, hvor der i dag ikke er støjafskærmning. Udbygningen kan give anledning til ændret støj, både i forhold til støjforhold under anlægsarbejdet, og når motorvejsstrækningen er opgraderet. Dette vil derfor blive undersøgt i projektet. Baseret på undersøgelserne af støjforholdene vil det blive vurderet, i hvilket omfang der bør indgå støjreducerende foranstaltninger i projektet.
Når miljøkonsekvensvurderingen er færdig ved årsskiftet 2024-25, vil der blive afholdt en offentlig høring og i den forbindelse også et borgermøde. Når høringen er afsluttet, skal der vedtages en anlægslov, og herefter vil de mere detaljerede forberedelser til at bygge projektet gå i gang. Dette sker formentlig i 2026, og der går herefter omkring 4 år, før projektet kan stå færdigt.
Informationsmøde
Der afholdes informationsmøde tirsdag 20. februar kl. 17.00-19.00. Inden mødet vil der være mulighed for at komme i dialog med fagfolk fra Vejdirektoratet fra kl. 16.00-17.00.
Mødet afholdes i Tårnborg Forsamlingshus, Frølundevej 50, 4220 Korsør.
Her kan du høre mere om, hvad Vejdirektoratet arbejder med at undersøge i forbindelse med den igangværende skitseprojektering og miljøkonsekvensvurdering, ligesom der er mulighed for at stille spørgsmål til medarbejdere fra Vejdirektoratet.
Nøgleord
Kontakter
Jette Cornelius Buch-HansenSenior projektlederVejdirektoratet
Tlf:72 44 75 74jcbu@vd.dkVejdirektoratets pressetelefon
Tlf:51 83 33 93Følg pressemeddelelser fra Vejdirektoratet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Vejdirektoratet
Vilsundbroen lukker for biltrafik i nattetimerne i denne uge14.9.2026 14:20:43 CEST | Nyhed
Vilsundbroen vil være spærret for biltrafik i denne uge (uge 38) på grund af reparation af broens dilatationsfuger. Det drejer sig om perioden fra mandag den 14. september klokken 00.05 til fredag den 18. september klokken 05.15.
Spærring af til- og frakørsler på E45 ved Horsens S og Horsens C14.9.2026 13:55:19 CEST | Pressemeddelelse
Vejdirektoratet lægger i løbet af efteråret det sidste lag asfalt på E45 Østjyske Motorvej omkring til- og frakørslerne 57 Horsens S og 56b Horsens C. Det betyder kortere periodevise spærringer af ramperne frem til slutningen af oktober.
Vejarbejde spærrer Kalundborgvej ved Dønneland14.9.2026 13:54:39 CEST | Pressemeddelelse
Vejdirektoratet går i gang med sidste del af asfaltarbejdet på Kalundborgvej fra Forsingevej til Dønneland. I den forbindelse bliver strækningen spærret for trafik fra den 17. til 24. september i tidsrummet 19.00 til 5.00.
Ny omkoblingsplads til lange vogntog åbner ved Odense14.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Vejdirektoratet åbner i dag en ny omkoblingsplads ved Tietgenbyen i Odense. Pladsen giver transportører bedre muligheder for at benytte de længere EMS2-vogntog og dermed transportere mere gods ad gangen.
Trafikale gener på Marselis Boulevard fra midten af september10.9.2026 13:08:12 CEST | Pressemeddelelse
Jordbundsundersøgelserne på Marselis Boulevard er godt i gang, tidsplanen holder og alle undersøgelser forventes at være færdige til december.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum