VIA University College

Ny uddannelse skal uddanne flere ingeniører i hele regionen

Del

Via University College åbner i år en helt ny form for ingeniøruddannelse. På det nye forløb kaldes de studerende for ingeniørtrainees, og som navnet antyder, finder uddannelsen sted tæt på praksis - helt ude på arbejdspladserne.

Sidemandsoplæring af maskiningeniører
Sidemandsoplæring af maskiningeniører

Med VIAs nye forløb som ingeniørtrainee bliver det muligt at uddanne ingeniører lokalt - langt fra de studiebyer, hvor ingeniøruddannelserne ellers bliver udbudt.

Uddannelsen er en kombination af selvstudie, online undervisning og det, der i tæt samarbejde med VIA bedst kan beskrives som en mesterlære-ordning i en virksomhed, der beskæftiger ingeniører.

Hos VIA University College håber man på, at det nye tilbud kan blive en indgang til ingeniørfaget for nogle, der ellers ikke ville have muligheden for at realisere drømmen om en ingeniøruddannelse. Det gælder ikke mindst i de områder af landet, hvor der er langt til de nuværende uddannelsesudbud for ingeniører, forklarer dekan for Ingeniør- og businessuddannelserne i VIA, Lotte Thøgersen:

”Danmark har hårdt brug for ingeniørkompetencer, og det er især virksomheder langt fra studiebyerne, der har svært ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Derfor har vi skabt en mere virksomhedsrettet ingeniøruddannelse, der gør det muligt at uddanne nuværende eller nye medarbejdere til ingeniører lokalt - imens de reelt er ansat i virksomheden,” siger Lotte Thøgersen.

Tæt samarbejde med virksomhederne

I den nye uddannelsesmodel sikrer VIA de studerendes faglige kompetencer igennem undervisning, vejledning, kurser og eksamener. Men de praktiske opgaver og projekter i studiet løses af den studerende på arbejdspladsen - med sparring fra mere erfarne kollegaer. På denne måde bliver virksomheden det daglige ’studiested’ for den studerende.

Det gør uddannelsen både praksisnær og erhvervsrettet, og så giver det anledning til at specialisere sig i den enkelte virksomheds opgaver undervejs. Derfor er det nære samarbejde med virksomhederne både en forudsætning og en fordel ved det nye forløb, forklarer Lotte Thøgersen:

”Vores model for den nye ingeniøruddannelse skal ses i lyset af de politiske ønsker om mere fleksible og praksisnære uddannelsesmodeller i hele landet. Det er noget, vi rigtig gerne vil udvikle på – men vi kan ikke lykkes med det alene. Derfor er modellen blevet til i tæt samarbejde med lokale erhvervsråd og virksomheder, som har budt ind med ønsker, forslag og en meget inspirerende opbakning,” siger Lotte Thøgersen.

Det første hold af ingeniørtrainees begynder efter planen på uddannelsen til august. Man kan ansøge om at blive ingeniørtrainee gennem Den Koordinerede Tilmelding (KOT).

 Ansøgningsfristen for kvote 2 er 15. marts, og ansøgningsfristen for kvote 1 er 5. juli.

Kontakt:

For yderligere kommentarer, kontakt uddannelsesdekan for Ingeniør- og businessuddannelserne, Lotte Thøgersen, på +45 87 55 41 91.

For yderligere baggrund og kontakt til relevante virksomheder og samarbejdspartnere, der kan udtale sig om mulighederne i det nye forløb, kontakt Chefkonsulent Andreas Boesen på +45 87 55 42 89.

Fakta om uddannelsen som ingeniørtrainee:

  • Uddannelsen som ingeniørtrainee er en ordinær diplomingeniøruddannelse, og ingeniørtrainees opnår helt samme uddannelsesniveau og diplom som ordinære ingeniørstuderende.
  • For en ingeniørtrainee er arbejde og studie integreret, og størstedelen af studietiden foregår på arbejdspladsen. Her bidrager virksomheden med praksisnære opgaver, projekter og en mentorordning for den studerende.
  • VIAs undervisere står for al faglig undervisning og vejledning. Undervisningen er en kombination af fjernstudie og selvstudie, understøttet af online-undervisning og videoformater.
  • VIA tilrettelægger et forløb, hvor fjernundervisning, vejledning, delprøver og eksamener tilbydes med samme faglige niveau og indhold, som de ordinære ingeniøruddannelser.
  • Forløbet giver mulighed for at arbejde på reduceret tid i virksomheden sideløbende med uddannelsesforløbet.
  • I 2024 udbyder VIA forløbet til uddannelsen for maskiningeniør med muligheder for specialisering - fx inden for produktion.
  • Læs mere om forløbet som ingeniørtrainee på via.dk/ingeniørtrainee.

Kontakter

Billeder

Sidemandsoplæring for maskin- og produktionsingeniører
Sidemandsoplæring for maskin- og produktionsingeniører
Download

Fakta om VIA University College:

  • VIA er en professionshøjskole med 20.000 studerende og 42 forskellige professionsbacheloruddannelser i 11 af de 19 kommuner i Region Midtjylland.
  • VIA understøtter velfærdssamfundet ved blandt andet at uddanne til lærer, pædagog, sygeplejerske, socialrådgiver, fysioterapeut, bioanalytiker og professionsbachelor i skat. Målrettet det private erhvervsliv udbyder VIA blandt andet uddannelser til ingeniør, bygningskonstruktør, designer og filmanimator.
  • VIA uddanner til hele den midtjyske region og har campusser med flere uddannelser under samme tag i Aarhus, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro. Dertil kommer udbud i Nørre Nissum, Skive, Ikast og Grenaa.
  • VIAs professionsrettede uddannelser foregår i en vekselvirkning mellem teori og praksis samt praktikperioder.
  • VIA er en af Nordens største udbydere af målrettet kompetenceudvikling til en lang række brancher inden for både den private og offentlige sektor.
  • VIA bedriver praksisrettet forskning, udvikling og innovation i syv forskningscentre. Forskningsaktiviteterne har fokus på fx pædagogik, læring, sundhed, demens, klima og bæredygtig udvikling.

Læs mere om VIA University College på www.via.dk

Følg pressemeddelelser fra VIA University College

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra VIA University College

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye