Rådgivning på chat vinder frem: Om natten handler det om angst, depression og selvmordstanker
Når livet er svært, vælger flere og flere at tale med Psykiatrifondens rådgivning. De senere år er det særligt rådgivning på chat, der er gået frem. I 2023 steg antallet af samtaler med 79 procent, og det er især nætterne, der er svære. Da fylder angst og depression. Hver sjette samtale handler om selvmordstanker, og andelen er endnu højere blandt unge under 30 år.
Sidste år havde Psykiatrifondens frivillige rådgivere 18359 samtaler på telefon og 3278 på chat. Især det sidste vinder frem med en stigning på 87 procent fra 2020 til 2022 og nu endnu en stigning på 79 procent fra 2022 til 2023.
Nætterne, hvor alle andre sover, er de sværeste for dem, der henvender sig: Mellem midnat og klokken 2 handler 16 procent eller hver sjette samtale om selvmordsforsøg og selvmordstanker. Det er især de yngre under 30 år, der bruger chatten, og i den aldersgruppe handler endnu flere samtaler, nemlig 18 procent, om selvmordsforsøg og selvmordstanker i de seneste nattetimer. Til sammenligning gælder det fire procent af alle samtaler hele døgnet.
Tør godt at være i de svære følelser
Rådgivningsleder Liza Johnson tager jævnligt selv vagter på telefon og chat og har selv haft adskillige samtaler med mennesker med svære tanker.
”Vi spørger, hvad der fylder i det enkelte menneskes liv lige nu. Vi stiller os ved siden af og lytter og prøver at få dem til at folde deres situation ud for os. Vi tør godt være i de svære følelser, de fortæller os om, og det er meget vigtigt, at der ikke er noget, man skal skamme sig over eller undskylde. Og vi bliver ikke skræmte, når mennesker skriver eller taler om selvmord," siger hun.
Det sker, at det fremgår af samtalen på chat eller på telefon, at personen har meget konkrete planer om at tage sit eget liv. I de situationer gør rådgiverne alt for at overtale personen til at bryde anonymiteten, så det er muligt at ringe 1-1-2 og skaffe akut hjælp.
- Det var så dejligt at blive mødt på den måde
At Psykiatrifondens rådgivere er gode at tale eller skrive med kan man læse af nogle af de mange kommentarer fra mennesker, der har fået hjælp gennem året: ”Kæmpe hjælp. Sikke et fantastisk menneske, jeg fik lov at skrive med.” ”Jeg følte mig hørt og forstået.” ”Jeg har brug for, at nogen lytter til mig, og det gjorde de også. Tak for det.” ”Rådgiveren gav gode råd og satte gode tanker i gang omkring mit problem. Det var så dejligt at blive mødt på den måde.”
Håber at hjælpe endnu flere
I 2023 udvidede Psykiatrifonden åbningstiderne. Antallet af dage med chatrådgivning gik fra tre til nu alle ugens syv dage, og så er der som det nyeste åbnet for chat frem til klokken to om natten onsdag, torsdag, fredag og lørdag nat. Behovet er slet ikke dækket med det, for lige så mange, som kommer igennem til en chatrådgiver, kommer ikke igennem og må vente til næste dag eller prøve at komme igennem på telefonen i stedet.
Det kalder på yderligere udvikling, og den er allerede i gang.
”I år håber vi at hjælpe endnu flere, der har det svært. Vores mål er, at vi skal have natteåbent hver dag på chatten, hvor det i dag er fire gange om ugen. Vi oplever nemlig, at de svære tanker tit trænger sig på i de sene timer og nattetimerne,” siger Liza Johnson.
FAKTA OM PSYKIATRIFONDENS RÅDGIVNING
Sådan fordeler henvendelserne sig
De mange tal spreder sig ud på konkrete emner og diagnoser, og der er også forskel på, hvad henvendelserne især handler om, alt efter om det er telefonsamtaler, chatsamtaler eller brevkasse, dvs. mailrådgivning.
Efter hver samtale besvarer rådgiverne et spørgeskema, og det er de data, der er samlet her. Eftersom alle samtaler er anonyme, er det rådgiverens vurdering, der fremgår af data fra telefonsamtaler. På chat besvarer de, der henvender sig, en række stamspørgsmål om alder og geografi, inden samtalen begynder.
Alder og rådgivningsmulighed
Det er særligt de 20-39-årige og gruppen mellem 50 og 59 år, der henvender sig til Psykiatrifondens rådgivning. Blandt de yngre er chatrådgivning valget for de fleste. De 20-39-årige står for i alt 66 procent af chatsamtalerne. At tale med en rådgiver i telefonen er et valg, særligt de 50-59-årige foretrækker. Færrest henvendelser kommer fra gruppen mellem 0 og 12 år og fra mennesker over 60 år.
Problemstilling fordelt på rådgivningsmuligheder
På telefonen er det især relationer til partner, familie og venner, der går igen i 23 procent af samtalerne, mens det på chatten overordnet set mest handler om ’generel utilpashed’ i 35 procent af alle samtaler. Ensomhed og sygdommen i sig selv ligger også i top blandt samtaleemnerne med henholdsvis 15 og 19 procent på telefon, mens de fremgår af 7 procent af chatsamtalerne.
Diagnoser fordelt på rådgivningsmuligheder
På tværs af telefon, chat og brevkasse er angst den diagnose, der fylder mest i alle samtaler med 11 procent. Derefter kommer depression med 9 procent og personlighedsforstyrrelser med 7 procent. Selvmordstanker og selvmordsforsøg er på tværs af kanaler mest gennemgående på chat med i alt 10 procent af alle henvendelser. Og en særlig placering har diagnosen skizofreni haft i en del års statistik. 13 procent af alle samtaler på tværs af kanaler handler om skizofreni, og det er særligt de brugere, der hyppigt kontakter Rådgivningen, der står for samtalerne om skizofreni.
Om Psykiatrifondens rådgivning
Ring til Psykiatrifondens telefonrådgivning på 39 25 25 25
- Gratis, anonym rådgivning på telefon, chat og brevkasse
- Alle rådgivere har en fagligt relevant uddannelsesmæssig baggrund for at rådgive mennesker om psykisk sårbarhed, psykisk sygdom og krisesituationer. Rådgiverne får løbende supervision.
- Rådgivningen er for alle
- Psykiatrifonden har cirka 150 frivillige rådgivere og rekrutterer løbende
Nøgleord
Kontakter
Sarah BossPressechef
Tlf:23712688scb@psykiatrifonden.dkBilleder
Links
Følg pressemeddelelser fra Psykiatrifonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Psykiatrifonden
Psykiatrifondens rådgivning: Nedbrud vækker uro29.11.2024 13:57:28 CET | Pressemeddelelse
Psykiatrifondens rådgivere har talt med flere mennesker, der følte angst og uro i forbindelse med nedbruddene, der har forstyrret togtrafik og telefoni.
Psykiatrifondens rådgivning: Nedbrud vækker uro29.11.2024 13:00:00 CET | Pressemeddelelse
Psykiatrifondens rådgivere har talt med flere mennesker, der følte angst og uro i forbindelse med nedbruddene, der har forstyrret togtrafik og telefoni.
Blind vinkel på mænds psykiske problemer19.11.2024 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Når mænd græder, er der ingen, der ser det. Når mænd har det psykisk svært, får de ofte lov til at gå alene, og for tre gange flere mænd end kvinder ender det på den værste måde – med selvmord. I dag er det Mændenes Internationale Dag, og for Psykiatrifonden er det afgørende, at vi får bedre data om mænds psykiske helbred, for lige nu handler vi i blinde.
Lykkes sammenlægningen af somatik og psykiatri, redder den liv15.11.2024 13:39:04 CET | Pressemeddelelse
En sammenlægning af somatik og psykiatri kan blive det afgørende opgør med årtiers ulighed og overdødelighed, mener Psykiatrifonden efter at sundhedsreformen i dag blev præsenteret. ”Den virkelige patient fejler ofte noget fysisk og psykisk på samme tid, og det skal fremtidens sundhedsvæsen indrettes efter. Integrationen skal være så gennemgribende, at somatikken og psykiatrien helt naturligt behandler de samme patienter - sammen”, siger Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden.
Syv ud af ti børn af forældre med psykisk sygdom får ingen hjælp5.11.2024 06:05:00 CET | Pressemeddelelse
På trods af bred anerkendelse af, at børn af forældre med psykisk sygdom er særligt sårbare, modtager næsten syv ud af ti ingen støtte. En ny rapport kortlægger de mange forhindringer, der fortsat står i vejen for at hjælpe børnene. TrygFonden og Psykiatrifonden vil skabe de nødvendige forandringer med indsatsen ’Grib børnene’, som handler om at udvikle tiltag, der hjælper børn og deres familier til at få den rette støtte i en svær situation.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum