Danmarks Statistik

Unge fra landkommuner tager oftest en erhvervsuddannelse

Del

Landkommuner dominerer listen over kommuner med de største andele af unge, der efter deres folkeskoletid i kommunen har taget en erhvervsuddannelse. De største andele findes i kommuner langt fra hovedstaden – på nær én enkelt kommune.

En stor del af de unge, der i denne tid netop er begyndt på en erhvervsuddannelse med vinteroptag, vil sandsynligvis komme fra en landkommune. Og mange af dem vil komme fra en jysk kommune. I hvert fald, hvis fordelingen af erhvervsuddannede følger det mønster, der har været gennem en længere årrække.

Tendensen har været, at unge, der vokser op i en landkommune, oftere tager en erhvervsuddannelse end unge fra én af landets større byer. Især i kommuner i Region Hovedstaden er der længere mellem unge, der tager en erhvervsuddannelse.

Det viser en opgørelse over nuværende 25-35 årige der har gennemført en erhvervsuddannelse - fordelt efter hvilken kommune, de kommer fra. Her er der nærmere bestemt set på, hvilken kommune, den unge fuldførte grundskolen i.

Blandt de 25 kommuner, der i 2022 havde en andel af erhvervsuddannede på 35 pct. eller derover, er et flertal på to tredjedele (64 pct.) landkommuner. Til sammenligning udgør landkommuner kun ca. en tredjedel (31 pct.) af alle landets 98 kommuner. Landkommuner er defineret ved at have under 30.000 indbyggere i kommunens største by og en jobtilgængelighed under 40.000. Jobtilgængeligheden måler, hvor mange job der kan pendles til (læs mere i faktaboksen nederst)

Resten af kommunerne på listen er - på nær én - oplandskommuner, dvs. også under 30.000 indbyggere i største by, men med en jobtilgængelighed på mindst 40.000. Undtagelsen fra mønsteret er hovedstadskommunen Tårnby.

Blandt de 25 kommuner med den højeste andel er desuden en markant repræsentation af jyske kommuner: 64 pct. af kommunerne på listen er jyske.  Til sammenligning udgør jyske kommuner 43 pct. af alle landets 98 kommuner.

De 25 kommuner med den højeste andel af 25-35-årige, der har fuldført en erhvervsuddannelse
(pct. af nuværende 25-35-årige, der har gået i 9. klasses-grundskole i kommunen, opgjort pr. 30/9 2022)

Læsø:  43,1
Nordfyns:  42,0
Morsø:  41,0
Langeland:  40,1
Vesthimmerlands:  39,8
Samsø:  39,6
Hedensted:  39,2
Ringkøbing-Skjern:  38,7
Vejen:  38,4
Rebild:   37,9
Stevns:  37,6
Frederikshavn:  37,2
Odsherred:  37,0
Norddjur:   37,0
Faxe:  36,9
Jammerbugt:  36,9
Lolland:  36,7
Mariagerfjord:   36,4
Kalundborg:  36,2
Halsnæs:  35,9
Lemvig:  35,5
Tårnby:  35,5
Tønder:   35,3
Ikast-Brande:  35,3
Brønderslev:  35,0

Kilde: Særkørsel

Læsø Kommune har med 43 pct. den største andel unge, der efter grundskoletiden har taget en erhvervsuddannelse. Læsøs topplacering skal tages med forbehold for kommunens lave indbyggertal – det laveste blandt alle landets 98 kommuner, nemlig 1.779 pr. 4. kvartal 2023.

Langt fra storbyerne
Ser man på et Danmarkskort, tegner der sig et billede af, at det især er unge, der er vokset op i kommuner i det vestlige Jylland og det vestlige Sjælland, der tager en erhvervsuddannelse.

Andel af unge, der har fuldført en erhvervsuddannelse, 2022

null
Opgørelsen er baseret på, hvor de nuværende 25-35-årige, der har fuldført en erhvervsuddannelse, gik i 9. klasses grundskole - og dermed ikke baseret på deres nuværende bokommune. Opgjort 30.9.2022 Danmarks Statistik

Laveste andele i nordsjællandske kommuner
Omvendt er der længere mellem unge fra nordsjællandske kommuner, der tager en erhvervsuddannelse.
Ni ud af de ti af de kommuner med landets laveste andel af unge, der efter folkeskoletiden i kommunen har taget en erhvervsuddannelse, ligger i Nordsjælland/København – Aarhus Kommune er eneste geografiske undtagelse.

De 10 kommuner med laveste andel unge, der har fuldført en erhvervsuddannelse

(andelen i pct. af nuværende 25-35 årige fra kommunen, der har fuldført en erhvervsuddannelse, opgjort pr. 30/9 2022).

Gentofte

9,4 

Rudersdal

12,4

Lyngby-Taarbæk

13,2

Frederiksberg

15,8

Furesø

16,6

Hørsholm

17,1

Allerød

18,0

Fredensborg

20,5

København

20,6

Aarhus

21,1

”Det geografiske mønster, vi ser her, har ligget stabilt i en længere årrække. Ser man på udviklingen tilbage fra 2012 og frem, er det stort set de samme kommuner, der har haft højest og lavest andel af grundskoleelever, der har taget en erhvervsuddannelse”, siger Asger Bromose, fuldmægtig i Danmarks Statistik.

FAKTA

Kommunetyper:

Hovedstadskommuner: Jobtilgængelighed på mindst 200.000. (Københavns Kommune + 23 kommuner omkring hovedstaden.
Storbykommuner: Mindst 100.000  indbyggere i største by (opfyldes kun af Aarhus, Aalborg og Odense)

Provinskommuner: Mindst 30.000 indbyggere i største by (16 kommuner, fx Esbjerg og Køge)

Oplandskommuner: Under 30.000 indbyggere i største by, jobtilgængelighed mindst 40.000 (24 kommuner, fx Assens og Odder).

Landkommuner: Under 30.000 i største by, jobtilgængelighed under 40.000 (31 kommuner, fx Lolland og Skive).

Jobtilgængelighed:
Jobtilgængeligheden afspejler både hvor jobbene findes og infrastrukturen.

Job der ligger i nærheden af bopælen er alt andet lige mere attraktive end job der ligger i andre landsdele. Derfor begegnes jobtilgængeligheden ved at job der ligger tættere på bopælen tæller mere i beregningen end job der ligger længere væk.    

Nøgleord

Kontakter

Danmarks Statistik

Danmarks Statistik er den centrale myndighed for dansk statistik. Vores opgave er at indsamle, bearbejde og offentliggøre statistiske oplysninger om det danske samfund.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Statistik

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Statistik

40 år med vindkraft: Fra 200 små møller til knap 5.000 kæmper2.5.2024 11:38:45 CEST | Pressemeddelelse

Udviklingen af vindmøller i Danmark er gået stærkt siden 1980'erne. I 1983 var der registreret ca. 200 vindmøller - i 2023 var antallet vokset til knap 5.000. Samtidig er møllerne blevet mange gange større og kraftigere: Hvor en mølle i 1983 gennemsnitligt kunne forsyne 25 husstande med strøm, var kapaciteten i 2023 vokset til ca. 800 husstande. I dag står vindmøller for lidt over halvdelen af strømproduktionen i Danmark.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye