Danske forskere vil afhjælpe plastikforurening i Bangladesh

Tonsvis af emballage, flasker, folie, tomme trådruller og rester af nylon og polyester.

Bangladesh har verdens næststørste beklædningsindustri, og med den massive tøjproduktion følger også en massiv mængde plastikaffald.  

Noget af det affald bliver allerede i dag genbrugt, især af små producenter i den såkaldte uformelle sektor i hovedstaden Dhaka, som smelter plastikken om og laver den om til for eksempel bestik eller stole. Problemet er bare, at det ofte sker under uorganiserede, farlige og forurenende forhold.

Det vil et nyt Danida-støttet forskningsprojekt rette op på.

- Vores projekt går ud på, ikke så meget at reducere brugen af plastik i industrien, men at forbedre den måde plastikken efterfølgende bliver genbrugt på, forklarer Jan Vang, der er professor på Det Tekniske Fakultet på Syddansk Universitet og forskningsleder for projektet.

- Dels vil vi gøre arbejdsmiljøet bedre, så arbejderne og folk i lokalområderne ikke bliver udsat for så mange kemiske dampe. Dels vil vi gerne nedbringe CO2-udledningerne i produktionen og undersøge mulighederne for at skabe nogle mere værdifulde produkter.

Samarbejde i centrum

Ud over forskere fra Det Tekniske Fakultet er professor Dewan Ahsan fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på SDU, en forsker fra Aalborg Universitet og forskere fra to universiteter i Bangladesh også involveret.

Samarbejdet ikke bare mellem forskerne, men også med de lokale myndigheder og de små, uformelle producenter, der arbejder med plastik i Bangladesh, bliver helt afgørende, fortæller Jan Vang.

- Vi arbejder med det, man lidt moderne kalder co-creation. I stedet for at komme og trække én løsning ned over alle de forskellige aktører, så skal vi samarbejde med dem om at udvikle nogle alternative produktionsmåder.

Konkret kommer forskerne blandt andet til at kortlægge produktionsprocessen og måle eksponeringen af giftige dampe for at kunne komme med forslag til, hvordan man kan forbedre produktionen. 

- Og så har vi fokus på, om de produkter, som de laver nu, kan erstattes med nogen, som har en lidt højere indtjening pr. produkt, altså nogle lidt mere værdifulde produkter. Det leder forhåbentlig til et større overskud, der kan geninvesteres i produktionen og dermed sikre, at den bliver stadig grønnere. Med den mere avancerede produktionen kræves der også flere kompetencer fra arbejderne, som virksomhederne derved bliver mere afhængige af, og så kan arbejderne gøre krav på lidt højere lønninger, siger Jan Vang.

Social eller grøn bæredygtighed?

Projektet er støttet af Udenrigsministeriet som et Danida-projekt og har et samlet budget på 10 millioner kroner.

Og det er et godt eksempel på, at man i den grønne omstilling kan være nødt til at gå balancegang mellem hensynet til miljø og klima på den ene side og hensynet til lokalbefolkningens økonomi på den anden, mener professoren.

- Det bedste for miljøet og klimaet havde selvfølgelig været at nedbringe plastikforbruget, men omvendt er der jo en masse mennesker, som er økonomisk afhængige af plastikaffaldet fra beklædningsindustrien. Det er et dilemma mellem den grønne bæredygtighed og den sociale, siger Jan Vang.

Sådan vil det tit være med projekter i udviklingslande, mener han. Man er nødt til at finde et kompromis.

- Et opfølgningsprojekt kunne selvfølgelig være at tage det næste skridt og undersøge, om man kunne erstatte plastikken, uden at det går ud over dem, der er afhængige af den. Men nu tager vi de første skridt og ser på, hvordan vi kan sikre, at det affald, der er, bliver genbrugt på en hensigtsmæssig måde.