Nyt partnerskab: Ud med sorte brændsler og ind med grøn teknologi
Der skal mere fart på den grønne omstilling og overgangen til et mere energieffektivt samfund, lyder det fra TEKNIQ Arbejdsgiverne og SYNERGI. Parterne indgår derfor et formelt partnerskab, der skal sikre en endnu stærkere, fælles stemme i debatten. Energieffektivitet, grøn opvarmning og en ambitiøs implementering af nye EU-direktiver er nogle af prioriteterne i det nye partnerskab.
Danmark skal have de højest mulige ambitioner for klima- og energipolitik. Det betyder for eksempel, at vi skal hurtigere af med olie og gasfyr til boligopvarmning. Det skal ske i 2030 i stedet for 2040, som er kravet fra EU. Det er et af udgangspunkterne for et nyt partnerskab mellem TEKNIQ Arbejdsgiverne og SYNERGI.
Samarbejdet er bl.a. kommet i stand, fordi de kommende år bliver ekstremt vigtige for den grønne omstilling med bl.a. implementering af nye EU-krav for energiforbrug og bygninger. Samtidig er parterne enige om, at der er betydelige huller i den grønne omstilling i Danmark, som skal lappes hurtigst muligt. Det gælder for eksempel udfasningen af den fossile opvarmning i særligt landdistrikterne og den træge overgang til et digitaliseret samfund med langt bedre udnyttelse af data.
Adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, Troels Blicher Danielsen, ser frem til et endnu tættere samarbejde med SYNERGI.
- Klimaforandringerne bliver mere og mere tydelige, og hvis vi skal lykkes med at dæmme op for dem, så kræver det et vedvarende fokus på bæredygtighed. Det har vi en stærk tro på, at vores samarbejde med SYNERGI kan være den helt rigtige brik til at fyre op under det arbejde. Klimakampen foregår i flere forskellige arenaer – fra den konkrete varmepumpeinstallation hos husejeren til de bonede gulve i Bruxelles. Dertil kommer de mange digitale gevinster fra blandt andet forsyningsdata, som vi slet ikke får udnyttet tilstrækkeligt i dag. Ingen kan gøre det hele alene, men sammen kan vi gøre meget mere, hvilket jeg ser frem til, siger Troels Blicher Danielsen.
Vigtige aftaler på vej
SYNERGI-direktør Katrine Bjerre glæder sig også over det nye partnerskab. Hun ser store potentialer i et tættere samarbejde om de mange overlappende interesser. Hun ser desuden frem til at blive endnu bedre rustet til at løfte dagsordenen for bl.a. udfasningen af den fossile energi samt data og digitale løsninger, som fremtidens fleksible og grønne energiforbrug hviler på.
- TEKNIQ Arbejdsgiverne er en stærk stemme i klimadebatten, og det er i høj grad deres medlemmers hænder, der skal sikre, at den grønne omstilling lykkes. Vi har allerede et godt og tæt samarbejde, men potentialet er til meget mere. Derfor er jeg glad for, at vi nu har fundet hinanden i et egentligt partnerskab. Og timingen kunne ikke være mere oplagt end nu, hvor vi de kommende år står over for implementeringen af en række vigtige aftaler om EU’s klimaarbejde. Samtidig må vi konstatere, at det i Danmark går alt for langsomt med at høste de store gevinster i et lavere, grønnere og mere effektivt energiforbrug – bl.a. gennem bedre og friere adgang til data. Det potentiale håber jeg, vi sammen kan bidrage til at få høstet, siger Katrine Bjerre.
Partnerskabet er skudt i gang fra januar 2024.
Fakta om opvarmning med fossile brændsler
Der er i dag ca. 400.000 olie- og gasfyr i danske boliger. Det tal forventes at være 235.000 i 2030 og 127.000 i 2035. I 2040 skal den individuelle opvarmning være fossilfri i hele EU, lyder det i EU’s nye bygningsdirektiv.
Det er regeringens ambition, at det skal være slut med opvarmning med gas i boliger i 2035. Det mål bør fremrykkes til 2030 og følges op af en konkret plan for, hvordan det skal ske, mener TEKNIQ Arbejdsgiverne og SYNERGI.
Om TEKNIQ Arbejdsgiverne
TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder er drivkraften i den grønne og digitale omstilling af Danmark. Erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen organiserer store del af det tekniske erhvervsliv i Danmark. Det gælder blandt andet el, vvs og metalindustrien. Samlet set beskæftiger brancherne omkring 60.000 medarbejdere, og den samlede årlige omsætning beløber sig til cirka 60 mia. Kr.
Om SYNERGI
SYNERGI er en interesseorganisation, der arbejder for, at Danmark reducerer sit energispild – i industrien, i de offentlige og almene bygninger og i de danske hjem. SYNERGI blev stiftet i 2018 af Danfoss, Grundfos, ROCKWOOL og VELUX. I dag har SYNERGI i alt 12 medlemmer. Siden stiftelsen er medlemskredsen blevet udvidet med store, internationale virksomheder som Schneider Electric til mindre, men ambitiøse spillere som Boligselskabet Sjælland.
For yderlig info, kontakt:
TEKNIQ Arbejdsgiverne: presseansvarlig Michael Degn: 77 42 42 27 / mdc@tekniq.dk
Synergi: presserådgiver Andreas Müller: 3066 7784 / am@synergiorg.dk
Kontakter
Michael DegnPresseansvarlig
Tlf:77424227mdc@tekniq.dkFølg pressemeddelelser fra TEKNIQ
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra TEKNIQ
Overenskomstforhandlinger bliver for første gang digitale17.1.2025 11:53:44 CET | Pressemeddelelse
TEKNIQ og Dansk El-Forbund trækker som de første nu overenskomstforhandlingerne ind i den digitale tidsalder. Det skal spare mange tusinde printede papirer og give en mere overskuelig og effektiv forhandling, lyder det fra de to parter, der mener, at det er startskuddet til at revolutionere måden at forhandle overenskomst på i Danmark.
Organisationer: Mere inklusion og diversitet er vejen frem14.1.2025 08:25:00 CET | Pressemeddelelse
Både uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedets parter skal i højere grad være gearet til at rumme sårbare unge og medarbejdere med minoritetsbaggrund. Sådan lyder den fælles målsætning fra TEKNIQ, Dansk El-Forbund og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.
TEKNIQ giver 50 millioner kroner tilbage20.12.2024 10:02:58 CET | Pressemeddelelse
Erhvervsorganisationen TEKNIQ giver nu 50 millioner kroner af foreningens formue tilbage til medlemsvirksomhederne. Pengene skal gøre gavn i det tekniske erhvervsliv for mere grøn og digital omstilling af Danmark.
Trods stor lønfremgang ser forbrugerne sort på fremtiden20.12.2024 08:21:34 CET | Pressemeddelelse
Reallønnen er nu mere end tilbage i niveau efter inflationens indhug. Alligevel er der stadig sorte skyer over forbrugernes forventninger, viser dagens nye tal. Det er et paradoks, som i sidste ende kan blive selvforstærkende, lyder det fra erhvervsorganisationen TEKNIQ.
På juleferie i elbil: Her er de mørke pletter på landkortet19.12.2024 08:02:00 CET | Pressemeddelelse
Salget af elbiler ræser fra antallet af offentlige ladestandere, viser statistikkerne. Det er helt afgørende at få udbygget ladeinfrastrukturen, så det bliver en så naturlig del som vand i vandhaner – uanset hvor man er i landet, lyder det fra erhvervsorganisationen TEKNIQ.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum