Nu går Region Sjællands nye ambulanceselskab i luften
Fra i dag er der flere ambulancer på gaden, når regionens nye ambulanceselskab Ambulance Sjælland i samarbejde med Falck står for kørslen. Et stærkere akutberedskab, der skal være springbræt til udviklingen af endnu bedre sundhedstilbud tæt på borgerne.

Mindst 8 ekstra ambulancer på vejene i Region Sjælland og ekstra tryghed for borgerne. Der skrues endnu mere op for regionens akutberedskab, når ambulancerne fremover køres af Region Sjællands nye ambulanceselskab Ambulance Sjælland og Falck i fællesskab.
- Et godt og stærkt akutberedskab er helt afgørende for, at vi kan sikre trygheden for vores borgere. Derfor er jeg glad for, at vi kan styrke akuthjælpen yderligere med flere ambulancer, og jeg ser frem til, at vores gode og tætte samarbejde med Falck fortsætter, siger regionsrådsformand Heino Knudsen.
En stor indsats for både at fastholde og tiltrække personale til at betjene bl.a. ambulancerne har betydet, at Ambulance Sjælland og Falck fra 1. februar sammen kan mønstre 732 medarbejdere, hvilket er 50 flere end i 2023. Det betyder samtidig, at der kommer flere ambulancer på gaden.
Udvikling af sundhedstilbud tæt på borgerne
I Ambulance Sjælland vil der være fokus på at udvikle medarbejdernes kompetencer, så behandling i stigende grad kan foretages i borgernes eget hjem eller i ambulancen på vej til sygehuset. En af grundene til, at regionsrådet i Region Sjælland i 2020 besluttede at hjemtage dele af ambulancedriften.
- Vi vil styrke og udvikle sundhedstilbuddene tæt på borgerne, også på det præhospitale område, og det er nemmere, når man selv sidder med bag rattet. I Region Sjælland er vi nogle af dem, der løber allerforrest med at skabe løsninger, hvor vi kan behandle vores borgere endnu mere i eksempelvis eget hjem eller på det akutte skadested, så de måske kan undgå en tur på sygehuset, siger Heino Knudsen.
Region Sjællands nye ambulanceselskab Ambulance Sjælland skal køre ambulancerne i de to delområder i Køge og Nykøbing F., mens Falck skal køre i de to øvrige delområder i Holbæk og Slagelse. Delområderne har udgangspunkt i regionens fire akutsygehuse.
Falcks og Ambulance Sjællands ambulancer indgår i ét samlet beredskab, der disponeres af regionens fælles vagtcentral. Det betyder, at det altid vil være den bedst placerede ambulance, der bliver sendt til ulykkesstedet eller den akut syge patient.
Fakta
- Det samlede antal af medarbejdere tilknyttet ambulancetjenesten stiger med 50 medarbejdere fra Falcks 682 i 2023 til samlet 732 for Falck og Ambulance Sjælland. Det dækker over medarbejdere, der kører ambulancer (ambulancebehandlere, paramedicinere osv.), sygetransport og de såkaldte avancerede ressourcer som f.eks. akutlægebiler og præhospitale vurderingsenheder. Desuden er der lige nu et historisk højt antal ambulancebehandler-elever under uddannelse.
- Der kommer flere ambulancer på gaden i Region Sjælland. Fra 1. februar 2024 vil der være mindst 8 ekstra ambulancer på gaden sammenlignet med 2023.
- Ambulance Sjælland kører i helt nye ambulancer, som er udviklet og indrettet sammen med medarbejderne. De nye ambulancer er sat i drift i løbet af uge 4 og uge 5.
Vedlagt til redaktionen
- Billede af Ambulance Sjællands nye ambulancer. Foto: Region Sjælland.
- Oversigt over placeringen af Ambulance Sjællands ambulancebaser fra 1. februar 2024.
Kontakter
Heino Knudsen, regionsrådsformand, 51 14 54 96
Billeder
Følg pressemeddelelser fra Region Sjælland
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Sjælland
Nye lægeklinikker skyder op i Region Sjælland1.7.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fire nye lægeklinikker forventes at slå dørene op i juli. Og flere er på vej. Samlet forventes 16 flere praktiserende læger at begynde i regionen den kommende tid. De skal være med til at sikre flere læger, hvor behovet er størst.
Forsøg med ny flexbus-rute skal give bedre kollektiv trafik i landområder30.6.2025 11:09:05 CEST | Pressemeddelelse
En ny type kollektiv trafik har set dagens lys i Vordingborg Kommune – en flexbus på rute. Buslinje 668 er en del af et forsøgsprojekt igangsat af Region Sjælland, der skal afprøve nye løsninger for kollektiv trafik i landområder.
Udfordringer og fællesskab for børn og unge med synsnedsættelse26.6.2025 14:25:18 CEST | Pressemeddelelse
Judo. Svømning. Racer-tandem. Ridning på kæphest eller ægte hest. Fest med koncert, pizza og popcorn. Det er blot et udpluk af aktiviteterne på en uges sommerskole for børn og unge med synsnedsættelser på Synscenter Refsnæs i Kalundborg.
Region Sjælland indfører ny shuttlebus i Slagelse og flere afgange på centrale buslinjer26.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra på søndag - den 29. juni - får borgere i Region Sjælland markant bedre muligheder for at komme hurtigt og nemt frem med kollektiv trafik. En ny shuttlebuslinje mellem Slagelse Station og Slagelse Sygehus samt opgraderinger af to regionale buslinjer skal gøre det endnu mere attraktivt at vælge bussen.
Mere nær sundhed: Region Sjælland gør det gratis at gå til fodterapeut for en række patienter25.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En række diabetespatienter tilbydes snart mere og nær behandling hos den lokale fodterapeut. En dispensation fra indenrigs- og sundhedsministeren og midler fra regionens budgetaftale baner vejen for indsatsen, som kan være med til at forebygge amputationer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum