Idrætsforeningerne kan og vil gøre noget ekstra for børn og unges mentale sundhed

Del

Over 8.000 frivillige har deltaget i kurser om at styrke trivslen i idrætsforeningerne, og det er kommet over 70.000 børn og unge til gavn. Der er stor interesse for og efterspørgsel på, hvordan foreningerne kan arbejde for, at flere børn og unge har det godt.

Et godt træningsmiljø, hvor børn og unge trives, bliver taget godt imod og glæder sig til at møde op til næste træning – det er det, langt de fleste idrætsforeninger brænder for. Og over 8.000 trænere og ledere er gået et skridt videre for at sætte fokus på trivsel i foreningen.

Siden 2018 har over 8.600 trænere og ledere fra 1.044 foreninger deltaget i DGI’s kurser om ABC for mental sundhed. Alene i 2023 har knap 3.000 frivillige deltaget i kurserne, der giver ny viden og konkrete værktøjer til, hvordan man styrker fællesskabet og tager godt imod nye medlemmer, så de får gode oplevelser og lyst til at komme igen.  

”Det er enormt positivt, at så mange trænere og ledere kan og vil gøre noget ekstra for at flere børn og unge har det godt. Idrætsforeningerne skal være et frirum, hvor ikke mindst børn og unge kan komme som de er og opleve fællesskabet og glæden ved bevægelse. Når du er aktiv sammen med andre, så styrker det både din fysiske, mentale og sociale sundhed,” siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.  

Små handlinger gør en stor forskel

DGI har siden 2016 været en del af partnerskabet ABC for mental sundhed, som ledes af Københavns Universitet. Visionen er gennem A) aktivitet, B) fællesskab og C) meningsfuldhed at forbedre og styrke vores mentale sundhed.

Vibeke Koushede er professor i mental sundhedsfremme og institutleder ved Københavns Universitet. Hun peger på, at netop idrætsforeninger spiller en afgørende for at vende udviklingen med stigende mistrivsel blandt børn og unge.

”Sundhedsvæsenet behandler os, hvis vi bliver syge. Men alt det, der fremmer trivslen, foregår i hverdagens fællesskaber, for når vi er er en del af et fællesskab omkring noget, der giver værdig og mening, så er det med til at påvirke vores mentale sundhed positivt. Derfor foreningernes indsats vigtig,” siger Vibeke Koushede.

I en undersøgelse svarer 88 procent af børnetrænerne og 87 procent af dem, der træner unge, at de i meget høj eller i høj grad gør en aktiv indsats for at styrke trivslen på deres hold. Og 67 procent af børne- og ungetrænere i DGI’s foreninger vil gerne arbejde endnu mere med at styrke trivslen.

DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen fremhæver, at foreningerne både har et ansvar og et ønske om at gøre alt, hvad de kan for at styrke trivslen og den mentale sundhed.

”Små handlinger gør en stor forskel, og så skal vi samarbejde på tværs af aktører, for vores kurser er jo ikke et quick-fix, der alene kan løse den store udfordring, vi har med at et stigende antal børn og unge mistrivsel,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Alle skal gå gladere hjem, end da de kom

I Tingsted Gymnastikforening er målet i dag, at alle efter træning skal gå gladere hjem, end da de kom. For nogle år siden havde foreningen problemer med at finde frivillige nok, og det blev startskuddet til en udviklingsproces, hvor de med DGI’s hjælp fik sat ord på deres værdier og dermed styrkede den fælles forståelse for foreningsarbejdet.

Det har givet bonus. I dag er der så mange frivillige, at foreningen har indført en regel om, at man kun må være hjælper på et hold. Der er også ventelister til de fleste hold, og foreningen arbejder målrettet med at styrke fællesskabet.

”Vi er blevet bedre til at lave fællesskabslege på holdene. Vi tænker over, hvordan vi taler. Og vi er blevet mere opmærksomme på at tage godt imod nye deltagere,” siger Susanne Kappel, der er formand i foreningen. 

Thea får 28 kram til træning

Thea Halling er en af de gymnaster, der har bidt mærke i, at Tingsted Gymnastikforening sætter fokus på trivslen.

”Jeg synes egentlig altid, at jeg bliver i godt humør af at være i hallen, men har jeg en dårlig dag, så er der også altid nogle at tale med. Vi snakker og hygger os sammen, når vi står i kø til et spring,” siger Thea.

Det hold, hun går på, har en tradition med fælles opvarmning og fælles afslutning, så Thea har typisk fået 28 kram, inden hun tager hjem fra træning. Thea er også frivillig instruktør, hvor hun er meget opmærksom på, at ingen føler sig udenfor.

Da Thea Halling begyndte på Handelsgymnasiet oplevede hun, hvordan hun kan blive påvirket, hvis der ikke er et godt fællesskab omkring hende.

”Jeg kunne ikke rigtig komme med i fællesskabet, selvom jeg prøvede. Jeg passede bare ikke ind. Jeg fik det rigtig dårligt, og til sidst kunne jeg slet ikke kende mig selv,” fortæller Thea Halling, som heldigvis talte med sin studievejleder om det og fik skiftet til en anden klasse, hvor hun nu efter eget udsagn har det ”megasjovt”.

Blandt de foreninger, der har gjort brug af værktøjerne i ABC for mental sundhed:

  • Fredericia Løbeklub, der med succes har indført en buddy-ordning, hvor velkomst-buddies tager hånd om nye medlemmer
  • Tingsted Gymnastikforening i Guldborgsund Kommune har med DGI’s hjælp arbejdet med at udvikle trivslen, foreningen og kulturen. Bl.a. er der kommet flere fællesskabslege på holdene.
  • Børnebasket Horsens har holdt trænermøder med fokus på, hvordan man tager imod nye og truffet et aktivt valg om, at leg og glæde er det vigtigste, så det er frivilligt, om man vil spille kamp.   
  • Københavns Universitets Studenteridrætsforening har udviklet et 6-ugers forløb, hvor studerende på tværs af studieretninger får viden om, hvordan de kan styrke deres mentale sundhed

Fakta om kurser med fokus på mental sundhed

  • Siden 2016 har DGI holdt kurser om mental sundhed med deltagelse af 1.044 foreninger med 8.611 trænere og ledere. I 2023 var der 2.923 deltagere fra 278 foreninger. Et skøn er, at det er kommet 70.000 børn og unge i foreningerne til gavn.
  • Kurserne fortsætter i 2024.
  • DGI har også stået for kurser på folkeskoler og gymnasier, blandt seniorer og på kvindekrisecentre.
  • DGI samarbejder med kommuner, skoler og idrætsforeninger om at styrke trivslen. DGI tilbyder materialer, undervisningsforløb og workshops.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Thea Halling er gymnast og instruktør i Tingsted GF, der har arbejdet struktureret med at styrke trivsel og fællesskab i foreningen
Thea Halling er gymnast og instruktør i Tingsted GF, der har arbejdet struktureret med at styrke trivsel og fællesskab i foreningen
Download
Thea Halling får typisk 28 kram, når hun er til træning, og der er altid nogle at snakke med i hallen.
Thea Halling får typisk 28 kram, når hun er til træning, og der er altid nogle at snakke med i hallen.
Download

Links

DGI arbejder målrettet for at styrke motion og breddeidræt i Danmark. Vi tror på glæden ved idræt og på styrken i foreningsfællesskabet. DGI's 6600 foreninger har over 1,7 mio. medlemmer. 

Følg pressemeddelelser fra DGI

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DGI

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye