DGI Landsstævne i gang med et brag af en åbning

Del

Danmarks største idrætsfestival blev sat i gang med et spektakulært åbningsshow i Vejle, hvor udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sagde, at ”det er det her, vi lever for”

Åbningsshow til DGI Landsstævne i Vejle
Åbningsshow til DGI Landsstævne i Vejle Fotograf Jens Astrup for DGI

DGI Landsstævne er både tradition og nye trends. Det viste åbningen af DGI Landsstævne i Vejle, der torsdag blev sat i gang med taler, faner og et forrygende show, inden de næste tre dage byder på 30 idrætter og 300 aktiviteter for de over 22.200 deltagere.

Formand for DGI, Charlotte Bach Thomassen, slog i sin åbningstale fast, at når vi bevæger os sammen, og når vi bevæger hinanden, så bevæger vi verden.

”Landsstævnet er tradition og fornyelse. Det er store oplevelser og venner for livet. Landsstævnet viser betydningen af at møde op og være med,” sagde Charlotte Bach Thomassen.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sagde i sin tale, at DGI Landsstævne er en helt fantastisk begivenhed, og at den frivillige idræt har enorm betydning for os alle sammen.

”Der er nogen, der regerer verden, men I er verden. Og det, tror jeg, er hovedforklaringen på, at idrætsforeningernes medlemstal bliver ved med at stige. For vi søger sammenholdet i det nære, og måske særligt når skyerne kommer op, når der er ufred i verden, så samles vi i det nære og det, der rigtig giver mening,” sagde Lars Løkke Rasmussen.  

Fra åbningsparade til åbningsshow

Inden åbningen gik 15.314 landsstævnedeltagere i parade gennem Vejle på en 2,5 kilometer lang rute krydret med over 17 happenings undervejs.

På Landsstævnestadion var der fællessang og faneborg, hvor 18 fanebærere kom ind til en særlig komponeret flaghymne. Vejles borgmester Jens Ejner Christensen holdt tale, et kæmpekor med 400 sangere underholdt, og landsstævnesangen ’Se op’ blev sunget af X-faktor-vinderen i 2024 Helene Frank.

Hele 350 aktører var en del af åbningsshowet med spektakulære koreografier og idrætsindslag. Heriblandt fire swaypole-artister fra Italien, gymnaster fra DGI Verdensholdet og et væld af lokale foreninger.

Foreningerne er der, hvor Danmark mødes

DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen pointerede, at det altid har været vigtigt at mødes i forening.

”Idrætsforeningerne er der, hvor Danmark mødes. Vi er ikke ens, og vi er ikke altid enige, men vi er sammen om en fælles interesse. Vi mødes om idræt, og vi får et demokratisk fællesskab. Alle vinder, når alle er med,” sagde Charlotte Bach Thomassen.

Siden det første landsstævne i 1862 er der sket meget. Landsstævnet har i 2025 udover gymnastik fokus på nye idrætstrends som isbadning, padel og pickleball, ligesom der er lagt vægt på bæredygtige tiltag som at mindske madspild og ved at stille 1.715 landsstævnecykler gratis til rådighed.

Frem til søndag kan Landsstævnedeltagerne prøve kræfter med et væld af idrætter, koncerter og talks. Desuden opfører 5.196 deltagende efterskoleelever showet ’Dare to Dream’ tre gange, og søndag rundes DGI Landsstævne af med et gigantisk afslutningsshow.

Fakta om DGI Landsstævne

  • Finder sted fra torsdag den 3. juli til søndag den 6. juli 2025 i Vejle. Det er Danmarks største idrætsfestival med over 22.200 deltagere, 30 idrætter, 19 koncerter og flere end 300 aktiviteter.
  • Deltagerne kommer fra hele Danmark. 30 procent er under 25 år – og tælles efterskoleeleverne med, er halvdelen af deltagerne 23 år eller yngre.
  • Omkring 4.000 frivillige – primært fra Vejleområdet – er afgørende for, at Landsstævnet bliver en god oplevelse.
  • DGI og Vejle Kommune står bag DGI Landsstævne 2025. Der er fokus på bæredygtighed, blandt andet modtager to sociale væresteder overskudsmad hver dag for at minimere madspild
  • Ny Rosborg er Landsstævnets centrum men også en ny bæredygtig bydel. For få år siden var det en genbrugsplads, og efter landsstævnet skal 4.-5.000 vejlensere bo i bydelen.
  • Der var også Landsstævne i Vejle i 1961. I 2029 er der DGI Landsstævne i Sønderborg.

Nøgleord

Kontakter

Links

DGI arbejder målrettet for at styrke motion og breddeidræt i Danmark. Vi tror på glæden ved idræt og på styrken i foreningsfællesskabet. DGI's 6700 foreninger har over 1,9 mio. medlemmer.

Følg pressemeddelelser fra DGI

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DGI

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye