Hvilken græsk ø passer til dig?

Økonomisk krise eller ej – danskerne elsker Grækenland. Sidste år besøgte ca. 270.000 danskere landet – ca. 24.000 flere end året før og 41.000 flere end i 2013. Mest populær er Kreta med Rhodos på en andenplads og Kos og Santorini som henholdsvis nummer tre og fire.
Grækenland har mellem 600 og 1.400 øer lidt afhængigt af, hvordan man definerer tingene. Med andre ord: Du har et væld af valgmuligheder. Herligt, ja helt sikkert, men det kan også byde på udfordringer at finde den helt rigtige ferieø. Spies’ rejseeksperter hjælper dig med at vælge!
Kreta
Den største af de græske øer har alt; strandene, landsbyerne og kulturen. Her findes der hoteller og rejsemål for ethvert behov. Rolig ferie med græsk atmosfære? Agios Nikolaos på den østlige del af øen. Badeferie med liv og aktiviteter? Chaniakysten på den vestlige del af øen. By og strand? Chania. Rolig familieferie? Makrigialos i sydøst. Den kretensiske natur er storslået med tre store bjergkæder, som er perfekte til vandreture. Her kan du også opleve øen Spinalonga, hvortil de spedalske blev forvist i 1900-tallet. Og du må endelig ikke gå glip af Elafonissi, stranden som er kåret til en af de smukkeste ved Middelhavet, og som ligger længst sydpå på Kreta. Her er noget for enhver smag og pengepung.
Rhodos
Ferieklassikeren oplever lige nu en renæssance, ikke mindst takket være en betydelig modernisering af både Rhodos by og en række af hotellerne rundt omkring på øen. Her er du nærmest garanteret godt vejr. Ingen anden ø i det græske øhav har flere soldage. De bedste strande for børnefamilier finder du på den østlige del af øen. Rhodos by har et godt udvalg af shoppingmuligheder, caféer og restauranter. Rhodos er også et godt udgangspunkt for ø-hopping i Dodekaneserne og har et stort udbud af aktiviteter og seværdigheder. Lej en bil og kør ned til den hvide by Lindos i syd. Besøg en af de mange strande, du passerer undervejs. Og du må endelig ikke gå glip af et besøg i Rhodos bys gamle bydel, som stammer fra Middelalderen.
Korfu
Korfu har stadig noget af fordums uskyld over sig, genspejlet i mange af øens små byer. Øen har fine strande og hoteller af høj standard. Øen er også perfekt til aktiviteter i det krystalklare hav rundt om øen. Korfu by er absolut et besøg værd. Byen har tydelig indflydelse fra både Italien, Frankrig og England, og her finder du caféer og restauranter med kulinariske oplevelser på højeste niveau.
Thassos
På rolige og fredelige Thassos finder du alt, du kan ønske dig på ferien; grøn natur, krystalklart vand, dejlig mad og nogle af Det Ægæiske Havs allerbedste sandstrande. Mange af turisterne her er ferierende grækere, hvilket også har bidraget til, at Thassos er et af de billigste græske rejsemål.
Kos
Efter mange år med et lidt plettet ry har de lokale myndigheder arbejdet hårdt på at give Kos et mere familiepræget stempel. Resultatet er et nedtonet aftenliv, lækre hoteller og stilfulde loungebarer. Kos er et godt valg for alle, som trives med smukke strande, krystalklart vand og mulighed for en aktiv ferie i form af f.eks. cykelture. Kos er en lille ø, så det er let at komme rundt. For mange er øen over for tyrkiske Bodrum en mellemstation til øerne Kalymnos og lille Telendos med blot én bil og ca. 50 indbyggere. Faktisk tager ca. 40 pct. af Spies’ gæster videre fra Kos til en af eller begge øer.
Parga
Selv om Parga er en lille kystby på det græske fastland, får du følelsen af at være kommet til en lille, græsk ø. Man kan ikke undgå at falde for de stejle og trange, små gader og den romantiske havn. Mange af hotellerne er små og familiedrevne. Der er også to små strande i centrum, og det er nemt at komme til andre strande i bil eller med bus eller båd. Passer godt til alle men i august sørger feriegæster fra Athen og Italien for, at pulsen stiger betydeligt.
Santorini
Kærlighedsøen, som mange mener danner grundlag for myten om det forsvundne Atlantis, er nok mere kendt for sine smukke solnedgange end for strandene. De typiske, hvidkalkede huse har gjort øen til en af de mest fotograferede i hele Grækenland. For par er her mange fine, små hoteller ikke mindst i og rundt omkring den postkortsmukke landsby Oia på den nordvestlige del af øen.
Skiathos
Skiathos blev verdensberømt takket være filmsuccesen Mamma Mia men er også kendt for sine mange lækre strande. En af de mest perfekte af de græske ferieøer med alt, hvad du har brug for af restauranter, forlystelser, shopping og seværdigheder. En grøn og frodig ø, som også er et godt udgangspunkt for ø-hopping.
Skopelos
Fredelig, grøn og smuk – med ikke færre end 360 kirker! Skopelos ligger blot en times sejlads fra Skiathos, men der er alligevel forbavsende få danskere, som har fundet vej hertil. Perfekt ø at udforske på egen hånd og her finder du let din helt egen badebugt. Stedet passer perfekt for dig, som ønsker en fredelig ferie med mulighed for at besøge naboøer som Alonissos og Skiathos.
Lefkas
Lefkas er ikke et rejsemål, som har noget for alle. Tværtimod. Lefkas har alt for nogle. Strandene er magiske, og det smukke landskab inviterer til korte og længere vandreture. Passer til strandløver i alle aldre – også for børnefamilier, som vil undgå de store turistrejsemål.
Lesbos
På grønne Lesbos (Mytilini) oplever man det ægte Grækenland med både fine strande og græsk hverdagsliv. I de seneste år har der været stort mediefokus på øen på grund af bl.a. to opsamlingslejre for flygtninge ved Mytilini by. Men Lesbos er en stor ø, faktisk Grækenlands tredjestørste, med mange forskellige rejsemål, og de fleste turister vil ikke komme i nærheden af lejrene, hvorfra flygtningene nu sendes tilbage til Tyrkiet. Naturen på Lesbos er præget af grønne skove, sølvgrå olivenplantager og brede blågrønne bugter, som skærer sig ind i landskabet. Alligevel har relativt få feriegæster opdaget denne græske perle. Det betyder, at priserne stadig er favorable og trængslen i feriebyerne til at overse. Lesbos passer perfekt til dig, som vil have en afslappet ferie med masser af sol, skønne strande og et ægte græsk hverdagsliv. I ouzoens hovedstad Plomari på sydkysten får du en ferie blandt de lokale med god mad og en dejlig strand. Stranden, Agios Isidoros, ligger nogle kilometer udenfor Plomari, og det er også her, at du finder Spies' mest populære hotel, Vicky. Stranden egner sig perfekt til både snorkling og afslapning i en liggestol med udsigt over den tyrkiske kyst og naboøen Chios.
Yderligere information: Kommunikationschef Torben Andersen, tlf. 40 59 47 00, eller produktchef Carlos Cebrian, tlf. 26 14 26 93.
Kontakter
Sofie Folden Lund
Kommunikationschef
sofie.lund@spies.dk
26 36 23 77 - kun for pressehenvendelser. Øvrige henvendelser henvises til vores kundeservice: 70 10 42 00
Billeder














Spies - Danmarks førende rejsearrangør
Spies er Danmarks førende rejsearrangør med rejser til næsten 400 rejsemål i over 60 lande. Spies arrangerer charterrejser samt krydstogter og fleksible pakkerejser med rutefly. Vi tilbyder også flybilletter og hotelovernatninger til dem, der vil rejse på egen hånd. Rejserne sælges via internet og telefon. Spies har ca. 285.000 rejsende om året og indgår i den nordiske rejsekoncern, Nordic Leisure Travel Group, sammen med Ving i Sverige og Norge samt Tjäreborg og Globetrotter.
Spies er for andet år i træk kåret som Danmarks bedste arrangør af charterrejser ved Danish Travel Awards 2023.
Følg pressemeddelelser fra Spies
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Spies
Spies melder udsolgt af charterrejser i påsken10.4.2025 09:03:41 CEST | Pressemeddelelse
Sol og badeferie trækker i danskerne i påskeferien, hvis man spørger Danmarks største rejsebureau, Spies, der sender hele 27 charterfly sydpå i påskeferien for at imødekomme den store efterspørgsel. Og det er De Kanariske Øer, Grækenland og Cypern, der står på de fleste boardingkort.
Spies lander et overskud på 25,4 millioner31.3.2025 23:45:25 CEST | Pressemeddelelse
I det netop offentliggjorte årsregnskab er der igen et tocifret millionoverskud i Danmarks største rejsebureau, som i sidste regnskabsår 2023/24 sendte 249.835 gæster afsted på ferie og oplevede en rekordstor omsætning, der steg med 6,8 procent fra året før.
Spies kåret som det mest bæredygtige brand i den danske rejsebranche13.3.2025 11:05:39 CET | Pressemeddelelse
Forbrugerne peger på Spies som det mest bæredygtige varemærke indenfor rejse- og turismebranchen. Det viser resultatet i det største europæiske studie, som årligt foretages af analyseinstituttet, SB insights.
Generationsskifte i Sunclass Airlines-direktion28.11.2024 07:29:29 CET | Pressemeddelelse
John Alexandersen, kommerciel direktør i Sunclass Airlines, har valgt at gå på pension efter mere end 30 år i selskabet. Ny kommerciel direktør med lang erfaring i TDC, Ørsted og SAS tiltræder 1. december.
Spies’ nye vinterkampagne vil vise ferieeffekten af "det lille ekstra"4.9.2024 12:16:09 CEST | Pressemeddelelse
Sommerferien er slut, og jagten på næste ferie er allerede sat ind hos mange danskere. Danmarks største rejsearrangør, Spies, oplever stor efterspørgsel på både efterårs- og vinterrejser og ser frem mod at sende rekordmange gæster på ferie, når dagene atter bliver kolde og mørke. Men hvad er det helt præcist, vi danskere værdsætter allermest ved ferien, som vi nu må undvære her tilbage i hverdagen? Det har Spies spurgt 2.000 danskere om i en stor repræsentativ undersøgelse, der danner grundlag for en helt nye vinterkampagne, hvor man også dykker ned i ’det lille ekstra’ som gør en ferie ekstra god.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum