Gode outdoorfællesskaber i Silkeborg og omegn: Lokale foreninger skal bidrage til at løfte børne- og ungeoutdooridrætten i Danmark
25.1.2024 07:00:00 CET | Danmarks Idrætsforbund | Pressemeddelelse
Danmarks Idrætsforbund har fundet de første foreninger, der skal tegne ’Fremtidens Idræt for Børn og Unge’ i det historiske partnerskab med A.P. Møller Fonden. Foreningerne er sat sammen til lokale klynger, og i Silkeborgområdet skal Silkeborg Orienteringsklub, Surf & SUP Silkeborg og Ans Søsport samarbejde om at få flere aktive børn og unge ud i naturen og lave nye attraktive idrætstilbud.

Med flere end 800.000 medlemmer under 18 år er Danmarks Idrætsforbund (DIF) den største børne- og ungeorganisation i Danmark.
For at skabe endnu bedre idrætsmiljøer for børn og unge har DIF med støtte fra A.P. Møller Fonden startet ’Fremtidens Idræt for Børn og Unge’, og er nu i gang med at ansætte en række børne- og ungeansvarlige, der skal hjælpe foreninger til at styrke arbejdet med børn og unge. Blandt andet i og omkring Silkeborg, hvor Silkeborg Orienteringsklub, Surf & SUP Silkeborg og Ans Søsport er udvalgt til at være såkaldte spydspidsforeninger i projektet.
”Vi glæder os til at arbejde for at få flere børn og unge i foreningen. Vi tror på, at vi har et tilbud, der måske appellerer til nogle af de børn, der ikke kommer i sportshallerne og fitnesscentrene. Vi ved, at vores medlemmer synes, det er et rart sted at komme, og at vi er gode til at møde folk, hvor de er. Og så ser vi også et stort potentiale i at styrke børn og unges trivsel i naturen,” siger Anne Lisbeth Leonhard Jensen fra Surf & SUP Silkeborg.
Fortsat uforløst potentiale
De første foreninger er udvalgt i Midtjylland og på Sjælland, og i DIF er der store forventninger til arbejdet.
”Vi er gået efter foreninger fra forskellige idrætter og af forskellig størrelse, så det spejler hele vores idrætsbillede, men fælles for foreningerne er, at de har resurser og overskud til at udvikle sig og varetage en ansættelse. Foreningerne i og omkring Silkeborg rummer et stort potentiale på outdoorområdet, og vi glæder os til at se, om vi kan aktivere helt nye målgrupper i de valgte foreninger. Der er mange andre outdoorforeninger rundt i landet, så vi tror på, at læringen kan komme rigtig mange foreninger – og herigennem børnene og de unge - til gode,” siger Martin Bro, der er faglig leder for de kommende børne- og ungeansvarlige.
Netop et generelt løft af børne- og ungeområdet er noget, som man har særligt fokus på i Surf & SUP Silkeborg:
”Vi synes selv, at vi har Danmarks flotteste klubhus og bedste faciliteter, og vi vil meget gerne have, at flere kan få gavn af det. Vi ved, at én af de andre foreninger er gode til at de unge og samarbejdet med skoler, så vi tror på, at vi kan lære af hinanden og blive endnu bedre til det, vi gør,” siger Anne Lisbeth Leonhard Jensen.
Fakta om spydspidsarbejdet:
- I 2023 og 2024 udpeges et antal foreninger til at være spydspidsforeninger, hvor der skal udvikles og opsamles viden om de succesfulde børne- og ungemiljøer
- Foreningerne sættes sammen af 2-3 foreninger lokalt, der skal samarbejde om udviklingen
- I Region Midtjylland bliver der mellem 5-7 klynger
- Hver foreningsklynge får tildelt en børne- og ungeansvarlig, der skal stå for at drive udviklingsarbejdet og sørge for erfaringsdeling
- I Silkeborg er det Silkeborg Orienteringsklub, Surf & SUP Silkeborg og Ans Søsport
Fakta om Fremtidens Idræt for Børn og Unge:
- A.P. Møller Fonden har bevilget 85 mio. kr. til projektet ’Fremtidens idræt for børn og unge’, der er udviklet af og drives af Danmarks Idrætsforbund.
- ‘Fremtidens idræt for børn og unge’ er et ambitiøst og omfattende projekt, som løber over de næste fem år.
- Danmarks Idrætsforbund er paraplyorganisation for 62 danske specialforbund.
- Under Danmarks Idrætsforbund er der i runde tal 6.000 børne- og ungdomsforeninger og 800.000 medlemmer under 18 år.
- Projektindsatserne er mange under følgende overskrifter: øge kapaciteten, trænerløfte og trivsel, involvering og rekruttering samt synlighed og videndeling.
- Se mere om programmet: www.dif.dk/bornogunge
Nøgleord
Kontakter
Jonas HjortdalPolitisk kommunikationskonsulent
Tlf:60559849johj@dif.dkBilleder
DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 62 forbund, ca. 8.700 idrætsforeninger og godt 2 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Malte Setkov er ny mand i ishockeylandsholdets OL-trup8.2.2026 17:39:55 CET | Pressemeddelelse
Den 27-årige back skrives ind i truppen efter at have været samlet med landsholdet de sidste fire dage. Malte Setkov er nu kampklar til de kommende OL-kampe.
DANSKE ATLETER KLAR TIL OL-ÅBNING6.2.2026 14:04:12 CET | Pressemeddelelse
Denise Dupont og Jesper Jensen Aabo er fanebærere, når en stor gruppe danske atleter fredag aften deltager ved åbningen af vinter-OL i Milano Cortina 2026
Inge fra Ikast-Brande er Danmarks Sejeste Idrætslærer3.2.2026 15:10:00 CET | Pressemeddelelse
Inge Dinis Jensen har undervist i idræt i 38 år. Nu er hun blevet kåret som Danmarks Sejeste Idrætslærer 2025 – en pris fra DIF Skole OL og Dansk Skoleidræt, der hvert år hylder landets mest dedikerede idrætslærere.
Natorp: Guld over hele linjen1.2.2026 19:38:22 CET | Pressemeddelelse
DIF’s formand, Hans Natorp, gratulerer både håndboldlandsholdet med EM-guldet, og DanskHåndbold med et arrangement til den store guldmedalje.
Ti talenter nomineret til Årets Fund i dansk idræt28.1.2026 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Årets Fund uddeles af Team Danmark, Danmarks Idrætsforbund og Politiken og er med sine 96 år Danmarks ældste idrætspris. Ti nominerede kandidater er netop offentliggjort.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
