Folketingets Ombudsmand

Ombudsmanden undersøger indsattes muligheder for besøg og beskæftigelse

Del

Ombudsmandens tilsynsbesøg på voksenområdet vil i 2024 have fokus på indsattes adgang til besøg og beskæftigelse i fængsler og arresthuse.

Mulighederne for at kunne se sine nærmeste og have relevant beskæftigelse er af stor betydning for indsattes trivsel under afsoningen og for resocialisering.

De fysiske rammer i kriminalforsorgens institutioner er imidlertid forskellige. Desuden har kriminalforsorgen i de senere år haft det højeste belæg siden årene umiddelbart efter 2. verdenskrig, og der er samtidig sket en markant nedgang i antallet af fængselsbetjente.

Dette kan have betydning for, hvilke muligheder for besøg og beskæftigelse de indsatte i praksis har i de enkelte institutioner. Ved tidligere tilsyn i fængsler og arresthuse har ombudsmanden konstateret, at der kan være udfordringer med for eksempel at skaffe relevant beskæftigelse til de indsatte, og at besøgsrum og undervisningslokaler inddrages til indkvartering eller andre formål.

Ombudsmanden vil derfor under tilsynsbesøgene have fokus på håndteringen og gennemførelsen af besøg i institutionerne, ligesom han vil se på besøgsfaciliteterne. Tilsynene vil også omfatte de indsattes muligheder for at få besøg af deres forsvarsadvokater.

Ombudsmanden vil desuden have fokus på, om de indsatte tilbydes uddannelse eller beskæftigelse, dens karakter og relevans for de indsatte, samt hvordan beskæftigelsesmulighederne skabes.

”En af kriminalforsorgens vigtige opgaver er at hjælpe de indsatte ud af kriminalitet. Nogle af de centrale redskaber i den forbindelse er at give de indsatte mulighed for besøg af deres pårørende og adgang til relevant uddannelse eller beskæftigelse, mens de er frihedsberøvede. Vores klagesager og tilsyn har vist, at mulighederne herfor kan være under pres. Derfor er temaet valgt som fokus for vores tilsynsarbejde i år”, siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.

Tilsynsbesøgene gennemføres i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur.

Efter afslutningen af tilsynsåret vil ombudsmanden sammenfatte de væsentligste resultater i en temarapport.

FAKTA

Om undersøgelsen

Som led i temaundersøgelsen vil ombudsmanden besøge et antal fængsler og arresthuse. Under besøgene vil de indsattes muligheder for besøg og beskæftigelse blive drøftet med institutionernes ledelse, indsatte, besøgsvenner og personalet, ligesom besøgsholdene vil se på institutionernes besøgslokaler, værksteder og undervisningslokaler.

Læs mere om ombudsmandens tilsynsbesøg og temaer.

Om besøg

Afsonere har som udgangspunkt ret til mindst ét ugentligt besøg af mindst én times varighed og så vidt muligt af to timers varighed. Der kan i den enkelte institution gives tilladelse til besøg i videre omfang (§ 51 i straffuldbyrdelsesloven).

Varetægtsarrestanter kan modtage besøg i det omfang, opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet tillader det. Politiet kan af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte sig, at en varetægtsarrestant modtager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol (§ 771, stk. 1, 1. og 2 pkt. i retsplejeloven).

Af varetægtsbekendtgørelsen fremgår det, at varetægtsarrestanter med de begrænsninger, der følger af bekendtgørelsens §§ 42-45, har ret til besøg, så ofte forholdene tillader det. Besøgstiden må ikke være kortere end en halv time. Længerevarende besøg skal tillades i det omfang, forholdene tillader det (§ 40, stk. 1, og § 41 i bekendtgørelse nr. 1130 af 17. august 2023 om ophold i varetægt).

Om beskæftigelse

Afsonere i fængsler har både ret og pligt til at være beskæftiget. Varetægtsarrestanter og afsonere, som er placeret i et arresthus, har ret til at være beskæftiget, men er ikke omfattet af arbejdspligten. Det betyder, at alle afsonere og varetægtsarrestanter skal tilbydes beskæftigelse (§ 38 i straffuldbyrdelsesloven og §§ 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 1016 af 28. juni 2022 om beskæftigelse mv. af indsatte i kriminalforsorgens institutioner).

Valget af beskæftigelse træffes i hvert enkelt tilfælde på grundlag af en samlet vurdering af den indsattes forhold. Der skal så vidt muligt tages hensyn til den indsattes eget ønske og til den indsattes muligheder for at få beskæftigelse eller begynde uddannelse efter løsladelsen. Hvis den indsatte mangler skolekundskaber eller erhvervsmæssig eller anden uddannelse, skal kriminalforsorgen vejlede den indsatte om mulighederne for at afhjælpe dette (§ 39 i straffuldbyrdelsesloven).

Kontakter

Souschef Ann Thagård Gregersen, tlf. 33 13 25 12

Folketingets Ombudsmand

Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder.

Følg pressemeddelelser fra Folketingets Ombudsmand

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Folketingets Ombudsmand

Kærshovedgård bør forbedre sikkerhedssituationen for beboerne26.4.2024 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse

I november 2023 var Folketingets Ombudsmand på et tilsynsbesøg på Udrejsecenter Kærshovedgård for at undersøge forholdene for personer på tålt ophold, som er pålagt at tage ophold på udrejsecentret. Tilsynsbesøget var en opfølgning på et tilsvarende tilsynsbesøg i 2017 samme sted og et tilsynsbesøg i 2014 på Center Sandholm, hvor personer på tålt ophold dengang var indkvarteret. Ligesom ved de tidligere besøg finder ombudsmanden, at de generelle forhold på Kærshovedgård ikke er i strid med forbuddet mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling i FN’s Torturkonvention og artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ved tilsynsbesøget i efteråret 2023 konstaterede ombudsmanden dog også, at forholdene for beboerne på tålt ophold på udrejsecentret fortsat må anses for meget belastende og begrænsende for grundlæggende livsførelse – og at dette i forhold til den generelle sikkerhedssituation på udrejsecentret gælder i endnu større grad end tidligere. Der er siden omb

Ombudsmanden indstilles som dansk kandidat til stillingen som ny dommer ved EU-Domstolen19.4.2024 16:30:00 CEST | Pressemeddelelse

Regeringen har indstillet Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger som dansk dommer ved EU-Domstolen. Dette er sket efter indstilling fra Dommerudnævnelsesrådet vedrørende internationale dommerstillinger. Niels Fenger har været Folketingets Ombudsmand siden 1. december 2019 og har tidligere arbejdet som bl.a. landsdommer og professor ved Københavns Universitet. Dommere ved EU-Domstolen udnævnes af medlemsstaternes regeringer efter fælles overenskomst. Udnævnelsen sker efter høring af det såkaldte artikel 255-udvalg, der udtaler sig om indstillede kandidaters kvalifikationer til at udøve embedet, inden medlemsstaternes regeringer foretager udnævnelser. Ombudsmanden har underrettet Folketinget. Læs brevet til Folketingets Retsudvalg.

Ombudsmanden offentliggør beretning for 2023 – med bl.a. råd ved udvikling af offentlige it-systemer9.4.2024 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Tusindvis af borgere kan blive påvirket, når offentlige it-systemer ikke fungerer ordentligt. I de senere år har ombudsmanden undersøgt sager om it-fejl, der har ramt bl.a. kontanthjælpsmodtagere, sårbare unge og deres forældre, udlændinge og personer med bopæl uden for landet samt forskellige grupper af skatteydere. Når den slags fejl opstår, kan det påvirke borgernes retssikkerhed, ligesom det kan skade tilliden til den offentlige forvaltning. Derudover kan det være svært og dyrt at rette op på fejlene. I Folketingets Ombudsmands netop offentliggjorte beretning for 2023 handler en af artiklerne om ombudsmandens undersøgelse af sager om myndighedernes it-systemer. Artiklen rummer nogle generelle læresætninger, som myndighederne kan bruge, når de skal udvikle og lancere nye it-systemer. Det handler om bl.a. at sikre den rigtige forberedelse, viden om og test af et it-system. Højeste antal sager nogensinde Derudover omtaler beretningen nogle af de sager, som ombudsmanden beskæftigede si

Styrelse gjorde ikke nok for at forhindre meget skæve foreløbige ejendomsvurderinger4.4.2024 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Vurderingsstyrelsen kunne på forhånd have gjort mere for at afdække og forebygge problemerne med de meget skæve foreløbige ejendomsvurderinger, der blev offentliggjort i september 2023. Det udtaler Folketingets Ombudsmand efter at have foretaget en undersøgelse af sagen. I sin undersøgelse har ombudsmanden fokuseret på de ejendomme, hvor grundværdien blev vurderet til at være markant højere end ejendomsværdien. Disse foreløbige vurderinger har Vurderingsstyrelsen betegnet som ”meget skæve”, og styrelsens efterfølgende gennemgang af vurderingerne har resulteret i mere end 60.000 ændringer. Ombudsmanden konstaterer, at Vurderingsstyrelsen allerede inden offentliggørelsen af de foreløbige vurderinger var bekendt med, at der kunne være problemer i situationer, hvor grundværdien oversteg ejendomsværdien. Han konstaterer også, at det efter offentliggørelsen tilsyneladende var muligt for styrelsen forholdsvis hurtigt at imødegå problemerne for denne type vurderinger ved hjælp af justeringer a

Aktindsigtsanmodning fra journalist med fuldmagt kunne ikke afvises15.3.2024 11:00:00 CET | Pressemeddelelse

Borgerne har i almindelighed ret til at lade sig repræsentere af andre i deres sager hos myndighederne. Statsadvokaten i Viborg kunne derfor ikke afvise en anmodning om aktindsigt fra en journalist, der var partsrepræsentant, med den begrundelse, at aktindsigtsanmodningen havde et journalistisk formål. Det fastslår Rigsadvokaten efter en henvendelse fra ombudsmanden. Sagen begyndte, da en journalist med fuldmagt fra den forurettede i en straffesag søgte om aktindsigt i straffesagen hos Østjyllands Politi. Statsadvokaten i Viborg afviste aktindsigtsanmodningen med henvisning til, at den havde et journalistisk formål og ikke var indgivet med henblik på at bistå eller varetage den forurettedes interesser. Dansk Journalistforbund klagede på vegne af journalisten til ombudsmanden, der bad Rigsadvokaten om at forholde sig til statsadvokatens afgørelse. Rigsadvokaten hjemviste sagen til statsadvokaten til fornyet behandling med bemærkning om, at der ikke efter forvaltningslovens regler om rep

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye