Her rykkede dyreredderne oftest ud i 2023
Dyrenes Beskyttelses beredskab rykkede ud i flere end 37.000 sager i 2023. Der var travlest i og omkring de største byer, mens hjorte og katte havde mest brug for hjælp. Beredskabet knoklede samtidig hårdt, mens resten af danskerne holdt sommerferie

Beredskabet hos Dyrenes Beskyttelse rykkede ud til nødlidende eller potentielt forsømte dyr 37.226 gange i 2023. Dette sker på baggrund af flere end 144.000 opkald til Dyrenes Vagtcentral 1812. Beredskabet består af frivillige kredsformænd, dyrereddere, skytter og schweisshundeførere – suppleret af Falck, når der ikke er nok hænder.
”Det har været et travlt år for vores beredskab – særligt for de frivillige. Derfor er vi også stolte af den indsats, der er blevet gjort for dyr i hele landet,” siger Yvonne Johansen, dyreværnschef hos Dyrenes Beskyttelse.
Beredskabet har haft mest travlt i de folkerigeste kommuner. København, Aarhus og Aalborg har flest udrykninger. Til gengæld er der længst mellem udrykningerne på Læsø, Ærø og Samsø. Det viser den samlede opgørelse over beredskabets arbejde i kommunerne.
”Der kommer naturligvis flere henvendelser til Vagtcentralen 1812 i folkerige kommuner. Samtidig er det også lettere at finde frivillige til at påtage sig opgaven med at rykke ud til dyr i nød i fritiden. Vi arbejder dog på højtryk for at sikre en konstant og landsdækkende dyreredning,” siger Yvonne Johansen.
Beredskabet rykker ud til alle dyr i nød, men to dyrearter udløste halvdelen af beredskabets udrykninger i 2023. Katte og hjorte har haft brug for hjælp i 52 procent af sagerne. Det drejer sig om påkørsler af hjorte i tre ud af fire tilfælde. Kattene var i de fleste tilfælde enten syge eller skadede voksne eller efterladte killinger. Mange af dem fik hjælp på et af Dyrenes Beskyttelses ni dyreinternater. I alt 6.363 katte fandt således nye hjem via internaterne i 2023.
”Katte og hjorte fylder meget, men beredskabet har virkelig en enorm bredde. Det strækker sig fra vores kredsformænd, der også hjælper dyr og mennesker i sociale sager, til vildtplejeren, der plejer og genudsætter skadede musvåger. Alt sammen muliggjort af primært private donationer suppleret med en mindre og varierende støtte på finansloven,” siger Yvonne Johansen.
Trækket på beredskabet varierer voldsomt i løbet af året, viser tallene fra vagtcentralen. Der blev rykket ud til 4.363 sager i juni mod 1.985 sager i februar. Og ugerne i industriferien, hvor hovedparten af danskerne slapper af, er blandt de travleste for beredskabet.
Dyrenes Beskyttelse har de seneste år styrket beredskabet og skaffet flere dyrevenner til at rykke ud og hjælpe nødlidende dyr. I 2020 oprettede organisationen et skyttekorps, der i dag består af 120 skytter på landsplan. De rykker ud til aflivning af nødlidende påkørte dyr, der ikke kan reddes. Det har øget responstiden betydeligt og sikrer dermed dyrene en hurtig afslutning på deres smerte og lidelser. Frem til december måned havde skytterne håndteret over 2.651 sager med påkørte dyr. Tre ud af fire af skytternes sager drejede sig om påkørte hjortevildt, men de blev også kaldt ud til påkørte ræve, grævlinger og harer.
Top ti: Kommuner med flest udrykninger
Københavns Kommune | 7770 |
Aarhus Kommune | 5726 |
Aalborg Kommune | 4172 |
Odense Kommune | 3445 |
Viborg Kommune | 2660 |
Vejle Kommune | 2309 |
Slagelse Kommune | 2164 |
Bornholm Kommune | 1939 |
Holbæk Kommune | 1890 |
Guldborgsund Kommune | 1872 |
Top ti: Kommuner med færrest udrykninger
Læsø Kommune | 29 |
Samsø Kommune | 99 |
Fanø Kommune | 120 |
Ærø Kommune | 182 |
Allerød Kommune | 221 |
Vallensbæk Kommune | 236 |
Dragør Kommune | 303 |
Glostrup Kommune | 343 |
Stevns Kommune | 352 |
Struer Kommune | 377 |
Kontakter
Medievagten i Dyrenes Beskyttelse
Dyrenes Beskyttelses medievagt er tilgængelig døgnet rundt for henvendelser pr. mail eller telefon (modtager ikke SMS)
Links
Om Dyrenes Beskyttelse
Vi hjælper dyr i nød, stopper overgreb mod dyr og kæmper for et respektfuldt og bæredygtigt forhold mellem dyr, mennesker og natur.
Følg pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Skrald fra sommerens fester bliver dødsfælder for dyrene27.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sommerens mange festivaler og udendørsarrangementer betyder hvert år mere skrald i den danske natur. Skraldet skæmmer ikke blot landskabet, men kan også være livsfarligt for vilde dyr. Dyrenes Beskyttelse opfordrer danskerne til at rydde op efter sig, når festen er forbi.
Landbrugets løftebrud: Fortsat 25.000 døde pattegrise om dagen26.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nye tal afslører status quo i dansk svineproduktion. Hver dag dør over 25.000 pattegrise i Danmark – det samme niveau som sidste år, trods løfter om forbedringer. Dyrenes Beskyttelse kritiserer den manglende handling og efterlyser konkret regulering frem for frivillige hensigtserklæringer.
Opråb til hundeejere: Disse halsbånd må du ikke længere bruge25.6.2025 14:33:44 CEST | Pressemeddelelse
Fra 1. juli bliver pighalsbånd forbudt for hundeejere i Danmark. Dyrenes Beskyttelse glæder sig over de nye regler og minder om, at stødhalsbånd allerede har været ulovlige i mange år – selvom de stadig formodes brugt i det skjulte.
Pak hækkesaksen væk lidt endnu – og red liv i din have23.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
For fugleunger, insekter og pindsvin er haven et sted, hvor de kan finde ro, skjul og føde - men hvert år går de en farlig sommer i møde med skarpe sakse og hækkeklippere. Dyrenes Beskyttelse advarer derfor haveejere imod at klippe hækken for tidligt.
Dyrenes Beskyttelse jubler over EU-forbud mod mink20.6.2025 14:34:21 CEST | Pressemeddelelse
Dyrevelfærden bliver styrket i Europa. Fredag satte EU nemlig mink på sin invasivliste, hvilket også betyder forbud mod minkavl fra 2027. Det vækker stor glæde hos Dyrenes Beskyttelse.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum