Danske topchefer: Cyberrisici tager et stort spring op på listen over trusler i 2024
Makroøkonomisk volatilitet og cyberrisici præger danske CEO’ers trusselsbillede i 2024. Særligt truslen fra cyberrisici stiger i år, mens øvrige trusler, herunder inflation, er faldende. Trusselsbilledet og en tid med store forandringer kalder på øget behov for innovation, viser PwC’s CEO Survey 2024.
![Mogens Nørgaard Mogensen, adm. direktør og Senior Partner i PwC](/data/images/public/90624/13771491/766c81cd-0ebd-4bce-b630-85800ae5d48d-w_720.jpg)
PwC’s toplederundersøgelse viser, at de danske topchefer samlet set føler sig mindre eksponerede over for trusler i år sammenlignet med sidste år, hvor bekymringsniveauet lå højt pga. den høje inflation og ikke mindst krigen i Ukraine. Dette gælder dog ikke cyberrisici, hvor andelen af topledere, der oplever dette som en trussel, stiger væsentligt. Således svarer 32 % af de danske topledere i år, at de er meget eller ekstremt påvirket af cybertruslen mod 20 % sidste år. Dermed stiger truslen fra cyberrrisci også fra en 4. plads sidste år til en 2. plads i år på listen over erhvervslivets største trusler.
“Et stigende antal topchefer bekymrer sig for truslen fra cyberrisici, der bl.a er afledt af den øgede usikkerhed med konflikter og krige i verden. PwC’s seneste Cybercrime Survey viste, at de danske virksomheder skruer op for investeringer inden for cyber- og informationssikkerhed i det kommende år, hvoraf godt halvdelen vil øge budgettet med mere end 10 %,” fortæller adm. direktør og Senior Partner i PwC Mogens Nørgaard Mogensen.
Øverst på listen over trusler placerer de danske topledere makroøkonomisk volatilitet. Det er knap 4 ud af 10 danske topledere (38 %), der vurderer, at deres virksomhed er meget eller ekstremt påvirket af makroøkonomisk volatilitet i de kommende 12 måneder, hvilket er lidt færre end sidste år (41 %).
“Siden vi foretog målingen sidste år, har vi desværre haft endnu et år med krig i Ukraine, og der er opstået en ny krig i Mellemøsten. Konflikten i Mellemøsten har skærpet fokus på de potentielt vidtgående konsekvenser for oliepriser, fødevarepriser og international handel,” fortæller Mogens Nørgaard Mogensen og fortsætter:
“Dansk økonomi har desuden oplevet en opbremsning hen over foråret og sommeren, hvilket bl.a. kan tilskrives stigende renter, høje forbrugerpriser og en lav vækst på vores eksportmarkeder. Samtidig ligger forbrugertilliden lavt og på niveau med finanskrisen i 2008. Det betyder, at virksomhederne må indstille sig på, at det kan blive endnu et vanskeligt år med lav vækst.”
Truslen fra inflation er også faldende, men er dog fortsat i de danske toplederes top 5 over trusler. Således svarer 23 % af de danske topledere, at deres virksomhed er meget påvirket af inflationen i år mod 40 % sidste år.
Tid til forandring
CEO Survey 2024 viser desuden, at erhvervslivet står i en tid, der kalder på forandring. Således svarer 25 % af de danske topledere, at de må ændre kurs, hvis de fortsat skal være levedygtige om 10 år. Den tanke er endnu mere udbredt globalt, hvor 45 % svarer det samme.
“Der er et stort et behov for investeringer i digital transformation, herunder AI, og grøn omstilling. Det er en udfordring, som de danske virksomheder må gribe, samtidig med at de efter alt at dømme må ruste sig til en fremtid med lavere vækst end tidligere år," siger Mogens Nørgaard Mogensen.
Ifølge de danske CEO’er er det særligt de teknologiske forandringer (39 % svarer i høj grad), skift i kundernes præferencer (38 %) og ny lovgivning (37 %), der driver forandringerne.
“Med fremskridt inden for teknologi, senest med den hastige udvikling inden for AI, er virksomhederne i stigende grad nødt til at tilpasse sig og investere i den nye teknologi. Dette kan omfatte alt fra at implementere nye teknologier til at ændre forretningsmodeller for bedre at tilpasse sig den digitale virkelighed,” fortæller Mogens Nørgaard Mogensen.
Disse forandringer kræver, at virksomhederne er innovative og tilpasser sig den hastige digitale udvikling. De danske topledere peger dog på en række barrierer for innovation: Regulering, konkurrenter og manglende kompetencer i virksomheden.
“Innovation er en vigtig faktor for virksomheders succes, men flere faktorer kan true virksomhedernes evne til innovation. Fx går udviklingen inden for AI i øjeblikket meget hurtigt, så det er fx vigtigt, at virksomhedens medarbejdere har kompetencer inden for brug af AI, hvis virksomhederne skal kunne indfri de muligheder, som AI tilbyder,” slutter Mogens Nørgaard Mogensen og henviser til, at AI bl.a. kan hjælpe virksomheder med at udvikle nye produkter mere effektivt og mere i tråd med kundernes ønsker og præferencer.
Om CEO Survey 2024
I PwC’s 27. CEO Survey blev der gennemført interview med 4.702 CEO’er i 105 lande i perioden den 3. oktober -10. november 2023. 71 danske CEO’er fra nogle af Danmarks største virksomheder har deltaget i undersøgelsen. PwC’s CEO Survey er verdens førende toplederundersøgelse.
Vedhæftede filer
Om PwC
I PwC arbejder vi for at styrke tilliden i samfundet og være med til at løse væsentlige problemstillinger. Det gør vi med udgangspunkt i vores viden inden for revision, skat og rådgivning. Vores kunder kommer fra alle dele af erhvervslivet og den offentlige sektor, og vi er ca. 2.800 medarbejdere og partnere, som brænder for at gøre en positiv forskel for kunder og kolleger. Globalt er vi 328.000 PwC'ere i 152 lande, og i Danmark er vi markedsledende. Mød os over hele landet. Vi er der, hvor du er.
Succes skaber vi sammen …
Følg pressemeddelelser fra PwC
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra PwC
Skatteoptimering som virksomhedsejer: Løn eller udbytte?19.7.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Som virksomhedsejer har man normalt valget mellem at tage løn eller udbytte ud af sit eget selskab. Lønnen kan trækkes fra i selskabet, men beskattes op til ca. 56% i personlig regi. Udbyttet kan ikke trækkes fra i selskabet.
Forvirring om indefrysning af stigende boligskatter: Sådan finder du tallene17.7.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det er ikke så mærkeligt, at der er forvirring – det fyger rundt med nye ejendomsvurderinger – en foreløbig for 2024, som afløses af en endelig i 2025, nye 2020-vurderinger, som følges op af mulig tilbagebetaling af ejendomsskatter for 2011 til 2020. Forvirringen er omfattende, og det er svært at bevare overblikket.
En ud af tre danske virksomheder har oplevet svindel eller økonomisk kriminalitet15.7.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
33 % af de danske virksomheder har været udsat for svindel eller anden økonomisk kriminalitet de seneste to år, og på globalt plan har 4 ud af 10 virksomheder oplevet svindel. Det viser PwC's Global Economic Crime and Fraud Survey 2024.
Er du i tvivl om skattereglerne på kryptoområdet?9.7.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Der findes ikke en oversigt over, hvor mange der handler med kryptovaluta, blandt andet fordi der ikke sker automatisk indberetning til skattevæsenet, men i en artikel i Børsen fra april anslås det, at 300.000 danskere i dag ejer kryptovaluta, og tallet forventes at være tredoblet inden for de næste ti år. Det er navnlig yngre mænd under 40 år, som investerer i kryptovaluta.
Ny rapportering om bæredygtighed: 6 ud af 10 virksomheder siger de bliver klar til tiden25.6.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Knap 6 ud af 10 virksomheder vurderer, at de bliver klar til at rapportere i henhold til EU's Corporate Sustainability Reporting-direktiv (CSRD) til tiden. Flertallet af virksomhederne peger dog fortsat på en række udfordringer, herunder særligt datatilgængelighed og datakvalitet. Det viser PwC’s Global CSRD Survey 2024.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum